 |
|
|
|
De fleste, der kaster sig ud i at bedrive en blog, skriver faktisk
udmærket. Ikke nødvendigvis fordi de er blændende
skribenter, men fordi de er mennesker med en solid indre
fortællestemme.
Af Mikkel Stjernberg, mikkel@stjernberg.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Det er den personlige fortællestemme, der gør det. Den der
får én til at komme tilbage med nysgerrighed og vilje for
at komme ind under huden på skribenten i den anden ende. Uanset
hvem det er.
Som regel stiller vi alle mulige krav til de mennesker, vi
beskæftiger sig med. Nationalitet, faggruppe, sprog, køn,
moral, politik, gemyt og så videre skal helst være på
bølgelængde med os selv. Ellers vælger vi folk fra
uden større omsorg.
Men lige netop når det gælder blogs, betyder det mindre,
hvem der er i den anden ende. Bare de kan udtrykke sig på en
måde, der for os er interessant, og som giver os mulighed for at
følge med i, hvem de er. Det er nemlig derfor, vi er inde
på deres sted. Vil vil snage.
Ganske vist kun i de ting, som bloggeren i den anden ende selv har
valgt, vi skal snage i, men ikke desto mindre snage. Hvis ikke
bloggeren deler ud af sig selv med rund hånd på den ene
eller anden måde, mister vi hurtigt interessen. Jeg gør i
hvert fald.
Saftigt og
sagligt
Tricket er at finde balancen mellem snagbart indhold og saglig
information, for selvfølgelig skal bloggeren også have
noget at sige undervejs. Det må blot ikke blive for informativt,
for så går underholdningsværdien fløjten lige
på stedet, og bloggen er blevet til et trist nyhedsmodul, som
lige så godt kunne ligge på en virksomheds netsted.
Hvad var det, han sagde dér?
Hvad mener du?
Han sagde noget mellem linjerne.
Du har sgu ret, det gjorde han!
Okay, vi tager den igen.
Det er ikke den tekniske ramme, der skaber en blog. Det er det
personlige udtryk. For det er dét og kun dét, der skaber
underholdningsværdien. At smide datomærket tekst ud i
cyberspace danner godt nok en teknisk ramme omkring bloggen, men der
skal kød og blod på skærmen, før det bliver
interessant at læse.
Med andre ord skal en blogger kunne udtrykke sig på skrift. Ikke
nødvendigvis sprogligt korrekt, selv om det ikke skader, men den
indre fortællestemme skal være drivkraften, for det
gør bloggen både saftig og saglig på samme tid.
Eksempel
på balancen
For eksempel som den er det hos Rebecca
Blood. En altmuligkvinde fra San Francisco der er blevet
berømt på at skrive og holde foredrag om blogs som
fænomen. Selv om hun er en udmærket skribent, er det mest
hendes stærke fortællestemme, der driver hendes blog og
gør, at man gider kæmpe sig igennem den.
Hun har sine meningers mod og argumenterer solidt for sine holdninger;
godt nok er jeg ikke altid enig med hende, men jeg kan alligevel godt
lide lige at smutte forbi hendes sted og se, hvad hun nu har fundet
på at agitere for eller imod. Det svinger mellem alt fra
miljøpolitik til lokale digtoplæsninger, og vi må
naturligvis heller ikke glemme hendes store forkærlighed for
gotisk påklædning og hele den enorme fetich-kultur, der er
vævet omkring det tema.
Rebecca Blood spiller med usædvanligt åbne kort på
sin blog omkring sin gotiske fetich og giver læseren lige
præcis den grad af lovligt snageri i hendes erotiske liv, der
pirrer fantasien og lysten til mere mere mere. Uden det kammer over og
bliver seksuelt eller for den sags skyld tager farten af hendes
velargumenterede udfald i andre sammenhænge.
Rebecca’s Pocket er et rigtig godt eksempel på digital
balancegang, når det gælder blogging.
Den urimelige
mand
Det kan man ikke sige om Ian Yorston alias The unreasonable man.
Som chef for de digitale strategier på Radley College har han
fingrene helt nede i den digitale bolledej til daglig, og han har en
række yderst interessante synspunkter, der er værd at ofre
tid på. Ikke mindst fordi han arbejder ud fra et videnskabeligt
grundlag -- selv på sin blog.
