|
I Kort Nyt samler vi op på nyhederne i den sidste måneds
tid og præsenterer dem i ultrakort form med præcise
links (når det er muligt), hvor man kan få flere informationer.
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk
Avisbud eller pdf-fil?
De københavnske avisbude, der har strejket siden midt i
juni, risikerer, at danske medier finder digitale måder
at få bragt avisen frem til læserne. Flere bladhuse,
bl.a. Politiken og Berlingske, har lagt pdf-filer af hele eller
dele af avisen på nettet. I takt med konfliktens eskalering
må man vente, at danske aviser snart følger efter
den stribe udenlandske aviser som fx New
York Times og Boston
Globe, der tilbyder downloading af en avis identisk med papirudgaven
over nettet for 50-65 cent. Med varierende teknologier har bl.a.
østrigske Der
Standard og den mere teknisk avancerede tyske Rhein
Zeitung lagt deres aviser på nettet.
Nettavisen til salg
Vedholdende rygter om, at Lycos Europe overvejer at sælge
den norske Nettavisen, synes endelig at blive bekræftet.
Digi
25. juni oplyser, at Lycos nu vurderer 'strategiske muligheder',
som kan munde ud i salg af avisen.
Think before you link
Financial Times 24. juni har en grundig oversigt over de efterhånden
adskillige tilfælde af stridigheder om adgangen til at linke
direkte til noget stof uden om et netsteds forside. Her er eksempler
fra Storbritannien, USA, Tyskland og Holland; dog mangler den
danske fogedretssag mellem Danske Dagblades Forening og Newsbooster.
FT-artiklen har overskriften »Reasons
to think before you link«.
Online-nyt fremfor avis
Når man får bredbånd derhjemme, vælger
man oftere at hente sine nyheder online end i en papiravis. Det
gælder i hvert fald amerikanere ifølge en rapport
23. juni fra the Pew Internet & American Life Project,
der blotlægger en række forskelle i livsstil mellem
'bredbånd-folk' og 'modem-folk'.
Ja til live net-resultater
Dansk Boldspil Union og Divisionsforeningen har tabt et slag om
rettighederne til dansk fodbold. Østre Landsret fastslog
21. juni, at internetsitet bold.dk og TDC fortsat kan tilbyde
løbende resultater under kampene via internettet og mobiltjenester.
Divisionsforeningens direktør, Claus Rode Jensen sagde
efter afgørelsen ifølge Ritzau/Børsen 21.
juni (kræver abonnement): »Det er åbenbart tilladt
at snylte.« DBU og Divisionsforeningen havde ønsket,
at virksomhederne betaler for at udnytte resultaterne i kommercielt
øjemed. Men domsafsigelsen byggede på, at de ikke
kunne dokumentere nedgang i indtægter eller tilskuerantal
på grund af resultatservicen.
Link-forbud blødt op i USA
Debatten om hvorvidt netsteder skal kunne linke direkte til indhold
andetsteds på nettet (dybe links) er ikke begrænset
til Danmark. I USA kom National
Public Radio under voldsom krydsild tidligere i denne måned,
fordi den forbød dyblinking uden tilladelse. Angrebene
har gjort indtryk, og NPR
har 21. juni lavet en tilføjelse til sin politik, hvor
det noteres, at »the majority of the linking on the Web
is not infringement.« Samtidig bebuder NPR en snarlig løsning,
som bedre svarer til »the expectations of the Web community
with the interests of NPR«.
51 konkurrerer om priser
51 netsteder er nomineret til de årlige European Online
Journalism Awards i London 4. juli. De er fordelt i 17 kategorier,
mens fire øvrige genrer er ubesat i år, da der ikke
var kvalificerede ansøgere trods 785 tilmeldte -- dobbelt
så mange som i fjor. Priserne uddeles i år for fjerde
gang. Hele listen blev offentliggjort her
21. juni. Eneste dansker finder vi i kategorien Best Innovation
in Online Journalism, hvor journalist Lotte Holmen deltager med
sit netsted Para
Nunca Olvidar om Maya-indianere i Guatemala.
