e J o u r
FORSIDE
KONTAKT OS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Krigens første offer

Rygter og 'avis-ænder'

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk


»The first casualty when war comes is truth.«

Den amerikanske senator Hiram Johnson's ord kom også til at gælde for katastrofen 11. september.

Medierne videresendte ikke så få ufuldstændige eller direkte forkerte oplysninger i den hektiske atmosfære omkring 11. september. Hvor den daglige papiravis har lidt bedre tid til eftertanke og dobbeltkontrol, så gik mange net-nyhedstjenester og tv-og radio-ekstraudsendelser ud med oplysninger i uophørlige opdateringer uden konsekvent at nævne, om informationerne var bekræftede og kontrollerede.
Et enkelt eksempel: Flere massemeder, bl.a. britiske, viderebragte de første timer oplysninger om, at antallet af kaprede fly var både fire og op til syv-otte.

Benzin-køer

En af 'klassikerne' under katastrofelignende begivenheder er rygtet om, at nu bliver der mangel på et eller andet produkt. Folk begynder at hamstre, hamstringen medfører akut varemangel, og så går prisen i vejret. Hvad hamstring angår, behøver vi i Danmark bare at nævne ordet gær...

I USA viderebragte flere nyhedsbureauer og CNN 12. september rygter om, at katastrofen ville føre til benzin- og oliemangel med efterfølgende prisstigninger. Der blev omgående køer ved benzintankene i dele af landet, og priserne begyndte ganske rigtigt at stige -- et enkelt sted fra 1,61 dollars til 7 dollars pr gallon ifølge Seattle Times. Det samme gjorde email-trafikken. Men rygtet havde intet på sig. I hvert fald ikke i denne omgang. Det fortalte netstedet »Urban Legends and Folklore« i sin »Rumor Watch«-samling, som har specialiseret sig i at opsnappe og bekræfte eller afkræfte verserende forlydender.

En anden samling »Rumors of War« fra dagene omkring 11. september finder man hos Snopes.

De fleste af eksemplerne i samlingerne har verseret som emails, men der er også enkelte eksempler på, at de professionelle medier har viderebragt 'avis-ænder'.

Falske CNN-optagelser

Mange personer og herunder en del massemediers journalister modtog mails med en påstand om, at CNN havde brugt billeder fra 1991 til at illustrere en oplysning om, at palæstinensere i Jerusalem jublede over katastrofen 11. september. Påstanden så jeg viderebragt og diskuteret i flere journalistiske debatgrupper, bl.a. danske Dona.dk og svenske media.se.

I amatør-netværket IndyMedia (Independent Media Center i Chicago) blev påstandens lancering 13. september startskuddet til heftig diskussion. Rygtet var startet fra en brasiliansk server, og herfra gik det hurtigt verden over.

CNN's nyhedschef Eason Jordan har afvist påstanden som grundløs og oplyst, at optagelsen stammede fra et Reuter-hold i Øst-Jerusalem om tirsdagen. Jeg har også læst i en mailingliste, at Reuter bekræftede optagelserne. Så meget om CNN's billeddækning.

Tvivlen om selve hændelsesforløbet overhovedet fandt sted, dementeres vel af, at Yassir Arafat næppe havde fordømt demonstrationerne offentligt, hvis de ikke havde fundet sted. Jeg så også Jyllands-Postens Lasse Ellegaard 16. september citere den palæstinensiske professor Nashim Ahmed, Bir Zeit-universitetet i Jerusalem, for »når du ser unge palæstinensere fejre terrorangrebet mod World Trade Center og Pentagon.«

Dage senere faldt der så en undskyldning fra den brasilianske studerende, som var ophav til rygtet. Ganske sympatisk indleder han undskyldningen med at sige, at »If alternative media is to be believed we have to check our sources.« Næste gang husker han forhåbentlig at tjekke sine kilder, INDEN han videresender informationer.

Men eksemplet viser meget godt den hastighed, hvormed informationer kan spredes over hele kloden.

Nostradamus og Berlingeren

Hvis et rygte rammer et behov hos brugerne, kan trafikken også blive så voldsom, at servere går ned. Det var ved at ske på grund af et forvansket Nostradamus-citat, som blev sendt ud over hele verden, også til danske email-postkasser. Jeg hørte det første gang 12. september om morgenen.

Citatet blev et af katastrofens mest vedholdende fupnumre. Interessen gav en så voldsom trafik, at netstedet for Brock University i Canada, hvor en studerende på sin hjemmeside havde brugt det falske citat, var ved at bryde sammen. Universitetet måtte fjerne Nostradamus-siden, men henviste i stedet venligt til en side hos »Rumor Watch« , hvor man fortsat kan læse det påståede citat:
»There will be a great thunder,
Two brothers torn apart by Chaos,
while the fortress endures, the great leader will succumb,
The third big war will begin when the big city is burning.
Nostradamus 1654«

Studenten havde dog lagt et hint ved at bruge et forkert årstal (Nostradamus levede i 1500-tallet).

Apropos citater kan jeg ikke lade være med at nævne det skjulte citat, som Berlingske Tidende bragte tværs over side 2 den 12. september:

»Og hele månen blev som blod«

Men det citat er korrekt. Det er fra Johannes' Åbenbaring 6.12, som i sin helhed lyder:

»Og jeg så: Da Lammet brød det sjette segl, kom der et stort jordskælv, og solen blev sort som en sæk, og hele månen blev som blod.«


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.