 |
|
|
|
|
Jo mere man kræver af læserne, jo færre får man
|
Hvordan ændrer internettet journalistens rolle? Steven
Snedker har i august fejret sit 10 års jubilæum som
selvstændig
net-entreprenør, så han hører
til veteran-klassen, og eJour har derfor bedt ham gøre status og
give et personligt bud på situationen om en halv snes år
Af Steven Snedker, ss@vertikal.dk,
partner i konsulentfirmaet Vertikal
Mit navn er Steven Snedker.
Jeg har de sidste 10 år været på åh-så-rasende forkant med internet-udviklingen og skrevet og foredraget om det for millioner af kroner og hundredetusinder af mennesker. Det var mig, der foreslog ordet hjemmeside. Jeg skrev om Napster/mp3-revolutionen
før Wired,
Politiken og de fleste andre medier. Hvad der er endnu vigtigere end at komme først: jeg leverede også noget tænkearbejde, der her fire år efter stadig ligner godt arbejde. Jeg har også omkring 70.000 abonnenter på mine nyhedsbreve og står dermed som afsender af omkring 2.5 millioner breve om året. Jeg kævler altså ikke kun om de halvny medier; jeg bruger dem også flittigt.
Det var meget blær, men det er altså denne ekspertise eller mangel på samme og min efterhånden lange og specifikke erfaring, der i denne måned rotter sig sammen og betyder, at jeg skal fortælle om mine forestillinger om journalistens rolle år 2013.
Det bliver rodet, men i det mindste nogenlunde kortfattet:
Internet-revolutionen i
praksis
Internet har på de sidste 10 år gjort alle journalister,
undtagen de allermest forbenede, mere effektive. Med nettet kan man nu
tjekke facts, finde telefonnumre, personer og afskrivningskilder med en utrolig
hast. Internet giver.
Men samtidig har internet snuppet en masse annoncer og rubrikannoncer.
Det betyder færre penge til de gamle medier og dermed
færre vellønnede journaliststillinger. Jeg tror, at der
bliver en endnu voldsommere
kamp for føden blandt de skrivende. Internet tager.
Den bedre uddannede
befolkning
Gennem de sidste 10 år nærede jeg en forstilling om,
at den bedre uddannede befolkning og mere internet ville stille
højere krav til journalisterne.
Alle er vist enige om, at de
kvikke i 2003 læser netdoktor.dk og kommer tilbage til deres egen
læge med gode ideer, større mod til at kritisere og mindre
autoritetstro. Min teori op gennem 90'erne var, at danske
mainstream-journalister ville miste læsere til de specialmedier
og
de udenlandske kilder, de ofte skriver af fra. Nu kunne de jo gå
direkte. Det er måske sket. Men ikke i nogen videre udstrækning.
Det tager åbenbart ret lang tid at skifte fra de gammelkendte
medier til de tusinder af ny.
Næste teori var så, at mainstream-journalisterne ville
blive
svigtet af læserne, hvis de var for upræcise for tit.
På it-nyhedsportaler som ComOn.dk og ComputerWorld.dk læser
læserne samme kilder, som journalisterne benytter/skriver af fra.
Læserne går da også ofte i rette med journalisterne i
de tilhørende debatfora. Men de ser ikke ud til at droppe disse
brede og ofte lidt upræcise og uambitiøse medier. Ligesom
de heller ikke dropper deres læge, fordi de kan læse alt om
rygmarvsbrok på nettet. De kommer stadig de samme steder. Bare
bedrevidende.
Min sidste teori inden for dette område var, at de bedre
uddannede ikke længere kunne tåle at læse ting bikset
sammen efter nyhedstrekanten
og kravet om den
fup-objektive stemme. De ville da ikke kunne bære det ækle journalistsprog.
Næh nej, de ville have historierne serveret som i den gode del af
den akademiske verden: synopsis, måleresultater og diskussion.
Tilsat personlighed og lune. Ikke de bevidstløse,
argumentationsfri nyheder med forudsigelige småcitater fra de
forudsigelige kilder.
Hvem linker jeg så mest til i det herrens år 2003? Gamle
medier. De har i det mindste de interessante historier. Så
tilfører jeg selv den specialviden, læserne bør
have.
De små, adrætte
internet-medier
De små, adrætte internet-medier, der er vældet frem
de sidste fem år, har som hovedregel hverken læsere eller
indtægter, det er værd at tale om.
