e J o u r
FORSIDE
KONTAKT OS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

I favnen af Tvind

Masser af Tvindalert'er, men kun ét ægte netsted - Gæt hvem der står bag resten!

Af Helle Nissen Kruuse, medlem af eJours redaktionsgruppe


En af Tvind-koncernens magtfulde pengemænd drejede halsen om på Tvind Alert, det Tvind-kritiske netsted (www.tvindalert.org.uk/) i England, for et lille halvt års tid siden. Det blev gjort via pres på den britiske udbyder, som skræmt slukkede for strømmen. Men nu er Tvind Alert i sving igen, fordi det har fået husly hos et dansk domæne.

I de mellemliggende måneder er der sket besynderlige ting derude på nettet.

Truede udbyderen

Det hele startede i april og er beskrevet af Tvind Alerts stifter, den britiske journalist Michael Durham i en pressemeddelelse 20. april:

"Tvind Alert, the investigative web site, has been forced off the Internet by a legal threat against its Internet hosting company. The as yet unspecified threat claiming defamation was made by Simon Lichtenberg on behalf of Trayton Holdings.
The internet service provider Donhost Ltd and hosting company 4dmedia (both of Britain) immediately decided to remove the site, which was taken off-air within 24 hours. It is not the companies’ policy to defend legal actions on behalf of web sites whatever the circumstances."

Tvinds kronprins

Hvis danskere nikker genkendende til navnet Simon Lichtenberg, kan det skyldes, at han ofte er udråbt til 'kronprins' i Tvind-imperiet.

Den indflydelse er senest underbygget i et venligt interview 29. august i Jyllands-Posten, som havde sendt en medarbejder til Shanghai. Her ejer Lichtenberg ifølge avisen "en møbelkoncern, Trayton Group, med 1.500 ansatte og en omsætning, som for længst har rundet en halv milliard kroner". Interviewet bredte sig over hele tre papirsider.

Apropos journalistens 'venlighed' kan den sikkert forklares med, at Lichtenberg havde krævet at se interviewet inden offentliggørelsen (det er nævnt i artiklen).

Tvindalert-mylder

Pressemeddelelsen fra Tvind Alert blev udsendt den 20. april klokken 11:58.

Og så begyndte der for alvor at blive aktiviteter på nettet.
Hvad skyldtes dog den voldsomme trafiik? Var det Michael Durhams Tvind Alert, der så hurtigt havde fundet nyt husly?

Nej.

Besøger man de enkelte steder, bliver man hurtigt omdirigeret til Humana People to People.

Går man i gang med at studere nærmere, hvem der har registreret de ny tvindalert-steder, viser det sig også, at det ikke er Tvind Alert, der står bag. Det gør:
  • Stichting Humana
    Schoudermantel 15
    Bunnik, NL
Der er altså tale om en hollandsk stiftelse inden for Tvind-koncernen.

Den stiftelse står ikke bag det danske tvindalert.dk. Det gør
Men kigger man nærmere på email-adressen e-advice, viser den sig at tilhøre Fonden e-advice, der har adresse i både Juelsminde, Grindsted og Ulfborg; i Ulfborg på Skorkærvej 8, dvs samme adresse som talrige skoleaktiviteter i Tvind-koncernen (bl.a. den internationale efterskole og det nødvendige seminarium).

Endelig kan tilføjes, at alle disse netsteder har samme IP-nummer (217.157.45.170), og at nummerets hjemsted i alle registreringer angives at være 'dk Denmark'.

Tvind-imperiet har med andre ord ikke blot sørget for at lukke det 'ægte' Tvind Alert ned. Men har lynhurtigt derefter oprettet ny steder med Tvind Alerts navn, så netbrugere, der tror at besøge et tvind-kritisk sted, bliver sendt lige i favnen af Tvind.

Det ægte netsted

Men som jeg skrev i indledningen, HAR Tvind Alert fået nyt hjemsted i september. Det ny, ægte Tvind Alert ligger på tvindalert.com, og det er registreret af:
  • Kulturhistorisk Arkiv
    Vestervænget 36
    Auning
Og dén adresse er jo næsten lige så kendt som Tvinds Skorkærvej -- omend for noget helt andet, for det er jo terrier'en Frede Farmands adresse. Det er ham, der har inviteret Tvindalert indenfor.

Så nu er Tvind Alert tilbage i cyberspace. En af nyhederne i september har i øvrigt været et 'Spotlight on Trayton'.


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr 38 oktober 2004
Kontakt eJour, hnk@djh.dk