 |
|
 |
|
I Kort Nyt samler vi op på nyhederne siden sidste nummer (27.
juni 03)
og præsenterer dem i ultrakort form med præcise links
(når det er
muligt), hvor man kan få flere informationer.
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Nordisk Råd vs Microsoft
Netbrugere med Microsoft-allergi vil sikkert nikke anerkendende
til Nordicos, der er åbnet
28. august med støtte af Nordisk Råd og dermed af
offentlige penge. Nordic Open Source giver netbrugere tips til brug af
gratisprogrammer, så vi/de undgår at støtte Bill
Gates og hans fæller.
Den lille positive
Den negative stemning efter it-boblens bristen i 2000 er endelig vendt.
Det konstaterer formanden for FDIM (Foreningen for Danske Internet
Medier) Christian Peytz i en pressemeddelelse 27. august
på grundlag af, at nettets annonceomsætning i 2. kvartal i
år svarer til det foregående kvartal.
Bekymring over genmæle
Europarådets forslag
om en ret til genmæle i online-medier à la den i Danmarks
Medieansvarslov vækker international bekymring. Vi omtalte det
kort i eJour nr
26 Kort Nyt. Senest har organisationen Article 19, der arbejder
imod censur, udsendt et kritisk memorandum
i august. Her forudses, at fx "the administrator of the website of a
human rights organisation would have to grant space to the spokesperson
of a military dictatorship to respond to alleged factual inaccuracies
that may be impossible to verify."
Gratis BBC-arkiv
Hele BBCs arkiv af tv- og radio-udsendelser bliver gratis
tilgængeligt på internet og vil kunne anvendes af enhver
uden kommercielle interesser. Eneste undtagelse er de store
underholdningsshows, der repræsenterer en betragtelig
indtægtskilde for den britiske public service-institution.
Nyheden blev givet af BBCs generaldirektør Greg Dyke under en
tale på Edinburgh tv-festival (og omtales af BBC 24. august her),
hvor Dyke skitserede denne vision: "I believe that we are about to move
into a second phase of the digital revolution, a phase which will be
more about public than private value; about free, not pay services;
about inclusivity, not exclusion. In particular, it will be about how
public money can be combined with new digital technologies to transform
everyone's lives."
Kortfattet journalistik
Journalistik i et nyt format bliver resultatet, når teleselskabet
3 indleder sit ny samarbejde til 3G-mobiltelefonen med Berlingske, Alt
om København og TV2, og det sker 'inden jul', lover selskabet
20. august.
Schibsted-plusser
Norges største mediekoncern Schibsted fik et resultat over
forventning i årets første halvdel. Omsætningen steg
med et kvart mia kr, og overskudet blev øget fra 322 til 466 mio
kr. Sparerunder på både aviser og på internetsiden
har båret frugt, oplyses det i rapporterne 14.
august.
Mer' net end tv
Tre fjerdedele af deltagerne i en kinesisk meningsmåling udpeger
internettet som væsentligste nyhedskilde. 12 pct peger på
fjernsynet og under 10 pct på aviser. Derimod har kun 25 pct af
deltagerne størst tillid til
online-nyhederne mod 45 pct til tv-nyheder og knap 18 pct til
avisnyheder. Undersøgelsen
omtales af CNET
Asia 14 august.
Ny Jubii-direktør
37-årige Peter Lundsgaard afløser Jubiis hidtidige adm.
direktør Henrik Sørensen 1. oktober. Derimod bliver den
afgående marketingdirektør Martin Thorborg ikke erstattet
af én ny person, men hans ansvarsområder fordeles blandt
flere medarbejdere i huset. Det oplyser firmaet i en pressemeddelelse
13. august.
DR billigere for Mac-brugere?
DR Nyheder Online har 11. august åbnet et rigtigt spændende
netsted Politik, der opdateres
fra Christiansborg selv. Men jeg ser frem til at få reduceret min
licens i fremtiden, for stedets efter sigende meget vellykkede
3D-rundtur i Folketinget kan ikke ske fra min Mac (og heller ikke fra
computere med Linux). Det er da en særpræget opfattelse af
et public service foretagende!
'Ny' journalistik?
