 |
|
|
|
I takt med at tekstbehandlings-teknologien bliver stadig mere
fremherskende som kommunikations-redskab, søger vi i
højere grad tilbage til fine fyldepenne og pænt papir i
håb om at genopdage de emotionelle dele af skriveprocessen, vi
gennem teknologien har mistet. Spørgsmålet er, om vi frem
mod næste store teknologispring kan forene tabt og vundet
terræn.
Af Mikkel Stjernberg, mikkel@stjernberg.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Afsnittet her er skrevet i hånden. Med fyldepen og på godt
papir. Undervejs har jeg nydt pennespidsens knitren i papirets
overflade og har hensat mig selv i en let hypnotisk tilstand, hvor jeg
ikke rigtig lægger mærke til ordene, men blot lader dem
flyde ud af kroppen og ned på papiret. Kun med hjælpen fra
et redskab, der forlænger min arm med nogle få centimeter.
Det her afsnit er derimod skrevet på computer. Med hastige fingre
på tastaturpuderne og næsten lige så hurtigt som mine
tanker, men alligevel ikke helt, for tanken er altid hurtigere end
kroppen, og lige meget hvordan jeg dokumenterer mine tanker, er jeg
bagud i forhold til dem.
Nu tror jeg næppe, at du kan se forskel på de to afsnit, og
du er sikkert ret ligeglad med, hvordan jeg har fået dem ud af
systemet. Så længe de når frem til dig i den efter
omstændighederne bedste kvalitet.
Magisk
effekt
For mig er der imidlertid stor forskel, for jeg har været
tættere på mit hjerte og i dybere kontakt med mig selv med
sætningen skrevet i hånden. Har haft et mere intimt forhold
til det, jeg lukkede ud med pen og papir. Som skrev jeg et
kærestebrev eller et dagbogsnotat, hvor det personlige udtryk er
altafgørende.
Pennens bevægelser over papiret har en magisk effekt, der
sætter mig i stand til at skrive med en styrke, som vejen via
tastaturet ikke kan hamle op med, og jeg er blevet så glad for
processen, at jeg efterhånden skriver alt i hånden,
før jeg digitaliserer det i Word.
Sådan har jeg haft det i flere år, men først for et
par måneder siden begyndte jeg at spekulere på, om det bare
er mig, der har det sådan, eller om jeg er del af en strøm
af mennesker, der alle søger tilbage til fyldepenne, gode
stykker papir og den særlige skriveproces, der er knyttet til dem.
En tanke der ikke mindst er understøttet af, at både papir
og penne af fineste slags og fra historisk originale producenter har
fået egne kæmpe-sektioner i indkøbscentre,
boghandlere og kunstnerartikel-forretninger.
Hvorfor?
De klassiske skriveredskaber bliver markedsført med en
elegance, som computer-forhandlere kun kan matche, hvis de udstiller
den seneste produktlinje fra Apple, og selv her må de
teknologiske vidundere træde til side for den intime
atmosfære af historie og poesi, der ligger indbygget i papir fra
Fabriano og fyldepenne fra Mont Blanc.
Hvorfor er det sådan, og hvorfor sker det lige nu, at vi vender
tilbage til ædle tider med pennen i hånd?
Har vi glemt noget på vejen i udviklingen af vores teknologi og i
så fald hvad?
Det første spørgsmål er forholdsvis nemt. Når
noget udvikler sig kraftigt i én retning over kort tid,
opstår der en naturlig modreaktion, hvor vi søger tilbage
til udgangspunktet. Mest af alt for at minde os selv om, hvor
udviklingen startede, og hvad der egentlig satte den i gang. Det er en
simpel overlevelses-mekanisme baseret på, at den heftige
udvikling gør os nervøse, fordi vi ikke helt kan
følge med, og derfor søger vi trygheden i det, vi kender
i forvejen.
At vi lader os begejstre af penne og papir handler om ønsket om
at bevare det, vi lod bag os, da vi satte os for at udvikle en maskine,
som kunne gøre skrive- og redigeringsprocessen lettere for os.
Klodset
maskine
Det andet spørgsmål er sværere, for den teknologiske
udvikling er jo ikke slut endnu, og den sidste del af vejen kunne
være lige netop dér, hvor vi fik det med, vi har glemt.
Hvis vi da har glemt noget.
Helt for egen regning synes jeg, vi har glemt en masse. Computeren som
skriveredskab er dybest set en klodset maskine, som har en tendens til
at fjerne mit fokus fra det, jeg kom for, og i stedet tvinge mig til at
tænke i tekniske baner.
