e J o u r
FORSIDE
KONTAKT OS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Fri til at prøve grænser af

Da stifterne af NewClearMedia splittede op, opstod to virksomheder. Søren Johansen udgør med NewMediaLab den anden halvdel af en virksomhed, der blev voksen i Mejlgade

Af Karen Grønkjær Kjeldsen, kakj@mail.djh.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


Multimediefirmaet NewClearMedia har som del af Mejlgade 50-miljøet flere gange demonstreret sin egen form for kreativ reorganisering. Senest har de tre tilbageværende stiftere af virksomheden besluttet at splitte op. Lars Bo Kirk har overtaget virksomhedens hidtidige navn, Søren Johansen har fået SE-nummeret, mens Bjarke Myrthu har udskiftet iværksætterlivet med et job som informationschef i Care Danmark.

Søren Johansen og Lars Bo Kirk har delt virksomhedens opgaver imellem sig efter, hvilke projekter de hver især har arbejdet med. I eJour nr 25 handlede artiklen "Lever af at være legesyg" om NewClearMedia, og vi snakkede med Lars Bo Kirk. Denne gang er fokus på Søren Johansen og hans ny firma NewMediaLab.

"En afslutning er ikke nødvendigvis noget negativt, for det er også begyndelsen på noget nyt," siger Søren Johansen om opsplitningen.

Synergi i netværk

NewMediaLab består foruden Søren Johansen af cand.mag Mads Holleufer og cand.mag Mette Thayssen, der også har en journalistisk tillægsuddannelse og skal fungere som projektmedarbejder.

Virksomhedens hovedkompetencer er formidling på nettet, storytelling, e-learning samt fusionering af medietyper ud fra, hvad forskellige historier egner sig til.

"Computeren er et visuelt medium, og det er nemmest at producere tekst. Men der er mange andre måder at fremstille historier på. Hvad kan billeder for eksempel tilføre en given historie? Og skal det være stills eller video? Man skal overveje, hvad der klæder historien. Arbejdet med nettet er kompliceret, fordi man skal have styr på flere elementer, men det er også spændende, fordi der er så mange muligheder. Det er kun båndbredde, resurser og målgrupper, der sætter grænser," siger Søren Johansen.

NewMediaLab bor hos virksomheden Zonning Multimedia på Klamsagervej i Århus. Zonning Multimedia har købt 50 procent af NewMediaLab.

"Hjertemæssigt ville jeg nok gerne have flyttet med MG50-fællesskabet til Frichsparken. Men jeg er også meget glad for Zonning, og jeg får en bedre synergi ud af at bo ved dem. Vi deler mange opgaver, de har ofte brug for mine kompetencer, og jeg havde brug for det økonomiske indskud. Desuden er jeg stadig med i netværket fra MG50, det er meget væsentligt for en mindre virksomhed som min."

EU-projekter

Noget af det, som NewMediaLab i samarbejde med Zonning Multimedia gør meget i, er digital undervisning eller e-learning.

Blandt andet bidrager Søren Johansen med kompetencer til et projekt under EU, E-Knowledge Hunters, der handler om at opkvalificere arbejdsløse magistre til e-undervisere.

Han har desuden for nylig skrevet kontrakt på et stort EU-forskningsprojekt eCompete sammen med Zonning Multimedia, Know-net i England, Lunds Universitet og tyske ed-lab. I hovedtræk går projektet ud på at opbygge et netværk mellem små og mellemstore virksomheder med henblik på e-learning og at se på, hvordan man kan kvalitetssikre eksempelvis ved hjælp af e-learning.

"Ed-lab er hovedadministrator, og de andre virksomheder indgår som projektpartnere. NewMediaLab er med, fordi de er interesseret i digital formidling, e-learning, story telling og videndeling."

NewMediaLab er netop kommet med i et projekt, der hedder "Hr. Jensen og EU". Projektet, der handler om den kommende forfatning for EU, gør brug af borgerinddragelse, rollespil, workshops mv for at stimulere en offentlig debat på området.

Desuden er NewMediaLab via Zonning Multimedia med i projektet Mobildesignerne. Det er et rollespil til faget dansk i folkeskolen, hvor eleverne skal designe og producere mobiltelefoner, og bliver lavet i et samarbejde med bl.a. 3Democracy, Århus Universitet og Århus Kommunale Skolevæsen.

"Jeg ser på, hvordan eleverne kan sættes i gang med diskussioner, hvad skal tikke ind på deres virtuelle fax, og hvad skal de høre i radioen? Har de eksempelvis besluttet at producere så billigt som muligt, kommer der i radioen et indslag om børnearbejde, så de stilles over for etiske dilemmaer," fortæller Søren Johansen.

Journalistikken er med

Søren Johansen er meget begejstret for at undervise ved hjælp af rollespil med vægt på menneskelige parametre som identifikation og oplevelser. Skal man have elever fra eksempelvis Teknisk Skole til at lære hjemmefra, skal man bruge indholdspakker, der interesserer dem, og ikke for meget tekst, forklarer han.

"Tekst bliver oftest et udtryk for at lære udenad. Jeg prøver at lave læringselementer med større 'edutainment', dvs leg og læring.

Undervisning kan man på nettet gøre mere oplevelsesorienteret, så det handler om at lære gennem en proces i stedet for bare at indøve de rigtige svar, hvilket også kan være ok til nogle målgrupper, men det giver ikke mulighed for identifikation. Jeg prøver at give mulighed for kritisk stillingtagen i stedet for rigtige og forkerte svar."

Søren Johansen bruger journalistikken meget i sit arbejde.

Hans formidling rummer mange grundelementer fra journalistikken. Det handler oftest om at fortælle gode historier på forskellige platforme og forskellige baggrunde.

Også til sine e-learning-projekter bruger han i høj grad den formidlingsteknik, som han har med i sin journalistiske værktøjskasse -- blandet med en bred pædagogisk baggrund og en del undervisningserfaring.

"Der er mange forskellige tilgange til e-learning. Efterhånden som jeg afprøver ting i praksis, opstår regler og retningslinjer, som jeg arbejder ud fra. Jeg har nærmest fået pædagogik ind med modermælken, idet min mor kører Børneskolen Bifrost i Herning. Det har været en god ballast."

Stabilitet og arbejdsglæde

Det skaber stabilitet i den lille virksomhed, at det store EU-forskningsprojekt eCompete er kommet i hus, fordi det varer frem til 2005. Samtidig er flere andre større projekter i gang. Så Søren Johansen noterer med tilfredshed, at NewMediaLab ikke mere er helt så konjunkturfølsom.

"Fremtiden tegner godt. Store projekter giver længerevarende forløb og betyder midler til analyser og til at tilegne sig viden. Jeg bliver ikke rig af det, men jeg får mulighed for fordybelse, for at afsøge nogle områder i bund. Jo mere man ved, jo mere ved man, at man ikke ved. Ingen ved alt, derfor er networking vigtigt.

Jeg driver ikke virksomhed for at blive rig, jeg vil gerne have et økonomisk godt liv, men jeg gør det, fordi jeg har frihed til at afprøve nogle grænser. Jeg står op hver dag og gør noget sjovt, spændende eller innovativt. Og hvis det ikke er sjovt længere om nogle år, så prøver jeg noget andet."


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr. 26 juli 2003
Kontakt eJour, hnk@djh.dk