|
I tilgift får man et hus på 400 kvadratmeter og
udsigt til bakker og dale
Af Steven Snedker, ss@vertikal.dk
(hjemmeside),
partner i konsulentfirmaet Vertikal
Kan du fjernarbejde? Hvis du kan opfylde to krav, er der en
vis sandsynlighed for det.
- Du skal have droppet dine ambitioner om at avancere i firmahierarkiet.
En (mellem)leder eller redaktør skal være der for
sine medarbejdere. Altid. Fjernarbejde er et karrieremæssigt
sidespor. Møder man ikke op på kontoret, kan man
godt glemme alle drømme om at blive chef i år 2008.
- Du skal have skaffet dig en kæreste og også gerne
børn. Byen har et kæmpe udvalg af passende partnere
og masser af konsum- og kulturtilbud. Det er først med
kæreste og børn, at man svinger over og begynder
at se charmen ved lave kvadratmeterpriser, heste, harer og køer.
Tør du selv fjernarbejde?
Ja. Efter ni år i storbyen er jeg og den siden 1999 voksende
familie flyttet på landet, 91
km fra Rådhuspladsen i København.
Både jeg og kæresten havde de fleste faste kunder
i København K. Men som konsulenter/selvstændige har
vi ingen videre mødepligt. Så da valget stod mellem
at arbejde os ihjel for at kunne sidde i et 2,5-millioner kroners
enfamiliehus i cykleafstand til København eller købe
et palads på Sydsjælland, skulle vi kun tænke
os om utallige gange i nogle måneder, før vi valgte
paladset på landet.
Hvad vil du høre om først? Det arbejdsmæssige
ved at bo langt fra kunderne eller det sociale med at bo langt
fra familie, venner og kolleger?
Vi kan være seriøse og tage det arbejdsmæssige
først.
Afstandens betydning
Som symbolmanipulator kan jeg sidde hvor som helst og manipulere
mine symboler. Bare jeg har adgang til al den relevante information.
Og med internettet har jeg. Det er snart 10 år siden, at
vigtig information forefandtes på papir og kun lå
ét sted i virksomheden.
I denne sommer har jeg fra Sydsjællands idyl arbejdet
på en server i Bredgade og en i Paris. Det behøver
man ikke bo i København for.
91 km fra København (125 km fra Odense) betyder, at
møder godt kan aftales spontant uden de store logistiske
problemer. For mig tager det en time og et kvarter med toget til
Hovedbanegården. Med højst to møder om ugen
er transportudgiften helt overkommelig. Både målt
i tid og penge. Staten betaler cirka to tredjedele af vores transportudgifter
og kalder det befordringsfradrag.
Adressemarkedsføring er et lidt ømt punkt. Storbyerne
har videregående uddannelser, holder på den højt
kvalificerede arbejdskraft og kvalificerer den yderligere. På
Sydsjælland dyrker man jorden, reparerer husene og sælger
Jaka-bov til hinanden i Super'en. Som arbejdsgiver stoler man
ikke på, at en symbolmanipulator fra denne egn har megen
viden eller relevant erfaring.
Til illustration: Jeg valgte en advokat fra Kvæsthusgade
da jeg fik brug for det. Jeg forventede,
at han vidste mere om ophavsret og var dygtigere end de lokale
advokater, jeg mistænker for at have skøder og skilsmisser
på programmet til hverdag.
Men så alligevel. Internet nedbryder afstande. Internet
sætter en i stand til at vise, hvad man kan.
Hvis man sørger for at ryste med alt, hvad man har,
på sin hjemmeside, som jeg gør, kan man få
kunder fra både Aalborg, Ikast, Toldbodgade og San
Francisco.
Og jeg har selv valgt dygtige webfolk fra usexede adresser,
nogle gange helt uden fysisk adresse, til diverse projekter. De
har kunnet dokumentere godt arbejde, og det er vigtigere end adressen.
Der er ikke noget som at købe 150 procent af, hvad Havnegades
trængte webfolk kan præstere. For en tredjedel af
prisen og besværet.
Hjemmesiden er dog stadig kun et lille salgsargument. At skaffe
kunder kræver stadig socialt talent, fremmøde, og
at man taler med mange mennesker. Derfor er de ellers så
smukke og billige øer Samsø
og Reersø ikke så
velegnede for fjernarbejdere, der ønsker at bibeholde en
komfortabel tilværelse og interessante arbejdsopgaver.
Teknologi
Internet har gjort afstande mindre betydende. Men det er først
med 256 kbit, at man for alvor kan mærke det. Derfor turde
jeg først flytte til Lundby efter den 1. januar 2002, da
ADSL kom til den lokale central.
Og med stads som sikre forbindelser (engelsk og markedsføringsdansk:
virtual private networks) er der i praksis ikke nogen mærkbar
forskel på, om jeg arbejder i et terminalprogram via en
256 kbit ADSL-linje eller sidder i kundens/arbejdsgiverens kontor
på en Windows-maskine. De sikkerhedsmæssige problemer
er overkommelige.
Mobiltelefonen er også et stort plus, når man pludselig
forlader storbyens cirkel. Man er på kontoret, eller i det
mindste tilgængelig, selvom man sidder i toget, hos en kunde
eller ligger på stranden. Mobiltelefonen har gjort gammeldags
kontorhold endnu mere overflødigt.
Det kulturelle
Ingen biografer. Ingen teatre. Ingen videoudlejning (med andet
end 50 Hollywood-film). Ingen boghandel. Ingen musikforretning.
Hvad gør man så?
Bibliotek.dk. I Danmark
er Lundby Bibliotek, der er på størrelse med et parcelhus
og kun har bøger af Jane Åmund, alligevel større
end Hovedbiblioteket i Krystalgade. Man bestiller bare sine cd'er,
dvd'er og bøger på nettet og får dem leveret
nogle dage efter. Bibliotek.dk har også flere udenlandske
paperbacks end storbyens bedste boghandler. DVDel har en bestillingsvejledning.
