 |
|
|
|
Politikerne vil have os overvåget, når vi mailer og surfer
- eller er det egentlig det, de vil?
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Hvem vil ikke gerne gribe ind over for terror og om muligt bremse
terrorens galninge? Politikere står forrest i rækken, og
efter bomberne i London i sommer og tilsvarende efter terroren i USA
11. september 2001 har overalt lydt politiske røster for mere
lovgivning. Herhjemme er energien dog mest brugt til slag i
cyber-luften.
Politikernes
gode viljer
De gode viljer blev efter 11. september demonstreret i en
'antiterrorpakke' vedtaget i Folketinget maj 2002.
Pakken giver hjemmel til en voldsomt forstærket
overvågning af vores trafik på nettet, ja nærmest en
totalovervågning af hver enkelt danskers aktivitet med både
telefon og computer i et tidsrum på ét år tilbage.
Politikerne vedtog nemlig, at vi skulle overvåges
- når vi taler i telefon og sender sms'er
- når vi emailer
- når vi chatter og surfer på nettet
Og der skal ske registrering af
- hvem vi taler med i telefonen
- hvem vi sender mails til
- hvilke netsider og eventuelle chatrooms vi besøger
- og hvornår al den trafik foregår
Alle de trafikdata (ikke deres indhold) skal logges, så de ligger
parate, hvis politiets efterforskere med en dommerkendelse vil
studere dem nøjere.
Den overvågning i cyberspace svarer i den 'almindelige' verden
til, at politikerne forsyner hver eneste røde postkasse med et
videokamera, der fotograferer og identificerer os, når vi stikker
et brev i postkassen, registrerer hvem brevet er til, og noterer
hvornår vi sender det.
Jo, politikerne mente det alvorligt den sommer i 2002.
Der var bred tilslutning til lovforslaget om logningspligten, da
Folketingets retsudvalg afgav betænkning
21. maj 2002. Politikerne fandt, at det "sikrer en rimelig balance
mellem på den ene side hensynet til politiets
efterforskningsmuligheder i sager om alvorlig kriminalitet og på
den anden side hensynet til privatlivets fred".
Udfordrer
kildebeskyttelsen
For os journalister kan sagen blive så meget mere alvorlig, fordi
vi som led i vores arbejde skal have kontakt med alle slags mennesker
og herunder også muligt blakkede eksistenser.
Vi skal også besøge kontroversielle netsider i
arbejdstiden. Forleden klikkede jeg fx ind på et netsted med
åbenbart ulovligt indhold, som
politiet har fået lukket via byretten (der altså endnu ikke
havde
haft held med helt at slette det...); det besøg har
måske allerede sat et flueben ved min mistænkelige
IP-adresse?
Og hvad med de jævnlige mails jeg får fra en
højtråbende islamisk gruppe, der uden mit vidende har sat
mig på dens mailliste; den er i øvrigt sat op så
klodset, at jeg kan se adresserne på alle listens øvrige
modtagere. Vi begynder nok snart at få mail-forsinkelser og
høre underlige lyde i telefonen.
Journalister har takket være Den danske Retsplejelovs
paragraf 172 ret til at beskytte vores kilder mod myndigheders
snagen. Det er kun i tilfælde af de
alvorligste forbrydelser, at vi kan blive pålagt at
røbe en kildes identitet.
Men i takt med udbredelse af den digitale kommunikation risikerer den
beskyttelse at blive illusorisk, hvis vores digitale trafik skal logges.
Kostbart slag i
luften
Nu går der erfaringsmæssigt ofte en rum tid fra
politikernes manifeste gode vilje til dens udmøntning i praksis.
Og lovpakken imod terror havde da også den bremse, at
overvågningen først bliver først ud i livet,
når Justitsministeriet har udstukket de mere detaljerede
retningslinjer i en bekendtgøårelse.
Det blev der så arbejdet et par år med.
24. marts 2004 sendte justitsminister Lene Espersen endelig et
udkast
til bekendtgørelse (pdf) ud til en stribe organisationer og
fagfolk, der skulle ytre sig i en høringsfase.
Så bryder helvedet løs.