Som menneske skal jeg stadig tilpasse mig en maskine, der ikke tager
højde for, hvordan jeg bedst får fældet tankerne
ned, men kun muligør mit ærinde, såfremt jeg kan
finde ud af at trykke på de rigtige knapper.
Hvor effektiv teknologien end er i dag, tager den ikke højde for
mig som individ, og jeg går stadig og venter på næste
teknologi-spring, hvor vi forhåbentlig får en palet af
teknologier, der konsekvent er møntet på at tilpasse sig
lige netop mig og mine særlige behov.
Redaktøren
lige ved hånden
Det kunne for eksempel være en fyldepen, som i modsætning
til mig selv kunne tyde min håndskrift og give mig mulighed for
at redigere i mit håndskrevne dokument ved at trække og
slippe sætninger og ord rundt på papiret. Når jeg var
færdig med at skrive og skulle læse det igennem, kunne det
da også være meget rart at kunne konvertere
kragetæerne til en mere læsbar skrifttype, som jeg
måske samtidig kunne sætte pænt op op på
selvsamme papir, jeg lige havde brugt som kladde.
Hvem siger i øvrigt, at jeg skal være begrænset til
papir? Hvorfor skulle jeg ikke kunne skrive på en hvilken som
helst overflade? For eksempel en væg eller et vindue så jeg
ikke behøver et whiteboard og et konferencerum for at lave et
mindmap til at præsentere for andre?
Bringer vi kommunikation ind i billedet, ville det heller ikke
være helt tosset, hvis jeg kunne sende min håndskrevne
artikel til min redaktør ved hjælp af pennen alene, fordi
den trådløst er koblet op til nettet.
Lad
stumheden tale
Nu er jeg selvfølgelig skrivefokuseret i den her
sammenhæng, og andre vil hellere have mulighed for at bruge
eksempelvis talegenkendelses-teknologi. At kunne indtale et
mødereferat på sin mobiltelefon og sende det som tekstfil
til en anden eller til sit arkiv hjemme på pinden ville
måske være indbegrebet af teknologisk
førstehjælp for forretningsmanden, projektlederen eller
embedsmanden.
Eller forestil dig en verden, hvor stumme mennesker kan indtale en
tekst på mobiltelefonen, fordi den er i stand til at
mundaflæse. Hvis min mobiltelefon samtidig kan læse
tekstbeskeden op i talesprog, ja, så kan jeg faktisk tale i
telefon med en stum.
Koblingen i forhold til pennen og papiret er, at vores
kommunikations-teknologi stadig er baseret på et princip om, at
vi mennesker skal tilpasse os maskinerne, og fordi vi altid
føler os utrygge ved det, søger vi tilbage til
udgangspunktet for ikke at gå glip af mindet om, hvad der satte
udviklingen i gang.
Fuldstændig som jeg begynder at skrive med blæk og
genopdager magien og intimiteten forbundet med det. Andre holder sig
til veteranbiler, keramiske bageovne, huset bygget af lerklinet halm og
så videre. Det er samme princip.
Emotionelle
højdeforskelle
Pointen er dobbeltsidet, for selv om det er sundt at være
opmærksom på, hvor udviklingen kommer fra, så er
meningen ikke, at vi skal stoppe den. I stedet må vi gennem vores
genopdagelse af fortidens værktøjer justere vores fokus i
teknologi-udviklingen til i højere grad at tage højde for
de emotionelle størrelser, vi lod bag os, da vi begyndte at
forandre til det bedre.
Kort og godt vil jeg som skribent have en tekstbehandlings-teknologi,
der sætter mig i stand til at skrive med en pen på et
stykke papir (for det kan jeg bedst lide), og som samtidig rummer alle
de redigerings- og kommunikations-muligheder, jeg har på min
computer. Bare i endnu bedre form så jeg ikke behøver at
spekulere på teknikken bag, men kan koncentrere mig om at skrive.
Tag ikke fejl, jeg holder meget af teknologien, men jeg savner
virkelig, at den tænker på mig, og at det ikke altid er det
omvendte, der er tilfældet.
I det hele taget kunne jeg godt tænke mig, at vi begyndte at
udvikle vores teknologi-løsninger ud fra et princip om “digital
individualitet”. Jeg ved, det ligger et teknologi-spring fremme i
tiden, men ikke desto mindre må det være lige
nøjagtig det fokus, historien har lært os, er det rigtige.
Jeg vil i hvert fald gerne skrive under på det. Med pen og
papir...
|
|
|
|
|
|