|
Det kræver en snert af mod at overvinde sin angst for
synlighed på internettet og bruge weblog-konceptet som hovedingrediens
i markedsføringen af sig selv. Men gevinsten er lige om
hjørnet, for du får skabt et personligt univers,
hvor folk lærer dig at kende. Gør du det ærligt,
er det en af de mest enkle og effektive måder at profilere
dig selv på.
Af Mikkel Stjernberg, mikkel@stjernberg.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Jeg tøvede længe med at tage skridtet. Følte
jeg intet havde på hjerte, som andre gad interessere sig
for. Intet havde at byde på ud over mit håndværk
som journalist. Hvorfor skulle mine lommefilosofiske meninger
være noget for andre mennesker? Hvorfor skulle jeg belemre
dem med mine indre kvaler over dette og hint? Livet er besværligt
nok i sig selv. Hvorfor dog spilde tiden på mig?
Jeg tog selvfølgelig fejl. Først og fremmest
fordi jeg har masser at byde på. Mindst lige så meget
som min næste derude. Der er ingen grund til at sætte
sit lys under en skæppe, og selv om min vej til holdningerne
ind imellem er knudret og uden klarhed, så er det fint for
de fleste at følges med mig på et stykke ad vejen
frem mod det velargumenterede synspunkt.
Det er det, jeg kan. Dele min refleksionsproces med andre.
Jeg er ikke leveringsduelig i knivskarpe holdninger til, hvordan
vi skaber en bedre verden for os selv. Derfor stiller jeg heller
ikke op til valg. Mit håndværk er det reflekterende,
og det er grunden til, at jeg har valgt et liv som skribent. Jeg
er i konstant tvivl om, hvad jeg mener, og det er de spørgsmålstegn,
jeg søger klarhed for i skriveprocessen. Med eller uden
mine læsere.
Dynamik med maner
Da jeg endelig besluttede mig for et blog-baseret netsted,
var det selvfølgelig ikke nok at gøre som alle andre.
Som alt i Stjernberg & Søns univers vendte jeg normen
for blogs/weblogs på hovedet og designede et
sted med en statisk forside og fem parallelle blogs underneden.
Hvis jeg skulle give verden adgang til mit hoved, skulle det gøres
ordentligt. Så skulle verden også have en reel chance
for at lære mig at kende.
Derfor skulle stedet også være på engelsk.
Internettet har gjort verden global, og når nu blog-fænomenet
i sin filosofiske essens går ud på at dele sit liv
med verden, skulle det selvfølgelig være på
internettets modersmål.
Den første måned kom mine indlæg ikke let.
De var konstruerede i mit hoved, før jeg satte mig til
tasterne, og jeg gjorde et stort nummer ud af at formidle en pointe
hver gang. Jeg fokuserede for meget på slutresultatet --
den pæne og polerede holdning -- frem for blot at være
til stede på netstedet. Jeg var simpelthen bange for at
vise mit ansigt og gjorde indlæggene på stedet til
et stykke arbejde, som jeg ikke slappede af med. Det var ukendt
territorium at mene noget om alting hele tiden.
C'est moi!
Jeg ændrede kurs. Besluttede mig for ikke at være
bange for at udstille min usikkerhed, men tværtimod gøre
den til selve udgangspunktet for indlæggene og tage mine
ukendte læsere med på en rejse gennem mine tanker.
Uden på forhånd at mene noget og uden anden grund
end at kunne sige til verden, at:
"Her er jeg. Det er sådan, jeg hænger sammen,
og det er det, jeg har at byde på. Tag det eller lad være."
Det gjorde det også meget lettere for mig at vedligeholde
stedet. Jeg forsøger ikke længere at mene noget hver
dag, men skriver kun, når jeg har noget på hjerte.
Noget der skal ud. Mit netsted er blevet en del af mig, og jeg
hygger mig med at opdatere det et par gange om ugen. Det er nok
for mig, og jeg kan fornemme på adskillige mails fra ukendte
læsere derude, at det også er nok for dem. På
godt og ondt.
Feedback
Mit netsted er blevet et sted, som en fast lille skare af interesserede
besøger fra tid til anden for at se, om der er sket noget
siden sidst.
Ind imellem synes de rigtig godt om mine skriblerier, og så
sender de en mail.
Andre gange har jeg provokeret dem med mine synspunkter. Så
sender de flere mails.
Feedbacken udefra tager jeg til mig og tænker over --
og om nødvendigt giver jeg folk ret. Indrømmer ude
på bloggen, at jeg er i tvivl, og at en henvendelse fra
en ukendt et sted i verden har åbnet mine øjne for
en anden måde at se tingene på.
Pointen er, at jeg udvikler mig på basis af stedet og
den naturlige dynamik, det fører med sig. Hvad enten det
er i form af en dialog med en læser eller en dialog med
mig selv, bliver mine indlæg på stedet til mit ståsted
i verden. Alene fordi jeg har valgt at dele mig selv med andre
og har gjort visse dele af mig selv til shareware.
Det kræver en mindre overvindelse at gøre sig
selv gennemsigtig over for omverdenen, og der er en pris at betale
ved at gøre det i form af engagement. Man skal ville processen
med det, den nu engang fører med sig.
Kan man det, er der til gengæld alt at vinde, for gennem
at følge et andet menneskes udvikling lærer folk
dig at kende. De ved derude, hvor de har dig henne i fødekæden,
og det er præcis den form for trygheds-operation, al god
kommunikation handler om. At positionere sig rigtigt. Det skaber
ro omkring dit virke og dermed også kunder i butikken. Du
skal sådan set kun være villig til at lægge
hovedet på bloggen.
|