e J o u r
FORSIDE
KONTAKT OS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Kort Nyt

I Kort Nyt samler vi op på nyhederne siden sidste nummer og præsenterer dem i ultrakort form med præcise links (når det er muligt), hvor man kan få flere informationer.

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe



International blog-konkurrence
Deutsche Welles netsted inviterer i disse uger bloggere til at deltage i en international konkurrence BOB (Best of Blogs), som vil uddele 22 priser i 11 kategorier med mulighed for præsentation i syv sprog (ikke dansk). Hovedformålet er at udpege blogs, der repræsenterer kvalitets journalistik. Fristen for tilmelding udløber 17. oktober. Flere informationer her.

JPs Master
Jyllands-Posten har 29. september lanceret sin Master model, der repræsenterer endnu et digitalt skridt for den klassiske morgenavis's tranformation til en moderne nyheds- og informationscentral. Især er der med mappen 'Journalen' udsigt til grundig og højtkvalificeret journalistik. Modsat genkendes gammeldags papir-tænkning, når det stolt fremhæves, at man kan læse erhvervsnyheder "allerede kl 22.30 aftenen før udgivelsen". Nyheder burde naturligvis kunne læses, så snart sidste punktum er sat, dvs løbende hen over dagen. Prisen for Master er en halvtredser lagt til det almindelige månedsabonnement. Mere her.

Miljø i Altinget

Netstedet Altinget udvider 4. oktober sine stofområder med nichen Miljøtinget, hvor professionelt miljøinteresserede tilbydes daglige nyheder. Det fortæller en pressemeddelelse 29. september. Altinget (der vandt eJour prisen 2004) har i forvejen nicherne FødevareTinget, SundhedsTinget og den alment politiske Altinget. Det er et betalingssted.

1 mio med bredbånd
I oktober rulles bredbåndsforbindelse nr 1 million ud i Danmark. Det bebuder It- og Telestyrelsen 28. september, da den fremlægger statistikken for første halvår 2004. Danmark er i Europa på førstepladsen og globalt på en tredjeplads.

Blogs kontra massemedier
Målt med mediekritiske øjne er blogs/weblogs samlet set vist hverken værre eller bedre end de traditionelle medier. Men de er fri for 'traditionalisternes' arrogance og tro på egen fuldkommenhed, og summen af blogs beskriver et emne mere nuanceret, de er hurtigere og linker mere til ekstra information. Det mener professor, dr. jur. Jesper Lau Hansen, Københavns Universitet, i sin Berlingske-kronik 25. september om Blogs og kritisk journalistik.
 
JP må ikke kalde TDC 'hæler'
Jyllands-Posten måtte ikke kalde TDC en 'hælercentral'. Det har både byretten og nu landsretten fastslået. Krænkelsen efter straffelovens paragraf 267 skete på bladets fornemste plads af bladets øverste topchef, i lederartiklen af daværende ansvarhavende chefredaktør Jørgen Ejbøl. I efteråret 2002 havde lederen brugt udtrykket, fordi TDC gav plads til nyhedsgrupper, hvor folk ulovligt kunne downloade piratkopieret materiale. Ejbøl skal betale sagens omkostninger til TDC på 15.000 kr, og avisen skal bringe en rettelse af de ubeføjede sætninger. Det skrev Ritzau/JP 23. september. TDC har siden lukket stribevis af nyhedsgrupper.

Ekstra Bladet med RSS-feed
Knapt havde redaktøren af Ekstra Bladets netavis Søren Svendsen bebudet RSS-feeds "i løbet af efteråret" i sidste eJours artikel om det særlige publiceringsværktøj, før det første feed er dukket op på skærmen. Som det første store dagblad herhjemme tilbyder Ekstra Bladet et feed, og det består af netavisens seneste 10 nyheder. Mon ikke avisen snart også tilbyder en vifte af emneopdelte feeds? Avisen reklamerer ikke med servicen. Men du finder feed-adressen i eJours faste RSS-liste.

Unge vælger nettet til nyheder
En ny undersøgelse (pdf) fra Online Publishers Association viser, at Online news rates well, som CyberJournalist 23. september udtrykker det. 83 pct af de udspurgte amerikanere mener, at det er lige så godt eller bedre at læse en nyhed på nettet som i en papiravis. Blandt unge er nettet klart den foretrukne nyhedskilde.

Århusiansk storytelling
Med en dejligt afslappet, ublasert holdning tager journalisterne i det århusianske firma MedieTeam sig af begrebet Corporate Storytelling i et tema 22. september på firmaets netsted. Her er en stribe begribelige, enkle råd og også en snak med Søren R. Nymark, som ikke alene er afdelingsdirektør i Danske Bank, men også har skrevet en ph.d. om corporate storytelling.

