|
I Kort Nyt samler vi op på nyhederne siden sidste nummer
og præsenterer dem i ultrakort form med præcise links
(når det er muligt), hvor man kan få flere informationer.
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Kamp om europæiske priser
Over 70 netsteder er nomineret til European Online Journalism
Awards på den årlige Netmedia konference, der i år
er flyttet fra London til Barcelona 3. juli. Efter et lidt sløjt
år i fjor er antallet af tilmeldte vokset med 22 pct til
1.014 fra 20 lande, der konkurrerer om priser i 20 kategorier.
Blandt adskillige norske nomineringer finder vi Bo Brekke i den
prestigefyldte gruppe "Best internet journalist in the year"
for Mediekritikk.no.
Fra Danmark er nomineret tre netsteder, heriblandt to afgangsopgaver
fra DJH, "Døden
giver sidste omgang" fra efteråret 2002 af Jacob
Andersen og Peter Møller (kategorien Best Feature story)
og "Tegnerne
bag ruderne" fra foråret 2003 af Peter Becher og
Mikkel Lysgaard (i både kategorien Music & entertainment
reporting og Best use of multimedia). Desuden er DR's P1
Selvvalg, hvor man kan lytte on-demand og sammensætte
sin egen playliste, med i finalen i gruppen Best innovation in
online journalism. Se hele listen
af nominerede steder.
Hollændere vil betale
Over halvdelen af hollandske netbrugere er interesserede i
nyhedstjenester og er også parate til at betale for dem.
Det oplyser en undersøgelse fra InSites for Alcatel ifølge
Europemedia
24. juni.
To profiler, én mening
Britiske dotJournalism har fået en 'månedlig profil',
og 23. juni var turen kommet til Martin Nisenholtz, CEO på
New York Times Digital. På spørgsmålet om,
hvorvidt ny medier vil erstatte de traditionelle, er hans
svar: "New media couldn't totally replace traditional
media, but electronic delivery will become more and more important
both for commerce and for the consumer. Smart phones will, I predict,
particularly change news delivery." Det pudsige er bare,
at Nisenholtz ord for ord mener det samme som profilen måneden
før, Richard Withey, chef for interaktive media i the Independent
News & Media Group'. Se
selv i profilen -- hvis webmasteren da ikke i mellemtiden
har forsynet en af dem med en mere selvstændig mening.
Dear Mr Putin
Kreml har 20. juni fået et engelsksproget
netsted, og ikke alene kan det fungere som afsæt i journalistisk
research med sin orientering om aktuelle regerings-anliggender,
men det giver også mulighed for at skrive
til præsidenten selv. Omend der ikke garanteres et personligt
svar, da den arme mand modtager over 1 mio breve årligt.
Mailadressen er president@kremlin.ru.
Who's who i blogosfæren
Med blogs/weblogs voksende betydning i nyhedsdækningen
måtte det jo komme: Mark Glaser har 20. juni i amerikanske
Online Journalism Review lavet en Who's
Who i blogosfæren med en oversigt over de blogs, der
menes at have den største indflydelse på mediernes
nyhedsdækning.
Pris til tuneser
Organisationen Reporters Without Borders har stiftet en ny pris
på 7.600 euro stilet til internetbrugere, der "through
their professional activity or principled positions, demonstrates
their support for the free flow of information online". Den
første modtager er den 35-årige tuneser Zouhair Yahyaoui,
der afsoner to års fængsel for at have offentliggjort
regeringskritisk information ("spreading false news"
) på sit netsted TuneZine. En slægtning modtog prisen
på Yahyaoui's vegne 19. juni.
13 års fængsel
En vietnamesisk farmaceut er idømt 13 års fængsel
plus tre års husarrest, oplyser organisationen Reporters
Without Borders 18. juni. Han var anklaget for spionage ved
at have oversat en artikel om demokrati og offentliggjort den
på internet.
Mer' betaling på Jubii
De næste tre-fire år skal Jubii tjene op mod 800
mio kr årligt på kunderne ved at lave flere betalingstjenester.
MediaWatch
16. juni oplyser, at Jubii vil hente 40-50 pct af omsætningen
på tjenesterne; i dag er tallet 20 pct.