Dømt for linking
En sag om ulovlig linking er afgjort i en hollandsk retssal
20. juni. Hollandske Indymedia
er blevet dømt til at fjerne links til sider, der spejler
et tysk radikalt online-magasins instruktion i, hvordan man kan
sabotere banetransporter med radioaktivt affald. Deutsche Bahn
har også fået søgemaskinen Google til at fjerne
de radikale links for et par måneder siden. Efterkommer
Indymedia ikke dommen, truer dagbøder på 5.000 euro.
Indymedia overvejer ifølge sin pressemeddelelse
20. juni (engelsk) at anke sagen af principielle grunde. Norske
digi
25. juni skriver om sagen. Indymedia-gruppen er et verdensomspændende
netværk, hvor mange uprofessionelle publicerer, ikke altid
med kildekritisk indsigt. En sydamerikansk studerende på
Indymedia fik omkring 11. september i fjor global mediedækning
med -- ukorrekte, viste det sig siden -- informationer om, at
Reuters' billeder af jublende palæstinensere i Øst-Jerusalem
var gamle optagelser fra Kuwait.
eu2002.dk
Det danske EU-formandsskab har nu også fået et
hjemsted på nettet. 20. juni åbnede netstedet eu2002.dk med det markante
logo af træets årringe.
Top og bund hos KL
Kommunernes Landsforenings netsted har fået topkarakter
ved IT-og Telestyrelsens årlige undersøgelse »Bedst
på nettet«. KL fik fem netkroner ud af fem mulige.
Specielt i nytteværdi og brugervenlighed scorer KL højt,
hvorimod netstedet nærmer sig bunden, når det gælder
åbenhed og kontakt-muligheder. Se KL-omtalen
19. juni.
DR-stigning på 27 pct
Netstedet dr.dk har i 2001 haft en stigning i besøgstallet
på 27 procent. Det oplyser DRs programregnskabv, som blev
offentliggjort 19. juni og kan hentes som en pdf-fil
på nettet. De mest besøgte DR-sider på
nettet var dr.dk/nyheder (ca. 200.000 besøg pr. måned)
efterfulgt af det prisbelønnede ungdomssted Skum (ca. 172.000
besøg pr. måned) og børnenes Oline samt siderne
med Sport og Kultur.
Ph.d. i mediekonvergens
Om to-tre år vil Danmark have sin første ph.d. i
'konvergens-jura'. Den 34-årige advokat Søren Sandfeld
Jakobsen har netop fåët et kandidatstipendium på
Handelshøjskolen i København til at studere grænsefladerne
i mediekonvergensen, dvs den uens lovgivning for internet, radio,
tv og tele. Det oplyser dagbladet Børsen
18. juni (kræver abonnement). Han betegner i Børsen
internet som det måske mest revolutionerende eksempel på
mediekonvergens -- og mener i øvrigt, at det er helt umuligt
at lovgive efter teknologi. »Det havde været mere
relevant at gøre lovgivningen platform-neutral. Men det
kræver, at man er parat til at glemme vanetænkningen
og i stedet tænke i noget, man kunne kalde for ytringsfrihed
på elektroniske netværk«, siger han.
Fængsel for klippe-klistre
Ruslands parlament Dumaen har vedtaget en kontroversiel lov
om ophavsret. Overtrædelser kan give op til fem års
fængsel. Krænkelser på nettet er omfattet af
loven, oplyser Europemedia
18. juni. Godt at russisk ikke er det mest brugte klippe-klistre
sprog.
Dansk PressRoom
Nu skal man kun lede ét sted efter pressemeddelelser fra
hele den offentlige sektor, hvis ellers IT- og Telestyrelsens
ambitioner for PressRoom
holder vand. Stedet, der åbnede 17. juni, opdateres fire
gange i døgnet. Styrelsen er resultatet af den nylige fusion
mellem Statens Information og Telestyrelsen.