Han skriver akademisk og kantet, og jeg må ofte tage mig i at
læse hans indlæg flere gange, før de synker ind, men
her hører det så med til historien, at jeg har det med at
falde i søvn efter to siders akademisk læsning uanset mit
træthedsstadie, eller at teksten rummer kimen til Cavling-prisen.
Efter min mening er faglitteratur det kedeligste i hele verden, og The
unreasonable Man gør det ikke nødvendigvis nemmere.
Ikke desto mindre har han en begejstring i sin fortællestemme,
som er smittende, og selv om jeg må ungdomsbrøle ad
skærmen ind imellem, er det umuligt for mig at overlade ham til
de globale folkemassers nåde. Han er den ægte vare, og han
rammer mig lige midt i mit blafrende intellekt. Han inspirerer mig til
at se tingene fra andre vinkler, og det synes jeg er enestående,
når det sker med udgangspunkt i en blog. Det viser noget om
både internettets og den personlige fortællestemmes styrke.
Især at de går godt i spænd sammen.
Nichernes blog
For mig er der to ting, der skaber en god blog, og hvor den personlige
fortællestemme er den ene, er niche-bloggen den anden.
Altså en blog begrænset af en form for faglig
fællesnævner, som alle indlæggene tager udgangspunkt
i.
Min favorit i den sammenhæng er Art Addict, som bliver
skrevet af en ung kvinde fra New York ved navn Paige West, der har tabt
sit hjerte til den moderne kunsts univers. Ikke noget stort tab i
øvrigt når det nu endelig skal være. Hvorom alt er,
så handler Art Addict kun og udelukkende om moderne kunst -- af
naturlige årsager mest i USA -- og Paige West gør det
faktisk rigtigt godt.
Dels fordi hun er enormt produktiv og skriver ofte, dels fordi hendes
blog er en fantastisk resursekilde til kunst-miljøet på
både nettet og i den fysiske verden. Hun har eksempelvis masser
af links til andre blogs om kunst lige så vel som gode links til
resursesteder inden for samme område. Samtidig skriver hun
så tilpas medrivende om kunst, at man får dårlig
samvittighed over ikke at ofre mere tid på kunstens univers til
daglig og derfor giver hendes blog et par minutters opmærksomhed
ekstra hver gang.
Paige West er et vidende menneske inden for sit felt, og hun
søger gennem sin blog at dele den viden med os og ikke andet.
Hun kender med andre ord sin besøgstid, og det er en anden
væsentlig mekanisme ved blogs. Jo snævrere de er, desto
mere dybsindige bliver de som regel.
Skribentens blog
Trods de bedste hensigter om at gå uden for nummer og
interessere sig for andre fagområder end ens eget er jeg til hver
en tid til fals for et indlæg bedrevet af en velskrivende
kollega. Gerne en blandt de ældre generationer, der har tidens
fylde og erfaringens tyngde i sit sprog, for selv på noget
så moderne som en blog har den slags betydning.
Som ung skribent på vej frem er det den bedste inspiration, man
kan give sig selv, og jeg følger en hel del blogs skrevet af
forfattere og andet skrivende godtfolk. At nævne dem allesammen
her ville være både for omfattende og for kedeligt, for de
er ikke lige gode allesammen, og det svinger en hel del, hvilke af dem
jeg læser. Jeg er temmelig humørbetonet i, hvad jeg
søger af inspiration, og det gælder også blogs.
En af dem, jeg har fulgt længst og mest, er dog Crawford Kilians
blog Writing for the Web,
som igen er en af mandens mange blogs, der alle handler om hvert sit
emne. Han er ikke altid lige god til at opdatere dem, og noget kunne
tyde på, at han er den type skribent, der har gang i lidt for
mange projekter på samme tid.
Writing for the Web opdaterer han dog ret flittigt, og den rummer
masser af guldkorn om netop det at skrive til internettet. Samtidig er
den uhyre velskrevet, og jeg smutter ofte forbi for at genlæse
tidligere indlæg alene af den grund.
