|
Striden i fogedretten mellem danske dagblade og lilleputten
Newsbooster er en kamp om markedet for søgetjenester
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk
Fredag 5. juli falder den foreløbige afgørelse
i striden mellem Danske Dagblades Forening og søgetjenesten
Newsbooster.
Københavns Fogedret havde afsat to dage, 24.-25. juni,
til behandlingen, men fik kun brug for den første, som
fogedretsdommer Michael Kistrup sluttede med at optage sagen til
kendelse 5. juli.
Juraens muligheder
Der er to mulige udgange:
- At DDF taber, hvorefter sagen i retssalene må formodes
at være slut. Men så begynder krigen måske
for alvor på markedet.
- At dagbladene vinder i fogedretten og får nedlagt et
omgående fogedforbud mod Newsboosters tjeneste, hvorpå
DDF har pligt til at indbringe sagen for en ordinær domstol
inden to uger. Desuden risikerer bladene at skulle stille et
større pengebeløb som sikkerhed. Newsbooster har
i den situation nævnt et krav i størrelsesordenen
7,5 mio kr.
Egentlig kunne nævnes en tredje mulighed, nemlig at fogeden
afviser overhovedet at afgøre sagen med en kendelse. Men
når først fogedretten har villet bruge retssystemet
til en hel dags fremlæggelse 24. juni, må sagen formodes
at være behandlet så grundigt, at dén udgang
næppe er sandsynlig.
Fogedens kendelse er et foreløbigt retsmiddel, og først
efter en dom er der en juridisk afgørelse på, om
søgetjenesten krænker dagbladene, som de påstår
efter Ophavsretsloven og Markedsføringslovens bestemmelse
om God Skik.
Konsekvensen af en fældende dom kunne meget vel blive,
at Newsbooster genopstår i udenlandsk klædedragt,
fx fra Holland, hvorfra en søgetjenestes links lige så
nemt når et dansk nyheds-netsted.
eJour omtalte nærmere sagens juridiske enkeltheder i
majnummeret, nr 14 (»DDF
vil forbyde nyhedsbrev«).
Kort fortalt handler det (vistnok, for DDF har ændret
argumentation flere gange) om, at DDF vil have Newsbooster til
at ophøre med at linke til DDF-medlemmers nyhedsartikler,
når tjenestens kunder får tilsendt en mail med resultatet
af en søgning på basis af kundens selvvalgte søgeord.
Mailen er en automatiseret, identisk gengivelse af søgeresultatets
skærmbillede.
For dagbladene mødte advokat Martin Dahl Pedersen, der
som vidner førte konsulent Holger Rosendal, DDF, og koncerndirektør
Lasse Bolander, Det Berlingske Officin. For Newsbooster mødte
Karen Margrethe Tyndeskov, og hun førte adm. direktør
Anders Lautrup-Larsen, Newsbooster, som vidne.
Der er i øvrigt ikke enighed i DDFs medlemskreds om
sagen mod Newsbooster, oplyste DDF-advokaten i retten ifølge
Newsboosters
referat.
Kamp om et nyt marked
Newsboosters advokat motivfortolkede DDFs aktion og mente,
at den er et led i dagbladenes plan om at få fjernet konkurrenter
på markedet for nyhedssøgning, indtil de selv senere
får en tjeneste sat i søen.
Dagbladenes påtænkte søgetjeneste blev omtalt
i eJour maj 2002 nr 14 Kort Nyt (»Enormt
fælles avis-arkiv«), og allerede dengang skrev
eJour, at planen er vendt mod 'opkomlinge' som Infopaq -- og vi
kunne have tilføjet Newsbooster.
'De tre store' (Jyllands-Posten, Politikens Hus og Det Berlingske
Officin) har besluttet at oprette et selskab til medieovervågning
og digitale presseklip. Basen bliver de omkring 10 mio elektroniske
artikler fra bladhusenes arkiver fordelt i Politikens Polinfo,
Berlingskes Avisdata og JP's arkiv. Tjenesten starter til august,
hvis den får Konkurrencestyrelsens godkendelse. Men styrelsen
har allerede modtaget protester fra søgetjenester, som
frygter monopoldannelse på området.
Konkurrence-motivet har Computerworld 25. juni også hæftet
sig ved i fogedretten og citerer vidnet Lasse Bolander for, at
de tre bladhuse selv vil lancere en »nyhedssøgetjeneste
i stil med Newsbooster.« Han tilføjede:
»Vi opfatter Newsbooster som en klar konkurrent, der
vil reducere indtjeningsgrundlaget for det nye selskab.«
Omtaler af fogedretsmødet
Efter fogedretsmødet udsendte Ritzau en artikel til
medierne, men de færreste har anvendt den, og hverken papiraviser
eller deres online-udgaver har i synderlig udstrækning beskæftiget
sig med mødet.
Nogen information kan man heller ikke hente hos DDF,
der ikke har lagt én linje på nettet om mødet.
Newsbooster derimod
har både denne gang som i sagens tidligere faser orienteret
grundigt og partisk.
Nogle links til omtaler:
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan
af og til være, at brugerne møder et dødt
link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på
netstedet. Så må I prøve at lede lidt på
stedet.
|