Større end Google
Den norske søgemaskine AllTheWeb
fra Fast Search & Transfer hævder nu at have indekseret
2,1 mia sider imod den ellers mest populære Google's 2,07
mia sider. Det oplyser ZDNet
17. juni. Det er ikke ensbetydende med, at AllTheWeb også
er bedre. De to tjenester bruger forskellig søgeteknologi,
men AllTheWeb har dog nogle fortrin ifølge MSNBC's teknologi-redaktør
Jonathan Dube 21. juni.
Kapow købt af Danske Bank
Danske Bank har købt bolig-markedspladsen www.Kapow.net,
som ifølge bankens pressemeddelelse
17. juni skal være med til at øge trafikken til
bankens netsted, når det gælder information om handel
med boliger, biler og både.
Flere dagblade på nettet
Så er Dagbladet
og Frederiksborg
Amts Avis endelig også ankommet til nettet. Det skete
midt i juni. Søren Køhler på centralredaktionen
er webansvarlig.
Fra net til papir
I USA er ZDNet et populært netsted, mens ZDNet
UK er ved at barsle med en gratisavis på papir. Gratistilbuddet
gælder kun i Storbritannien. Norske digi.
14. juni har nyheden under overskriften »Døde
træer gratis.«
Helse & Samliv
Portalen sol.dk har kraftigt udvidet sin sektion Helse
& Samliv takket være et nyt samarbejde med Netdoktor.
Nettet strammes i Tyrkiet
Tyrkiets højesteret har accepteret dele af den omdiskuterede
medielov, som trods veto fra landets præsident og protester
fra EU og internationale organisationer som Reporters Without
Borders bl.a. indfører en stærk regeringskontrol
med internettet. Det oplyser Europemedia
13. juni. eJour orienterede om loven og de mange internationale
protester i Kort
Nyt nr 15. Herefter risikerer netudbydere bøder på
op til 210.000 euro for at offentliggøre 'lying news' på
nettet.
Forbliv seriøs
Den typiske bruger af NRK.no,
Norges svar på DR.dk, advarer
netstedet mod at blive som de kommercielle netsteder. Det er tværtimod
stedets 'seriøsitet', der får pluspoints. Det fortæller
en brugerundersøgelse (2.800 deltagere) omtalt i en pressemeddelelse
fra NRK 13. juni. På en dansker ligner NRk-netstedet
en overfyldt reklamesøjle over for vores DR-vejskilt.
Finans Fup
En fupmager har haft held med at få Internet Wire, en
amerikansk pr-tjeneste på nettet, til at offentliggøre
en falsk pressemeddelelse om et lille medicinfirma, hvis aktier
derefter steg kortvarigt. Internet Wire strammede sine procedurer
efter en tidligere episode, men denne gang, forklarede firmaet,
havde en medarbejder tilsidesat reglerne. Kilde AP/Editor
& Publisher 12. juni.
Tilfredsstillende underskud
Cybercitys underskud i 2001 er på 109 mio kr eller mere
end dobbelt så stort som året før. Det betegner
firmaets adm. direktør Henrik Clausen i Børsen 11.
juni (kræver abonnement) som »tilfredsstillende«
og begrunder det med massive afskrivninger på investeringer
i infrastruktur. Kundetallet er på 155.000, en stigning
på en femtedel siden i fjor.
TV4 bedste medie-sted
Det svenske TV4 er kåret til Sveriges bedste netsted blandt
medierne af avisen Internet
World 11. juni. På førstepladsen blandt samtlige
steder kom Sveriges største community LunarStorm
med TV4 på tredjepladsen.
Farum-bilag på nettet
Farum Kommune er den første kommune, der har taget
den ny mikrobetaling Valus i brug. Og det sker på et område
som bestselleren 'kommunale bilag'
(klik på Farum bilag), hvor nettet nok skulle kunne bidrage
med indtægter til den slunkne kommunekasse. Priserne varierer
fra en enkelt krone til over 1.000 kroner for bilagene, og prisfastsættelsen
har intet at gøre med repræsentationsudgifternes
omfang men alene med antallet af Mb.
