 |
|
 |
|
|
Journalister holder aldrig fri
|
eJours rundspørge viser, at danske journalister også i
ferien er i konstant alarmberedskab,
tjekker mail, mobiler og nyheder
Af Karen Grønkjær Kjeldsen, kgk@privat.dk,
medlem af
eJours redaktionsgruppe
Et overvældende flertal af de journalister, der har valgt at
deltage i eJours rundspørge om digitale ferievaner, svarer, at
de ikke
kobler af og holder fri, når de har ferie.
"Det er en dyb mangel på respekt over for dem, I burde være
sammen med, når I har fri -- og I risikerer at blive syge af
stress," advarer stressekspert og speciallæge Jørgen Lund,
der er grundlægger af Stressklinikken
og Corporate Care, Hellerup.
Holder aldrig
fri
Måske er det, fordi jobbet udover at være arbejde
også er ens hobby og interesse, men faktum er, at de fleste
journalister ikke kan lade være med at holde sig opdateret,
også når de har fri. Selv langt fra danske aviser og
hurtige netforbindelser lykkes det at snuse en engelsksproget avis op,
at ringe til DR’s nyhedstjeneste eller opstøve en
internetcafé, der kan bibringe ferien et pust af nyheder
hjemmefra.
Det er det klare billede i en rundspørge, som eJour har
foretaget pr email til tilfældigt udvalgte nyhedsjournalister
fra de største danske medier. Vi bilder os ikke ind, at
undersøgelsen er repræsentativ eller statistisk
signifikant, men når kun tre ud af 22 deltagende journalister
melder, at de kobler af i ferien, giver det et fingerpeg.
"Jeg holder mig slet ikke så orienteret som i hverdagen, men kan
ikke helt lade være med at følge lidt med. Jeg vil altid
forsøge at få avisen med, hvis jeg er i sommerhus, og
kommer jeg i nærheden af en computer, vil jeg altid tjekke en
netavis. Jeg er siden sidste sommerferie blevet online-journalist,
så jeg vil klart tjekke, hvad de andre laver, hver gang jeg
kommer i nærheden af en computer. Også i et forsøg
på ikke at have et tre ugers hul, når jeg kommer tilbage,"
skriver Kirsten Nilsson fra Politiken.
Langt de fleste svarer bekræftende på, at de tjekker email
og holder mobiltelefonen åben, mens lidt færre -- men
stadig et flertal -- følger med i nyheder online.
"Skal jeg alligevel sende en feriehilsen hjem på mail, surfer jeg
normalt ind over et par nyhedssider på nettet," skriver Mette
Skov-Jensen fra DR Midt & Vest.
Andre følger online-nyhederne dagligt, en enkelt op til fem
gange. Mens omtrent en tredjedel ikke bruger nyheder på nettet i
ferien. En af dem er Inge Methling fra Politiken, der svarer:
"Jeg holder ferie i udlandet langt fra computere og holder mig
orienteret ved lokalt tv og ved at få eftersendt min avis."
Med mobilen
på stranden
Det er ikke specielt for journalister, men snarere symptomatisk for
moderne mennesker, at man altid kan kontaktes, påpeger
speciallæge
Jørgen Lund fra Stressklinikken.
"Det er ikke længere usædvanligt, at man går på
stranden i Sydfrankrig og aflytter sin mobiltelefon. Vi er blevet
tilgængelige overalt og er altid på," siger Jørgen
Lund. Han mener, at den uafbrudte kontakt til omverdenen startede med
mobiltelefonernes indtog og har grebet om sig i takt med, at det er
blevet lettere og lettere at være ’på’ hele tiden.
Det er da også kun tre journalister i eJours rundspørge,
der svarer, at de ikke kan kontaktes på mobilen, og af dem
tjekker to email minimum et par gange ugentligt.
Mailen er næsten lige så hyppigt brugt som mobiltelefonen
til at holde sig opdateret. Et par BT-journalister fortæller dog,
at det ikke er muligt at tjekke deres arbejdsmail hjemmefra, og en
mener, at det er et problem.
De fleste svarer, at de tjekker mailen enten dagligt eller et par gange
om ugen. Men enkelte lader være og slår i stedet
automatsvaret til. Ulrik Jensen fra DR Sporten svarer, at når han
er i udlandet, vil han "klart forsøge at undgå" at tjekke
mail.
Kampen for kontakt
Hvor emailen og online-nyhederne kan være et bevidst fravalg for
enkelte, er det for andre lidt af en mission at finde en
internetopkobling, når de er i udlandet eller bare ude af
hjemmet. Ikke alle steder er der en forbindelse til cyberspace på
hvert gadehjørne.
Cirka en tredjedel af deltagerne i eJours rundspørge angiver, at
det største tekniske problem er manglen på teknik:
"Ingen større problemer end afstanden mellem
internetcaféer," skriver DR-korrespondent Poul F. Hansen fra
Moskva.
Og fra den anden side af jorden melder Jyllands-Postens korrespondent i
Latinamerika, Viggo Lepoutre Ravn, at selvom der i storbyer som Buenos
Aires er netcaféer på hvert gadehjørne, kan det
blive besværligt at finde en forbindelse, hvis man tager på
ferie uden for byerne.
"Ulands-netforbindelser og tunge danske netavis-forsider er en
dårlig cocktail," skriver en, og frustrationerne er til at tage
og føle på, når en anden svarer, at det hyppigste
tekniske problem, han støder på, er, at "lortet ikke
virker."
Der er dog også mange, der ikke oplever tekniske problemer med at
holde sig ajour i ferien, og Laust Tuxen fra JyskeVestkysten skriver
ganske enkelt:
"Ingen tekniske problemer, for computeren lader jeg blive hjemme."
"I er
ikke uundværlige"
Der kan være flere grunde til at være på hele tiden,
fortæller speciallæge Jørgen Lund fra
stressklinikken:
"For topchefer kan det være meget relevant, at de kan kontaktes,
hvis virksomheden brænder ned. Men for de fleste andre er der
ingen god grund. Nogle røvkeder sig i ferien, og de fleste vil
gerne være uundværlige og anerkendes for deres betydning.
De kan ikke bære tanken om, at arbejdspladsen også
fungerer, selvom de har været væk i fjorten dage," siger
han.
"Vi vænnes til ikke at holde pauser, når vi er på
arbejde, og bliver dårlige til at holde fri i ferier og
weekender.
Rigtig mange er egentlig på arbejde mentalt, selvom de har fri,
men meget få har virkelig behov for det," understreger
Jørgen Lund.
Han advarer imod, at man udvikler en stressadfærd, hvor man
konsekvent gør de ting, der giver stress såsom at pladre
pauserne til med arbejde, spise foran computerskærmen, blive
hængende længe efter arbejdstid og tage arbejde med hjem i
weekenden.
"Jeg vil foreslå, at man slukker mobiltelefonen og lader
være med at gå på nettet, når man har fri.
Ellers er risikoen, at man oparbejder stresssymptomer, eksempelvis at
man sover dårligt om natten og er irritabel, og man risikerer at
blive syg af det," siger Jørgen Lund.
Stressrelaterede sygdomme kan variere fra person til person, da det
oftest er medfødte dispositioner for sygdomme, der bryder ud,
når man er under pres. Jørgen Lund anbefaler:
"Det er vigtigt at fange og forebygge stresssymptomerne. Har I en
fornemmelse af at sove dårligt og have ualmindeligt kort lunte,
så lad være at overhøre det, stop op og gør
noget ved det. Hold fri, når I har ferie!"
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
 |
|
|
|
 |