 |
|
 |
|
Nyhedsbreve som RSS frem for emails?
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Vi vil de kommende år uden tvivl blive præsenteret for ny
publiceringssystemer, der kommer til at omdefinere selve
netmedie-begrebet. Flere testes for tiden i tech-samfundene bl.a. i
mylderet af blogs/weblogs, hvor amatører og professionelle
kommunikerer i alle kvaliteter.
Kommer til
os
Det nok mest spændende værktøj er de såkaldte
RSS-feeds, som mange kommercielle nyhedsmedier internationalt begynder
at rette deres opmærksomhed mod, efter at de har været
afprøvet i 'undergrunden' flere år.
Med RSS-feeds kan medier syndikere deres nyheder til det enkelte medies
brugere i en automatiseret distribution. Og vi vil velsagtens snart se
medierne bruge deres fantasi til forsøg med
indtjeningsmuligheder.
Men mere interessant for den almindelige bruger så kan RSS-feeds
blive til stor hjælp for alle os, der er ved at drukne i
informationer og derfor vil skræddersy vores eget ny medie for at
få nyheder løbende uden at røre en finger.
Med feed'en og en newsreader modtager man automatisk nyhederne i form
af overskrift og resume plus et link til hele historien.
Nyhederne kommer til os i stedet for, at vi skal opsøge dem
på nettet.
RSS-feeds er omgærdet med stor nysgerrighed og interersse; det
var eJour nr 24 i maj 2003 et klart eksempel på. Her
demonstrerede vi i artiklen "Lav dit eget
medie", at netbrugere kan have nytte af RSS-feeds og fortalte,
hvordan man rent praktisk griber sagen an. Redaktionen fik et hav af
kommentarer (tak for dem!), og artiklen er blevet læst som ingen
anden artikel siden første eJour-nr februar 2001.
Forskellige
modeller
Endnu aftegner der sig ikke hos hverken danske eller udenlandske medier
en klar, entydig linje for, hvordan brugen af RSS-feeds skal tackles.
I Danmark har vi både eksempler på medier, der laver
RSS-feeds af deres nyheder og tillader andres gratis brug af dem (fx
Børsen), og medier, der ikke accepterer og derfor blokerer
brugen af dem (fx Politiken).
Og så er der medier som Danmarks Radio, hvor man overvejer (men
ikke har endeligt besluttet sig) at lægge feeds med resumeer ud
til gratis brug på nettet. DR har dog i dag et lille tilbud med
de seneste fire nyheder i en box
(JavaScript), som alle kan anvende fx på sit eget netsted eller
på et intranet. Via en uautoriseret omvej kan man i dag dog godt
hente DR Nyheder Online som nyhedsfeed.
Se den anvendt i eJour-eksemplet
i maj.
Siden maj-artiklens liste over medier med RSS-feeds er også et
nyhedssted som Yahoo News kommet med, og her må alle og enhver
bruge tjenesten ikke-kommercielt, hvis man krediterer Yahoo News.
Yahoo News tilbyder feeds inden for en lang række kategorier, fx
Se hele listen her.
NB Hvis der er interesse for
det, vil eJour i øvrigt gerne lave og vedligeholde en oversigt
over nyhedsmediers RSS-feeds. I må meget gerne sende en mail (hnk@djh.dk med "eJour RSS" i emnefeltet)
med tips.
Erstatter
email-nyhedsbreve
En af de store amerikanske email-publicister, humoristen Randy
Cassingham (This is True), som eJour indgående
præsenterede i "Opskrift
på succes: Ugeblad som mail", eJour nr 17 sept 02, er netop
startet med at tilbyde en RSS-feed som valgfrit alternativ til sit
nyhedsbrev, der har 118.000 abonnenter.
Men der er dem, der ikke blot ser RSS som en ekstra valgmulighed, men
ligefrem ser feed-systemet overtage email-nyhedsbrevets rolle.
Det perspektiv beskæftiger Dan Gillmor, journalist på San
Jose Mercury News og respekteret blogger, sig med i sin blog (der
også findes som rss-feed) 17. august "RSS
Hitting Critical Mass". Her citeres Chris Pirillo (der grundlagde
en virksomhed på emails og står bag en af de største
tjenester Lockergnome) for:
"It's only a matter of time before e-mail newsletters go the way of the
dinosaur."
Pirillo opfordrer udgivere af email-nyhedsbreve til at lægge
indholdet i RSS-feeds i stedet.
Poynter-redaktøren Steve Outing tager emnet op i sin
klumme 27. august i tidsskriftet Editor & Publisher og tror
også, at email-nyhedsbrevene er på vej mod graven --
slået ihjel af virus og spam.
Bemærk:
Vi prøver at linke
præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at
brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er
blevet flyttet til
en ny plads på netstedet. Så må I prøve at
lede lidt på stedet.
|
 |
|
|
|
 |