Ret til genmæle på nettet
Det har vakt nogen bestyrtelse i USA, at Europarådet
16. juni (ikke at forveksle med EU) overvejer en anbefaling
af, at al online-nyhedskommunikation skal respektere retten til
genmæle (right of reply). Retten har i årevis været
indeholdt i den danske medieansvarslov, dvs for 'professionelle'
medier. Den begrænsning fandtes også i et tidligere
forslag fra Europarådet, men siden er rækkevidden
udvidet til al online-kommunikation, der beskæftiger sig
med nyheder. Det betyder, at også blogs/weblogs og modererede
maillister skal give plads til et ønsket genmæle.
Europarådet arbejder via traktater og har ikke direkte lovgivende
myndighed. Forslaget har udløst en voldsom kritik i CNet
News 16. juni.
Priser til CBS på nettet
CBS News er hædret
for at have det bedste nyheds-netsted af Radio-Television
News Directors' Association 16. juni. Samme netsted vandt
også en EPpy
award fra Editor & Publisher i maj.
Bush's skødehund
Endelig en hacker med humor, men også med hang til dyrplageri.
Det britiske Labour's netsted blev 16. juni hacket med et billede
af præsident George Bush og hans skotskterrier, hvor Tony
Blair's hoved var implanteret. Den hunderace er ellers kendt for
sin egenrådighed. BBC
16. juni sikrede sig billedet, inden Labour fik siden renset.
Salam Pax' identitet
Salam Pax eller 'the Baghdad Blogger' har vist sig at være
en 29-årig arkitekt bosat hos forældrene i Bagdad.
Salams beretninger om livet i Bagdad før, under og efter
den amerikanske invasion i Irak blev læst over hele verden,
og mange journalister brugte megen energi på at finde ud
af, om han var ægte eller et fupnummer. Først omkring
1. juni blev hans identitet afsløret -- både i the
Guardian
og i Slate. Salams
blog Where Is Raed?
er stadig aktiv, og 16. juni har han udvidet sine netaktiviteter
med en foto-blog.
Castells på dansk
Det er forunderligt at læse et nærmest historisk værk
om 'netværkssamfundet og dets opståen". Men det
er perspektivrig arkæologi, dette banebrydende værk
inden for samfundsvidenskaben af sociologen Manuel Castells. Det
første af de i alt tre bind er netop kommet på dansk,
og Kommunikationsforum har 12. juni fortjenstfuldt lagt bogens
kapitel
5 på nettet. Kapitlet har titlen "Den reelle virtualitets
kultur: den elektroniske kommunikations integration, massepublikummets
forsvinden og de interaktive netværks fremvækst".
Læs det!
Konvergensens skyggeside?
Mediekonvergens som en trussel mod informationsfrihedens mangfoldighed
er ikke blot en overvejelse, der vendes i DR's bestyrelse. Den
er rejst med styrke i USA efter den seneste liberalisering af
reglerne for mediers ejerforhold sammen med en udvikling på
nettet henimod én ejer bag både nyhedsproduktion
og transmission af nyhedsstrømmen. Udsigterne til at informationerne
ensrettes, ejerkredsen koncentreres på færre hænder,
og at de uafhængige producenter bliver klemt af mogulerne,
bliver diskuteret i PCWorld's artikel "Will
Big Media Choke the Net?" 13. juni.
Tvær tværmedial DR
Den løbende udvikling mod mere konvergens og tværmedialitet
i DR er udfordret af bestyrelsen, der 10. juni har bedt generaldirektøren
fremlægge forslag til, hvordan Tv-avisen og Radioavisen
hver især sikres "redaktionel selvstændighed
og gensidig uafhængighed". Samtidig understreger bestyrelsen
dog, at den lægger vægt på en fortsat styrkelse
af den tværmediale udvikling. Forslaget skal drøftes
til september. Mere i DR's nyhedsbrev.
Blogs i erhvervslivet
Blogging (brug af weblogs) er tydeligvis på vej ind
i erhvervslivet. Den første amerikanske konference om,
hvordan blogging kan anvendes af forretningsfolk, er afviklet
9.-10. juni i Boston -- åbenbart med stor succes at dømme
efter de mange bloggeres intensive dækning af begivenheden.