Artiklen Det er
koldt uden
for papiret er på 18 måneder blevet læst 1.250
gange online og har genereret 0 kroner til forfatteren. Da artiklen
blev bragt i Politiken den 10. maj 2000, blev den læst af op mod
50.000 mennesker og gav journalisten 2.000 kroner plus et foredrag til
5.000 kroner.
Det er kun de allerfærreste ny internet-medier, der
kan brødføde en mand. Det er lykkedes for ComOn, Drudge Report
og nogle få andre at løbe rundt økonomisk. Men
utallige og mindst lige så gode forsøg (fx vmyths.com,
netdoktor.dk, salon.com) er økonomiske ruiner.
Små, adrætte internet-medier betyder alt i alt flere
spillere. Flere spillere betyder lavere avancer.
Mit yndlingseksempel på fremtidens jobmarked er tegnebordet.dk. Det er her, jeg
går hen, når jeg skal finde en grafiker til en opgave.
3.500 kunsterne viser 26.000 af deres arbejder frem.
Søgemulighederne er ikke for gode, men med en
højhastighedsforbindelse, lidt tålmodighed og
tegnebordet.dks redaktionelle
anbefalinger er det muligt at finde en daglejer. Meget
billigere
end at gå til et bureau, der skal betale for lokaler,
jakkesæt, markedsføring, frugtskåle og
lønninger.
Daglejere
med evner for programmering kan også findes på nettet,
hvor de til stadighed underbyder hinanden. Om føje tid kommer
der nok også et lignende marked for DJH-uddannede og wannabees,
der tigger om at få lov til at skrive lækker annoncetekst
for skidt betalende kunder. Eller lokalstof på freelancebasis.
Fotografer skal heller ikke grine. I gamle dage var det at publicere et
billede en eksotisk proces. Det blev som regel taget af en professionel
og via offsetmagi overført til de glittede sider. Med dagens
digitalkameraer, billedbehandlingsprogram og webpubliceringssystemer
kan enhver kontortrænet medborger få et rimeligt resultat.
For folkene med pengene er et rimeligt resultat til 500 kroner tit at
foretrække fremfor et rigtig godt resultat til 5.000 kroner.
Især hvis man skal gøre det 12 gange om året.
Forsigtig konklusion: indholdsleverandører bør evt.
supplere deres new media (efter)uddannelse med et hyrevognskørekort.
Multimediale
muligheder
De ny multimediejournalister fik ikke så meget at lave mellem
1993 og 2003. Det er, fordi det tager en hulens tid at producere
multimedie (og det gider ingen betale for) og en hulens tid at
konsumere multimedie (og det har folk ikke tid til, de vil hellere
skimme).
En forklaring er også, at 75% af
brugerne har en skodforbindelse, men det er nu det mindste.
Kontorstolen og musen bringer et voldsomt had til ikke-skimbare
historier med sig.
Af multimediale succeshistorier de sidste 10 år finder vi
især internet-radio
(det samme som gammeldags radio, bare mere af det) og fildeling (det samme
som gammeldags radio, tv, videoudlejing -- bare hurtigere, billigere og
lettere).
Om 10 år kan alle internet-brugere æde så meget
multimedie, de gider. Der er mindst 10 Mbit til husstanden. Bare fra
1993 til 2003 er min husstand gået fra 9.600 bps til 1.024.000
bps. Men mit gæt er, at folk selv i år 2013 vil
foretrække informationstunge, journalistiske produkter som let
skimbar tekst, mens folk stadig vil sky store klumper med lyd og billede.
Interaktive
muligheder
Jeg vil skimme. Jeg gider ikke gøre hver anden artikel til en
quiz eller til øvelse i omgang med interaktiv nyhedsgrafik.
Jo
mere man kræver af læserne, jo færre får man.
Interaktive muligheder er også dyre at udvikle på et pr.
tema/artikel-niveau. Så i år 2013 betyder interaktivitet
sandsynligvis stadigvæk: klask noget debat og chat på, og
lade de små passe sig selv, så vidt det er muligt.
Betaling
Mikrobetalingssystemerne var færdigudviklede i 1996. Få
gider bruge dem. PayPal-tiggeri er for tiden det mest udbredte.
Jeg ser
en beskeden mulighed for, at man kan tjene penge på
nyhedsbrevs-abonnementer.
Men ideen om, at folk skal surfe rundt efter
noget og efter den store smerte med at finde det også betale for
det, er en skidt idé.
Hos den blå avis ved de
mikrobetalende, at de 2-3 kroner giver et telefonnummer, der bringer
dem
i nærheden af det eftertragtede kukkeur. Niels Kropotkins analyse
af gud-ved-hvad til 100 kroner eller bare 5 eller 1 krone er det meget
sværere at købe.