Trafikrekord på nettet
Uge 38 slog alle trafikrekorder på nettet. Især nyheden om den royale skilsmisse sendte folk ud til de store nyhedssteder på nettet. Det fortæller Foreningen af Danske Internet Medier (FDIM) i en pressemeddelelse 21. september. Statistikken er udviklet af Gallup og FDIM i fællesskab og blev startet uge 13 i 2001. 

Google censurerer i Kina
Google censurerer søgeresultaterne i sin ny søgemaskine i Kina. Firmaet bekræfter det selv, men begrunder det med, at man af hensyn til brugervenligheden fjerner de søgeresultater, som alligevel ikke er tilgængelige. De utilgængelige resultater er blokeret af kinesiske myndigheder. Det kan brugerne bare ikke se, fordi Google ikke viser links til dem i søgeresultater. Det oplyser New Scientist 21. september.

Svenskere køber norsk net-tv
Norske TV 2 Interaktiv har solgt et egenudviklet produktionssystem for net-tv til svenske TV4. Der er valgt en decentral løsning med hovedsædet i Stockholm og driften i Bergen, mens videofilerne ligger på servere rundt om i Sverige. Mange ISP'ere (udbydere) er med i aftalen for at forebygge trafikpropper på serverne, når der sendes meget populære programmer. Det oplyser Propaganda 20. september.

Nordisk nyhedsagent
I Norge konkurrerer firmaer om den bedst mulige nyhedsovervågning. Nu kan man også få en enkel model gratis. Modsat Danmark hvor medlemmerne af Danske Fagblades Forening har opbygget barrikader og har brugt retssystemet til at få den slags tjenester lukket ned. Den norske model tilbydes af firmaet InfoStill, som også varsler et dansk og et britisk tilbud i nær fremtid. Infostill-agenten henter nyt fra 400 netaviser, nyhedstjenester og magasiner -- pt med hovedvægt på Norge. Man kan få nettet overvåget med fem ord eller ordkombinationer og derefter få besked en gang dagligt eller hver gang, der er nyt. digi.no 17. september har omtalt tilbuddet, og efterhånden som diskussionen om lovligheden er accelleret -- se Propaganda 23. september -- er også den danske Newsbooster-retssag bragt op. Så mon ikke Infostill kan forberede sig på snart at få en hilsen fra DDF?

Pris til Hundeparken
Ikke blot har DR (for tredje gang) vundet den fornemme Prix Italia for en tv-dokumentar. Mere usædvanligt har DR også vundet en Prix Italia i kategorien digital kommunikation for Hundeparken, et visuelt community for unge i DRs ungdomsunivers Skum på dr.dk. DR fortæller mere om hæderen i en pressemeddelelse 18. september. Se også eJours artikel om Skum december 2003.

Læser-bidrag i Netzeitung
Læserne af den tyske Netzeitung skal inddrages mere aktivt i avisens samlede nyhedsformidling. De har midt i september fået en kraftig opfordring af chefredaktør Michael Maier til at bidrage til en ny 'søgemaskine baseret på journalistisk kvalitet'. I forlængelse af netavisens artikler skal føjes links til uddybende artikler fra andre medier, og det er denne liste, som læserne opfordres til at give tips til. Redaktionen har allerede fået adgang til 200 mainstream-kilder, og læserne opfordres derfor til at indsende links til mere nicheprægede, mindre kendte kilder inden for videnskab, teknologi mv. Jo mere specielle, jo bedre, forsikrer redaktøren.

Papiravis taber til sin netavis
Den britiske tabloid-avis The Sun har besluttet at indskrænke indholdet på netavisen. Det sker i håb om at bremse avisens faldende oplag. En undersøgelse har ifølge konsulentfirmaet e-consultancy 16. september afsløret, at avisen mister omkring 90.000 læsere dagligt til dens netsted, der gratis har tilbudt samme indhold som papiravisen. Det konstateres også, at avisen er en af de få, hvor online-livet ikke har haft positiv effekt på papiravisens oplag.

Mail-storm efter satire
En efterhånden typisk online-reaktion har ramt Dagens Nyheters læser-ombudsmand Lilian Ôhrström. Hun blev mail-bombet efter en satire-tegning, der kommenterede den israelske mur på Vestbredden. "Jag tycker inte man ska bygga murar mellan människor," sagde en mand på tegningen og fik reaktionen "Jävla antisemiti" af en anden mand af jødisk udseende. Netstedet Honest Reporting, der overvåger medier globalt for at fremme en fair mediedækning for Israel, gengav tegningen og blæste stormen i gang, så avisen blev overvældet af mails med ordlyd som "Sverige burde skamme sig." Det skriver svenske Journalisten 16. september.

