|
Overvågning vokser på nettet
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Det frie og uregulerede internet har forlængst mistet
sin uskyld. Regeringer verden over prøver med fantasifulde
indgreb at bremse informationsfriheden, og det kan i nogle lande
koste års fængsel at bruge sin ytringsfrihed i cyberspace.
Det fremgår af en ny rapport "The
Internet under Surveillance, Obstacles to the free flow of
information online" fra den internationale journalist-organisation
Reporters Without Borders, der for anden gang har kortlagt status
i 60 lande kloden over. Rapporten er udgivet 19. juni og kan hentes
i sin helhed (pdf-fil) hos RWB.
Udhuler kilde-beskyttelse
Et af kritikpunkterne rammer i solar plexus på Danmark
og EU. Der drejer sig om de seneste års mere intense
overvågning
af datatrafikken. Lovgivning har givet politi og efterretningstjenester
nemmere adgang til at kontrollere borgernes kommunikation via
telefon eller net og pålægger samtidig selskaberne
at opsamle og opbevare gemme vores data i længere perioder.
Den slags udhuler journalisters traditionelle kildebeskyttelse,
kritiserer RWB, som skriver:
"The Internet is the bane of all dictatorial regimes,
but even in democracies, new anti-terrorism laws have tightened
government control of it and undermined the principle of protecting
journalistic sources."
Lettere politiarbejde
Det er netop det område, som rapporten fokuserer på
i sit afsnit om Danmark. Den omtaler Folketingets lovgivnings-'pakker',
bl.a. antiterror-pakkens lempelse af politiets adgang til opbevarede
data om tele- og net-trafikken. Rapporten fremhæver også
politiets mulighed (udvidet i år med rocker-pakken) for
at bruge snifferprogrammer "similar to the US Carnivore system".
Med den slags programmer kan man fra politigården registrere
alle de indtastninger, som en mistænkt foretager på
sin computer, og komme en eventuel kryptering i forkøbet.
Mens de 15 EU-lande tidligere havde en konsekvent modstand
mod elektronisk overvågning, ændrede holdningen sig
radikalt efter 11. september 2001, påpeger rapporten.
Siden er der indført krav om systematisk indsamling
og opbevaring af data fra telekommunikation og internet aktiviteter.
Regeringerne er forpligtet til at beordre internetudbydere og
teleselskaber at opbevare alle optagelser af emails,
netbevægelser,
faxer og telefonsamtaler og garantere fri adgang til dem for politi,
domstole og udvalgte regeringsorganer.
|