Lige siden strømmen blev sat til internet, har folk viftet med
dødsattesten over den formynderiske journalist og hans
tyranniske medie (der udfører, hvad vi klassisk kalder
redigering). Seneste anslag i USA har fået navnet 'participatory
journalism' og endevendes af redaktør J. D. Lasica i tre
artikler 7. august i Online Journalism Review: What is
Participatory Journalism?, Participatory
Journalism Puts the Reader in the Driver's Seat og Personal
Broadcasting Opens Yet Another Front for Journalists.
Nettv hos Børsen
Børsen har via en aftale med CNBC fået internet-adgang til
betragtelige mængder af finans- og erhvervsstof. Ifølge MediaWatch 6.
august kan Børsen som første eksterne medie i Europa
tilbyde netadgang til CNBC's 24-timers nyhedsdækning.
Foreløbig testes den indtil oktober af Børsens abonnenter.
Flash frem for indhold?
"Online News Sites Score More With Flash Than With Substance" er
konklusionen på en undersøgelse omtalt af Mark Glaser 1.
august i Online Journalism Review.
Reklamefri betalings-avis
The Guardian Unlimited er 30. juli begyndt at forlange betaling for
nogle af sine tjenester og vil gradvis udvide 'sortimentet'. Det
bebuder redaktør Emily Bell i et 'Letter
from the editor'. En af nyhederne bliver en udgave af online-avisen
uden reklamer -- og til gengæld mod betaling.
Flere online-abonnenter
Financial Times' indtægter faldt med 11 pct til 102 mio pund i
årets første halvdel, men som et lyspunkt er
online-abonnementerne steget til 57.000 mod 41.000 i fjor. Det
fortæller MediaWeek
28. juli.
Syv dødssynder på nettet
Mon ikke "De Syv Dødssynder" er ved at være slidt op som
acceptabel metafor. Den irske netekspert Gerry McGoverns begavelse
udskyder dødsdommen en smule, så vi når lige at
anbefale hans nyhedsbrev New
Thinking 28. juli, hvor han opridser dødssynderne for
netskribenter. Første dødssynd: I Think I'm God! (Den
syvende bærer prisen...)
Registrering af vores data
It-sikkerhedsrådets publikationen "Privatliv
på Internettet – En redegørelse med praktiske
råd for den private internet-bruger" fra 2002 er 22. juli blevet
opdateret med et selvstændigt bilag
i anledning af Folketingets antiterror-pakke. Herefter skal net-og
teleudbyderne registrere og opbevare brugernes trafikdata i ét
år. De skal ikke gemme indholdet, men alene "oplysninger som fx
afsender, modtager og tidsangivelse for kommunikationen". Imidlertid er
opbevaringspligten endnu ikke udmøntet i en
bekendtgørelse med de nærmere regler. Bilaget varsler et
udkast sendt ud til høring her i sommer, så hvem ved, om
det forbliver ved dette ene bilag...
Online-indtægter
Knight Ridder Digital division og New York Times Digital melder begge
om pæn fremgang i omsætningen i årets andet kvartal.
Kilde E-Media
Tidbits 16. juli.
Profitabel
plan
Der findes åbenbart ingen geniale, overraskende tricks til at
skabe overskud i online-publikationer. DotJournalism 10. juli uddrager
en sekspunkts
plan af temaet på dette års Netmedia-konference i
Barcelona -- 'profitability'. Planen er, sagt venligt,
forudsigelig.
Ok til minibilleder
Minibillederne, de såkaldte thumbnails, er stadig lovlige i
amerikanske søgemaskiner. Det fastslås af en appeldomstol,
hvor en fotograf havde lagt sag an mod billed-søgemaskinen Ditto, der ligesom bl.a. Google
gengiver billeder som disse miniaturer. Kilde CNet/It-Avisen 8. juli.
Netmedia-priser
Da årets Netmedia-priser skulle uddeles på European Online
Journalisms konference i Barcelona 3. juli, snuppede BBC broderparten,
men et par hvalpe fra DJH grabbede dog respektløst Best Use of
Multimedia-prisen til sig for "Tegnerne bag
ruden". Ikke færre end 1.014 produkter kæmpede om
priserne, 22 pct flere end i fjor. Samtlige priser er listede op her. Norges
NRK hjemtog to priser, en for Rentepolitikken i genren
Business & economics reporting og Piip show (om en
mejse-familie) i Music & entertainment reporting.
Bemærk:
Vi prøver at linke
præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at
brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er
blevet flyttet til
en ny plads på netstedet. Så må I prøve at
lede lidt på stedet.
|
 |
|
|
|
 |