Startsiden udvider
Norges fjerdestørste netsted Startsiden er velkendt som vejviser for netsurfere, men opprioriterer nu det redaktionelle indhold og har med det formål anset en af Norges mest erfarne netjournalister, Pal Leveraas, hvis CV fortæller om en fortid som ansvarhavende redaktør af både norske Computerworld og digi.no. Siden nytår er Startsidens medarbejderstab udvidet fra 10 til 18. Stedet er ejet af Telenor og Schibsted og kan brillere med sorte regnskabstal (et resultat i fjor på 7,3 mio kr). Det skriver Propaganda 13. september.

Løsnet greb om fodboldnyt
Højesteret har 10. september fastslået, at netmedier og andre private virksomheder frit kan videreformidle oplysninger fra fodboldkampe via bl.a. mobiltjenester. DBUs rettigheder til kampene vejede ikke så tungt i retten som hensynet til en fri nyhedsformidling. Der er dog grænser for friheden, for netmediet må ikke være først med resultaterne, men må kun videreformidle allerede offentliggjorte resultater. Mere i DBUs pressemeddelelse 10. og hos ComOn 13. september.

DRs historie
Det begyndte med tre timers radio om dagen i 1925, og allerede året efter bredte nyhederne sig i æteren via Pressens Radioavis. Siden er der jo sket et og andet, som DR 10. september har inviteret til nærmere at studere på det ny, velspækkede netsted DR gennem tiderne.

Politiken får stave-tumperne
Det er ulovligt at udnytte folks stavefejl. Det har Klagenævnet for Domænenavne afgjort endnu en gang, da et bookmaker-firma Eurodns (hvem kan osse stave til det?) havde registreret poltiken.dk og politken.dk. Skrev stave-tumper de adresser og regnede med at lande hos dagbladet Politiken, kom de i stedet til bookmakeren. Men Politiken har forlængst sikret sig trafikken fra politikken.dk. ComOn 8. september skriver om afgørelsen i nævnet.

Dansk ejer af norske netmedier
Den danske Aller-koncern har via Norsk Aller købt norske Katalysator Media (med netaviserne Digi og Propaganda, forbruger-netstedet DinSide og finans-netstedet iMarkedet) og omdøbt gruppen til Aller Internett Media. Dermed markerer Aller-familien en ny interesse for netmedier. Købet har været forberedt hen over sommeren og blev præsenteret som en kendsgerning i gruppens medier, bl.a. Digi, 8. september.

EU-dialog med borgerne
Dialog med borgerne hedder en ny indgang, EU-kommissionen har lavet på nettet for folk, der researcher på EU-lovgivningen inden for 10 hovedområder, fx det sociale område, beskæftigelsen, beskatning og forbrugerbeskyttelse. Endda på 20 sprog.

Live net-tv fra Folketinget
Første behandling af finanslovsforslaget 7. september blev brugt af TV 2 til at lancere sit ny net-tv. Fra folketingsårets start 5. oktober vil TV 2 transmittere alle debatter i salen som streaming video.

Sidste chance for Netdoktor
Sundhedsportalen Netdoktor får et år mere at leve i. Bedres økonomien ikke, er det slut. Det siger selskabets bestyrelsesformand Lars Thuesen til Berlingske 7. september efter endnu et negativt regnskab. Han risikerer selv at tabe over fire mio. kr.
 
Mobil-interview
Multimedie-journalisten har fået en teknisk håndsrækning fra teleselskabet CBB Mobil. Med en ny mobiltelefon kan selskabets 200.000 kunder optage deres telefonsamtaler, hvis de forinden har ringet til selskabets telefonsvarer og trykket tasten 8. Så bliver samtalen båndet og sendt som en lydfil i en email. Kilde ComOn 6. september.

Hvordan man ser forskel
I en vejledning om, hvordan man kan skelne mellem et godt og et dårligt netsted, peger Gerry McGovern i sit nyhedsbrev New Thinking 6. september på, at alt for mange netsteder tydeligvis bruges til opbevaring af 'print content' og derfor ikke er skræddersyet til netbrugeres behov. Gode netsteder er fx velforsynede med links, der hjælper en bruger til hurtigt at finde den ønskede information og handle på det ny videngrundlag.

Betaling for BBC?
Muligvis skal vi ikke-briter (der jo ikke betaler licens) til at betale for at få adgang til stoffet på BBCs netsted. Ophavsmanden til den ide er ifølge DotJournalism 2. september Ashley Highfield, BBCs direktør for ny medier og teknologi. Ideen er født i kølvandet af forberedelserne til åbningen af BBCs kæmpestore arkiv for offentligheden her i efteråret.

Glemt oplevelserne?
Har vi haft så travlt med at gøre netsteder brugervenlige, at vi helt har glemt brugeres behov for oplevelser på nettet? Det mener den erfarne norske netudvikler Nina Furu, og hun folder synspunktet ud i digi.no 1. september.


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr 38 oktober 2004
Kontakt eJour, hnk@djh.dk