Internet er også yderst leveringsdygtigt i underholdning.
Aviser, radio- og tv-signaler skulle efter sigende også
kunne modtages herude.
Biografer og teatre har ikke været det store tab for
os. Med små børn er der alligevel sjældent
mulighed for biograf og teater, og i en fremskreden alder har
man alligevel set det meste, eller noget der ligner. 91 km er
heller ikke nogen hindring de par gange om året, da der
virkelig er noget at blive begejstret over.
Cafeer og restauranter er vort største kulturelle tab.
Indkøb af egen espressomaskine og mere flid i køkkenet
har dog kunne bøde lidt på miseren.
Det sociale
Nogle mennesker elsker kontoret og kontorrutinen. Omgangen
med kollegerne. Morgenbrødet og småsladderen. De
bør næppe begynde at fjernarbejde. Fjernarbejde svarer
til, at man låser døren til kontoret og -- bortset
fra en enkelt ugentlig dag -- kun kommunikerer med folk via telefon
og emails.
Fjernarbejde har den store fordel, at man ikke skal se ud,
som om man arbejder på dage, da man ikke gider. Man kan
bare holde fri.
Så længe man leverer
- aftalt mængde til
- aftalt tid i
- aftalt kvalitet
er alle glade.
Er man effektiv, kan man måske klare sig med et par timers
arbejde om dagen. Er man ineffektiv, kan man risikere at skulle
bruge en hel arbejdsdag, fem dage om ugen. Det kan man også
risikere, hvis man er meget tro mod sin arbejdsplads og timelønnet.
Hvad med vennerne? Er 91 km ikke meget?
Vi foretog en objektiv, videnskabelig måling. Selvom
vi i byen boede under 5 km fra 80 procent af vores venner, blev
det efter børnenes ankomst alligevel aldrig til mere end
en gang om måneden. Nu bliver det til flere gange om måneden.
Vi overnatter i København, og de besøger os hyppigere.
Med 11 værelser er det ikke svært at have gæster.
Det samme gælder familien. Besøgsfrekvensen er
ikke blevet mindre.
Det økonomiske
Kan man holde transportudgifterne nede, er det billigere på
landet. Den offentlige service koster mindre, og håndværkerne
er billigere og bedre.
Den store udgift, huset, er to-tre gange billigere end i Københavnsområdet.
Det betyder for os, at vi kun skal skrabe 2,4 millioner sammen
til kreditforeningen de næste 30 år. I byen ville
det være umuligt for os at købe et hus på 400
kvadratmeter.
Med et stort hus og lidt omgængelighed kan man også
leje noget af sin plads ud. 4.000 kr pr måned i lejeindtægt
betyder, at man selv er fri for at drage ud og kæmpe sig
til ca 7.000 kr pr måned.
På et år betyder det, at man kan slippe for at
skaffe sig for ca. 85.000 kroners arbejde -- eller bruge 48.000
kr i Brasilien
eller Bauhaus.
Eller på en bil. Biler er meget dyre apparater. Det er
meget svært at få dem til at koste mindre end 30.000
kr. pr. år. Efter skat. Det taler for, at man slår
sig ned i en stationsby.
Vi opsummerer
- Fjernarbejde vil typisk tiltrække freelance-typer,
folk der hellere vil have udsigt til noget grønt nu end
til en grå eller sort lederstol om nogle år.
- Det er let at blive fjernarbejder, hvis man er freelancer
eller selvstændig. Det svære er at være freelancer
eller selvstændig og få det til at løbe rundt
økonomisk. Man kan støve rundt på diverse
jobmarkeder (Freelancer.dk,
freelanceweb.dk, FreelanceNøglen,
job-i-staten.dk osv), men
gamle og nuværende kunder og deres venner kaster som regel
mere af sig end jobmarkederne.
- Som fastansat er det endnu sværere at blive fjernarbejder.
Man er inde i et hierarki med fastlagte bevægelser og faste
traditioner for afregning: »Vi ser din krop, du får
penge.«
- En god hjemmeside hjælper kun lidt, men skriv en alligevel.
Hvad du end laver: vis det i stedet for at sige det.
- Hvis du vil vide mere, kan du altid kontakte en person fra
'400 m2-gruppen': Kjeld Heising
(Møn 1997), Abelone Glahn
(Stubbekøbing 1999) og Steven
Snedker (Lundby 2002).
Abelone Glahn er i gang med at skrive en bog om, hvordan man
starter og fortsætter selvstændig erhvervsvirksomhed.
Hun ved, at der er en verden til forskel mellem en freelancer
på supplerende dagpenge og en momsregistreret virksomhedsleder.
Kjeld Heising sprang ud som selvstændig som 49-årig
og kan anbefale turistområder -- de har restauranter og
golfbaner. Kjeld er den eneste af de tre, der kan leve af at skrive.
Steven Snedker forstår sig på det tekniske.
De sidste skodlinks
De fine vejledninger om distancearbejde fra Bar-foka
og HK. Og så
er det meste kun halvgammelt.
Europæiske telearbejdere
se her! Gamle nyheder fra EU.
Telearbejderforeningen
har også gamle nyheder. Næh hov, her var en nyere
om et kontor
i haven.
»Jeg
har set fremtidens firma«, udtaler Direktør Mads
Skjern efter et besøg i Lundby.
Åh, så søg dog selv efter emnet på
Google: distancearbejde/fjernarbejde.
Der er meget mere. Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan
af og til være, at brugerne møder et dødt
link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på
netstedet. Så må I prøve at lede lidt på
stedet.
|