Første RUC-mastere
RUC har udklækket sine første 19 mastere i 'computer
mediated communication' (MCC)
10. juni. De to års halvtids-studier kulminerede med et
eksamensgennemsnit på 10,89 -- godt hjulpet af 13-taller
til fire studerende. Så det udsender man jo gerne en pressemeddelelse
om.
Dansk teknik i norsk net-tv
I Norge undersøger NRK og TV2 de tekniske muligheder
for deres digitale tv-selskab Norges Televisjon. I sommer testes
den ny MPEG4-teknik udviklet af danske Zentropa, som ifølge
nyhedsbrevet Public
Access nr 5 9. juni kan sammenpresse 200 kanaler i kablerne.
Zentropas datterselsab Tvropa har planer om at søge koncession
på nettet.
Ophavsretslovens bremsespor
Ophavsretslovens regler om digital kopiering er en bremse
på det bebudede boom i videnudvekslingen. Det mener Teknologirådets
arbejdsgruppe om Digital Ophavsret. Gruppen opfordrer i sit
seneste nyhedsbrev Folketinget til at bedre balancen mellem
brugere og rettighedshavere, når et EU-direktiv om ophavsret
i informationssamfundet skal gennemføres i dansk ret til
efteråret. Til Ingeniøren
9. juni siger et af gruppens medlemmer, førstebibliotekar
Harald von Hielmcrone, Statsbiblioteket i Århus: »Lovgivningsmæssigt
lever vi desværre i fortiden, derfor må Folketinget
nu i højere grad tage udgangspunkt i brugernes situation.
I dag forventer både professionelle brugere og studerende
med rette, at de skal kunne modtage digitalt materiale på
deres computer.«
Vil du betale?
Den første undersøgelse af forbrugernes holdning
til mikrobetaling gennemføres for tiden af Center for elektronisk
handel ved Handelshøjskolen i København. Der er
8. juni lagt et spørgeskema
på nettet. Over 2.500 har allerede svaret, men nu begynder
det at haste, da stedet lukker om få dage.
Tele2 dømt for børneporno
Oslo Tingsret har idømt Tele2 en bøde på
500.000 kr for at have distribueret børnepornografiske
billeder, der lå på nyhedsgrupper hos telefirmaet.
Dommen fandt, at Tele2 havde ansvar for indhold, som var åbenbart
ulovligt, mens Tele2 hævdede, at det var umuligt at have
fuld kontrol over nyhedsgruppernes indhold. Tele2 har anket dommen
og har også lukket sine nyhedsgrupper, der indeholder billeder.
Det oplyser Nettavisen
7. juni. Et par danske advokater har i Computerworld
14. juni lagt den norske sag ned over dansk lovgivning og
konkluderer, at udbydere også i Danmarks kan risikere ansvar
ud fra en konkret vurdering af deres kontrolforanstaltninger.
Net-samarbejde
Selv om Berlingske efter sit køb af Børsens Nyhedsmagasin
vil holde de to redaktioner adskilte, bliver der megen redaktionel
synergi i tråd med bladhusets tanker om mediekonvergens.
Det oplyser udviklingsdirektør Søren Østergaard
Sørensen til bladet Markedsføring
7. juni og peger bl.a. på et samarbejde om net-aktiviteter.
Reuter-video
Verdens største nyhedsbureau Reuters
er langt fremme med udvikling af konstante nyhedsleverancer i
streaming media til sine kunder, medierne. Det fremgår af
en samtale hos Europemedia
7. juni med Barak Matzkevich, der er ansvarlig for udvikling
af Reuters Video Online Business.
Strid om norsk avis under strejke
Fredag 7. juni var journaliststrejken i Norge slut. Den varede
ni dage, og et af stridsemnerne undervejs har været journalisternes
netavis i strejkeperioden. Chefredaktører syntes, at journalisterne
skulle have strejket og ikke udgivet en nyhedsavis på nettet.