Det er anført af selveste Henning Dyremose, TDC, der
kalder bekendtgørelsen "livsfarlig" på grund af
undtagelserne.
Dansk IT betegner den som
"et slag i luften til mange
millioner kroner".
ITEK/Dansk
Industri kalder bekendtgørelsen "nytteløs" til
terrorbekæmpelse og peger på, at nettets mange muligheder
for anonymisering gør "den omfattende
registreringspligt, som foreslås pålagt bestemte udbydere,
reelt absurd".
Advokatrådet
hæfter sig ved dens undtagelser, der skaber "så store
huller
i registrerings- og opbevaringspligten, at der kan stilles
spørgsmålstegn ved, om bekendtgørelsen reelt er
egnet til at nå sit formål på en betryggende
måde." Rådet undlader heller ikke en spids formodning om,
at "de, som måtte ønske at unddrage sig logning, har
kendskab til undtagelserne".
Bekendtgørelsen forlanger, at tele- og netselskaberne skal gemme
de ovenfor nævnte data om kundernes trafik i ét år;
desuden skal udbyderne afsætte mandskab til
et 'døgnbetjent kontaktpunkt for politiet'.
Teksten undtager mange fra logningskravet -- bl.a. mindre bolig- og
antenneforeninger og 'offentlige myndigheder eller institutioner, med
mindre udbuddet sker på kommercielt grundlag".
Så
terroristen kan bare smutte på biblioteket og sende sine
mails.
Og hvis han mailer via Hotmail eller vælger at telefonere gratis
på nettet, skulle han være helt sikret, for både
Microsofts Hotmail og Skype-nettelefonen er
undtaget.
Efter planen skulle bekendtgørelsen være trådt i
kraft i sommer. Det skete ikke.
Nu, nu...
Efter bomberne i juli i London lyder koret igen:
mere
lovgivning.
Og nu genlyder ordene i hele EU, hvis justitsministre på et
hastemøde i Bruxelles har besluttet at satse
på en fælleseuropæisk overvågnings-politik.
Målet er at få et EU-direktiv vedtaget allerede til oktober.
Forlydender peger i retning af en skrabet Netto-model, hvor tele- og
netselskaber kan
'nøjes' med at logge trafikken i ni måneder mod 12 i den
oprindelige danske antiterrorpakke.
Privatliv og
paragraffer
Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention (1950), artikel 8:
Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv,
sit hjem og sin korrespondance.
Stk. 2. Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i
udøvelsen af denne ret, undtagen forsåvidt det sker i
overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk
samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed
eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro
eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden
eller for at beskytte andres ret og frihed.
FNs
Verdenserklæring om Menneskerettighederne (1948), artikel 12:
Ingen må være genstand for vilkårlig indblanding i
private forhold, familie, hjem eller korrespondance, ej heller for
angreb på ære og omdømme. Enhver har ret til lovens
beskyttelse mod sådan indblanding eller angreb.
Straffelovens
kap 27 om Freds- og ærekrænkelser, paragraf 263:
Stk. 1. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder
straffes den, som uberettiget
- bryder eller unddrager nogen et brev, telegram eller anden lukket
meddelelse eller optegnelse eller gør sig bekendt med indholdet,
- skaffer sig adgang til andres gemmer,
- ved hjælp af et apparat hemmeligt aflytter eller optager
udtalelser fremsat i enrum, telefonsamtaler eller anden samtale mellem
andre eller forhandlinger i lukket møde, som han ikke selv
deltager i, eller hvortil han uberettiget har skaffet sig adgang.
Stk. 2. Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6
måneder straffes den, der uberettiget skaffer sig adgang til en
andens oplysninger eller programmer, der er bestemt til at bruges i et
informationssystem.
Stk. 3. Begås de i stk. 1 eller 2 nævnte forhold med
forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med
oplysninger om en virksomheds erhvervshemmeligheder eller under andre
særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige
til fængsel indtil 6 år. På samme måde straffes
de i stk. 2 nævnte forhold, når der er tale om
overtrædelser af mere systematisk eller organiseret karakter.
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
|
|
|
|
|