Vigtigst af alt er dog hans formidable evne til at følge med i,
hvad der rører sig inden for sit felt. Det er dybt imponerende
og hænger selvfølgelig sammen med mandens store erfaring.
Han er en af de gamle drenge, og det er altid en fornøjelse at
få lov til at røre ved en flig af den særlige
energi, der er resultatet af årtiers arbejdsindsats. Ud over
herlighedsværdien ved at læse hans blogs bliver man
altså også klogere på internettet og det at skrive
til det.
Manden har ganske enkelt bevaret sin faglige gejst og sprødhed
og ført den ud på nettet som blog, og det tager jeg hatten
af for.
Election blogs
Trods min medfødte angst for faglitteratur har jeg gennem
årene modificeret mig selv genetisk via tankens kraft, så
jeg rent faktisk er i stand til at holde mig vågen, når der
er et faglitterært emne, jeg interesserer mig for.
En af dem er politik. Ikke dansk eller for den sags skyld
europæisk politik, for her er underholdningsniveauet simpelthen
så jordstrygende, at jeg hellere vil interessere mig for
slimsvampes parringsleg.
Det er selvfølgelig den amerikanske af slagsen, der er tale om,
for efter min mening er amerikansk politik det største reality
show, verden endnu har set, og jeg elsker det for al dets galskab. Ikke
mindst i et 'election year' som i år, hvor jeg er med helt fremme
i forreste række.
Her må jeg fremhæve senator John Kerry og hans nøje
udvalgte stab, der har udmærket sig ved at benytte blogs som
kampagneredskab. Endda på en meget progressiv måde som jeg
er overbevist om kan tippe valget til Kerrys fordel, hvis det på
valgaftenen ender i næsten uafgjort.
Men det skyldes også, at Bush-administrationen har besluttet sig
for at være komplet ligeglade med de vælgere, der lader sig
overbevise via blogs om, hvor de skal sætte deres kryds. Et meget
godt argument hvis verden hang sammen, som Bush-administrationen tror,
den gør, men det gør den heldigvis ikke (helt anden snak
-- tilbage til hovedsporet).
John Kerry har sin hovedblog,
der fungerer som samlingspunkt for de forskellige aktiviteter i og
omkring hans kampagne. De forskellige medarbejdere i såvel
hovedstaben som ved de lokale kampagnekontorer i USA kan selv uploade
indslag på bloggen, og den bliver dermed en god informationskilde
til at give den valginteresserede et overblik over, hvad der
foregår rundt om i landet. Det giver et meget mere nuanceret
billede af valgkampen, end det er muligt at få gennem de store
medier.
Herudover er der flere gæstebloggere, der med jævne
mellemrum giver deres besyv med, og bloggen er samtidig flittig til at
linke til relevante netsteder. En rigtig god resurse for interesserede
i denne ene side af valgkampen.
Det absolut mest tjekkede ved John Kerrys kampagne på internettet
er dog muligheden for at både fundraise og agitere via forummet Online Action,
hvor man blandt andet har mulighed for starte sin egen John Kerry blog
med alle de resurser, der følger i kølvandet på
den. Man lader sig ganske enkelt indrullere i kampagnen uden
nødvendigvis at behøve andet end sidde foran sin computer
og sprede budskabet om John Kerry.
Kun få forpligtelser er forbundet med det, og for at der ikke
skal herske tvivl har kampagnestaben lavet The Online
Action Pledge, hvor brugeren forpligter sig til ting som at emaile
familie og venner om, hvad der foregår i kampagnen, deltage i
John Kerry-møder i hjemstaten og skrive debatindlæg til
online-medier.
Det er karikeret politik i verdensklasse, og det er til tider på
grænsen til det kvalmende. Men det er også underholdende og
har et innovativt drive, der på alle måder
retfærdiggør, at man bruger nogle minutter på det,
hvis interessen er politik og moderne teknologi i forening.
Med lidt god vilje kan vi måske gå så langt som til
at sige, at John Kerry-kampagnen via blog-teknologien har fundet en
måde at give John Kerry en indre fortællestemme på.
Èn der ikke er helt og aldeles hans egen, men som han deler med
millioner af vælgere over hele USA. Med henblik på at
få netop det tilbage, han deler ud af -- en stemme.
|
|
|
|
|
|