40-50 journalister arbejdede på en netcafe i Oslo med avisen,
og journalisterne siger til digi.no,
at de med avisen har villet »begrense skadevirkningene overfor
tredjeperson. Vår hensikt med streiken er å ramme
motparten, ikke leserne.«
Jagt på password
Hvad gør man, når passwordet til over 11.000 data
i en base med nynorske skrifter går i graven med manden,
som havde håndteret dataene? De stammede fra en bogsamling
af en mand ved navn Reidar Djupedal. Problemet var opstået
på et lingvistisk center,
og da de havde ledt efter koden i halvandet år, gik de på
nettet 6. juni med en bøn om hjælp. Det gav enorme
mængder af trafik; og en løsning på få
timer. Passwordet var såmænd ladepujd -- Djupedal
baglæns.
Hæder til afdøde
Årets Reboot-træf mundede 4. juni ud i kåring
af en række priser -- og for første gang også
en særlig hæderspris, der gik til den nu lukkede Politiken
Computer's redaktion. Pressemeddelelsen 6. juni ligger her.
Svensk Bertelsmann-salg
Den tyske Bertelsmann-koncern har solgt det svenske nyhetsbureau
PM til Media Content Market Sweden AB. Det fortæller MCM
i en email-pressemeddelelse 3. juni. MCM driver handelspladsen
mcmpartner.com for køb
og salg af journalistisk materiale og har i øjeblikket
registreret godt 1.400 freelancere. Købet af PM skal yderligere
styrke den udvikling.
Projektchef i FDIM
Foreningen af Danske InternetMedier (FDIM), der hidtil har været
mest baseret på frivillig arbejdskraft, har ansat en projektchef.
Valget er faldet på Nicolaj la Cour, Andersen Management
International, som var konsulent for den FDIM-arbejdsgruppe, der
forberedte mikrobetalings-systemet Valus. Ansættelsen fremgår
af en pressemeddelelse
3. juni.
Netcensur ulovlig
De amerikanske politikere, der ville beskytte børn på
nettet med loven The Children's Protection Act, har af en særlig
domstol fået besked om, at loven er i strid med den amerikanske
ytringsfrihed og dermed forfatningen. Det oplyser Politiken
3. juni. Loven ville -- som enkelte danske biblioteker --
indføre filtre på biblioteker for at beskytte børn
mod porno på nettet.
Oversigt over gratis-aviser
Selv om flere aviser begynder at kræve betaling for net-adgang
til deres arkiver, kan fattigrøve alligevel smutte indenfor
på mange aviser. Det fremgår af en fremragende
oversigt over mediernes prispolitik hos den amerikanske The
Special Libraries Association. Oversigten er i princippet global,
men den er mest nuanceret og bedst opdateret på det amerikanske
marked.
Tegner hædret
Den danske tegner Werner Wejp Olsen, bosat i Californien, var
blandt tre nominerede i kategorien New Media i de amerikanske
bladtegneres årlige Reuben
Awards for sin serie i tv2's
Snurre Snups Søndagsklub om Steen Strisser, der samtidig
blev til en interaktiv tegneserie. Se de
nominerede med kategoriens vinder Mark Fiore øverst.
Disconnected
Det er en lille spinkel sag, som Charlotte Wien har sendt
ud på bogmarkedet 31. maj. »Introduktion til informationssøgning
- en bog om navigation på informationshavet«, forlaget
Borgen, er kun på 67 sider (pris 149 kroner). Men man skal
nok også hæfte sig ved ordet 'introduktion' i titlen.
Mere bemærkelsesværdigt er, at forfatteren ikke kobler
bogen til en netforbindelse, så man kunne have fundet opdateringer,
udbygninger, øvelser mm på et netsted. Charlotte
Wien er lektor ved Syddansk Universitet og underviser bl.a. på
journalistuddannelsen, hvis studerende er hendes primære
målgruppe.
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen
kan af og til være, at brugerne møder et dødt
link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på
netstedet. Så må I prøve at lede lidt på
stedet.
|