Det imponerende navn for konferencen er "ClickZ
Weblog Business Strategies 2003 Conference & Expo",
og på dens netsted er der både links til begivenheden
og til blogs, der diskuterer dens indhold.
Interaktiv spareplan
Fyens Stiftstidende udvikler kommunaljournalistikken på
nettet i interaktiv retning. Netavisen
opfordrer 6. juni fynboerne til at sætte sig i politikernes
sted og komme med forslag til, hvor Odense kommune kan spare.
Der skal høvles 73 mio kr af 2004-budgettet, og politikerne
er præsenteret for et sparekatalog fra embedsmændene.
Med det som udgangspunkt kan netbrugere selv jonglere med kontiene,
men skal leve op til rammen. Bagefter kan de sende kommentarer
til byrådspolitikerne. Der forlyder intet om, at politikerne
vil tage hensyn til forslagene, når de til efteråret
skal vedtage en samlet spareplan.
Nyhedstjeneste konkurs
Selskabet Web Intelligence Tehnology, der ejede nyhedstjenesten
Visator, indtil den i foråret flyttede til Singapore efter
dyblink-striden med Danske Dagblades Forening, er gået konkurs.
Kilde Computerworld
6. juni.
Royal kopi
Den designer, der stod for udformningen af et netsted til
protektoren for Dansk Design Center, skelede så meget til
et svensk netsted, at
kopieringen kostede ham jobbet hos firmaet Bysted 5. juni. Netstedet
hedder hkhkronprinsen.dk
og dukkede op igen på nettet 17. juni i en redesignet version.
Fodspor i nettet
Datatilsynet har 4. juni lagt fire gode råd på
nettet:
Robot eller mennesker?
En af de mest eftertragtede priser for et netsted, the Webby
Awards, er uddelt for syvende gang 5. juni. Dommerkomiteen kårede
robotten Google News som bedst til nyheder og afslørede
hermed sin uenighed med 'People's Choice', en bruger-afstemning
med 200.000 deltagere, der udpegede menneskeskabte BBC News som
bedste nyhedstjeneste. Der blev uddelt priser i 31 kategorier
af The International Academy of Digital Arts and Sciences. Se
hele listen
over vindere og nominerede.
Nordjyske køber CM-firma
Nordjyske Medier har vist interesse for at investere i content
management systemer ved at overtage det fallerede Web500 og lægge
det ind under sit datterselskab, softwarefirmaet AM Production.
Det oplyser Computerworld
4. juni og tilføjer, at cms-kildekoden ikke var en
del af konkursboet. Det er Web500, der sammen med TDC havde udviklet
en CM-pakke til mindre og mellemstore virksomheder som omtalt
i eJour nr 22 ("TDC
udlejer rammerne").
Googles historie
For Google-fans er der nyttig viden i artiklen
hos Notabene 4. juni om den søgemaskine, der står
for 70 pct af international netsøgning. Både om historien
bag og om Googles særlige ranking-system.
Skriv net-egnet indhold
Alle kan uden tvivl lære noget af artiklen "Writing
for the Web -- How to Write Web-Friendly Content for your
Site", som Steve Lee har lagt på FreePint 5. juni og
ydermere udbygger med links til supplerende netsteder om emnet.
Steve Lee er website manager for den britiske regerings Trade
Partners.
Side 9-pige for blinde
Ekstra Bladet har fra 1. juni gjort hele sin papiravis inklusive
side 9-pigen tilgængelig for svagtsynede, bl.a. med syntetisk
tale. Det er sket i et samarbejde med Dansk Blindesamfund, og
bag teknikken står Valuesoft. Avisen
er ikke gratis, 5,25 kr for en enkelt hverdagsavis, 1.031
kr for et årsabonnement. Bladet
3. juni fortæller mere om projektet.
Spørg hellere en blogger
John Naugton har mere tillid til en blogger end til en professionel
journalist, for megen journalistik er 'overfladisk og misvisende'.
Det synspunkt folder han ud i The Guardian 1. juni i artiklen
"If
you really want to know, ask a blogger", hvor han også
kritiserer, at mange netaviser til forskel fra blogs gemmer sig
bag mure af betaling.
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen
kan af og til være, at brugerne møder et dødt
link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på
netstedet. Så må I prøve at lede lidt på
stedet.
|