"Klassisk"
mikrobetaling kommer til at fejre 10 års jubilæum som
upopulær.
Tekstparadigme
Skulle du have fået det fulde udbytte af denne artikel, skulle du
læse den på en enorm skærm, og alle artiklerne bag de
mange links skulle være forkortede, udklappelige faktabokse til
denne hovedartikel. Som det er nu, har du sandsynligvis ikke engang
gidet åbne et eneste af de ellers fortrinlige links i et nyt
vindue.
I 1995 kunne jeg ikke forstå, at de fleste nøjedes
med at åbne ét browservindue og derfra tilgik al
information sekventielt. I 2003 aner jeg en lille bedring: flere er
begyndt i det mindste at åbne flere parallelle vinduer fra
søgemaskinernes resultatlister.
Vi er dog stadig et godt stykke fra, at det er normalt at
læse/skimme artikler/historier i flere vinduer ad gangen. Men det
skal nok komme.
Hvad jeg derimod tvivler på kommer, er den
hypergennemarbejdede artikel, der kan splittes ud på flere sider,
få afsnittene sorteret efter dato og/eller spændingsgrad,
foldes ind og ud og meget mere. Det ny
tekstparadigme taler om den slags artikler. Men ingen har rigtig
gidet gøre noget ved det i 18 måneder, der er gået,
siden artiklen blev skrevet. Det er lettere og sjovere at skrive
gammeldags lige-ud-ad-landevejen-historier og så lade
læseren om at skimme.
Udgivelsesfrekvens
Annoncesælgere, annoncekøbere, redaktører,
korrekturlæsere, lay-outere, trykkerier og distributører
elsker faste udgivelsesfrekvenser. Især trykkerier og
distributører elsker faste udgivelsesfrekvenser, de skal nemlig
tumle med flere ton papir.
Hvad så når man udgiver på nettet? Så kan man
da
vente med at udgive, til der er noget at skrive om? Næh.
Annoncesælgere, annoncekøbere, redaktører og
korrekturlæsere vil stadig helst have faste udgivelsesfrekvenser.
De hader stress.
Ny teknologi og ny skrive/læsesituationer betyder altså
ikke nødvendigvis særlig meget anderledes
udgivelsesfrekvens.
Ligeledes er det for de fleste journalister også ret ligegyldigt,
om så alle danmarks læsere blev udstyret med et elektronisk
og trådløst internet-forbunden fladskærmsavis.
Om de
læser ens udgydelser klokken 6, 12, 18 eller 23 er som regel
fløjtende ligegyldigt for begge parter.
Syndikering
At blive syndikeret er drømmen for journalister. Flere
læser deres værker, og de får mange flere penge for
at
lave præcis den samme mængde arbejde. Det er også
medieejerens drøm. Mediet mister lidt særpræg, men
sparer penge.
Samfundsøkonomisk set er det måske heller
ikke så galt. Samfundet slipper for noget dobbeltarbejde. Det er
lige ved, at det er i alles interesse, at gamle medier beder deres
faste
skribenter undlade at skrive en forglemmelig og forudsigeligt referende
anmeldelse af Martin Bashirs Michael Jackson-program og så alle
viderebringer den gode, morsomme, ekspertviden-gennemtrængte og
velillustrerede version fra Nightcharm.
Teknikken
gør det hver dag lettere at syndikere. Men links vedbliver med
at være gratis, og ofte er en ekspert-introduktion og et godt
link bedre for læseren end en hel syndikeret artikel.
Så
ser jeg fra 2003 til 2013, tror jeg til at begynde med mest på
nyhedsbreve med én personlig stemme.
Truslen
fra maskinerne
Maskinerne æder de lette jobs. Googles vanlige websøgning tager de
fleste webrepræsenterede mediers sider, river dem ud og sorterer
og sammensætter dem efter bedste evne, sådan som brugeren
ønsker det. Googles nyhedssøgning
koncentrerer sig om nyhedsmedier og lader maskinerne om at resumere.
Samme tjeneste udsender også nyhedsbreve
om nyt, når brugeren ønsker det.
Maskinerne vil selvfølgelig i perioden 2003 til 2013
fortsætte med at æde sig ind på de
rutineprægede journalistjobs. Har man ikke noget specialviden
eller personlighed, er det på høje tid at begynde at
udvikle det.
Bemærk:
Vi prøver at linke
præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at
brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er
blevet flyttet til
en ny plads på netstedet. Så må I prøve at
lede lidt på stedet.
|
|
|
|
|
|