|
|
Valg-rundtur til lokalpressen
|
Hvad gør en eks-jyde, når han vil se, hvordan
det politiske landskab er i hjemkommunen op til kommunalvalget?
Han går på internettet og finder de lokale mediers
netsteder. Eller gør han?
Af Mikkel Stjernberg, mikkel@stjernberg.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
De ser ud til at have forberedt det helt store, men her tre
uger før kommunalvalget er der kun et link. Det fører
til det mikrosite, som avisen har forberedt til intensiv dækning
af valgkampen. Desværre er siden på den anden side
af linket tom. Ikke engang det interaktive pop-op kort over kommunerne
i Århus Amt kan jeg få til at virke.
Jeg havde ellers regnet med, at Århus
Stiftstidendes netavis havde en form for optakt til kommunalvalget.
Med baggrundsstof, interviews, statistikker og interaktive afstemninger.
Det er jo svært at følge med i, hvad der foregår
i hjemstavnskommunen, efter vi er flyttet til København.
Hvem ved, om nogle af de gamle klassekammerater stiller op?
Slukøret klikker jeg over på de almindelige lokalsider.
Heller ikke noget om kommunalvalget der. De gemmer tilsyneladende
guldet lidt endnu. Forbereder en større offensiv. Jeg beslutter
at vende tilbage om en uges tid. I mellemtiden kan jeg kigge lidt
på konkurrentens netavis.
JP Århus
Det århusianske tillæg til Morgenavisen Jyllands-Posten
har en bærende artikel, der handler om kommunalvalget på
forsiden. En Sonar-måling viser, at vælgerne i Århus
Kommune har større tillid til Venstres Louise Gade som
borgmesterkandidat end til den nuværende, Flemming Knudsen
(S).
Det er da til at tage og føle på, men det bliver
mere eller mindre ved det. JP Århus har efter alt at dømme
valgt at dække kommunalvalget som en del af den daglige
produktion og ikke produceret særligt materiale til en eks-jyde
som mig. Slet ikke fra Rosenholm Kommune midt på Djursland.
Fair nok, tænker jeg. Deres målgruppe er en anden.
Situationen er i øvrigt den samme for JP Københavns
vedkommende. Gode artikler om situationen omkring kommunalvalget,
men lavet som en del af den daglige produktion. Her er ingen ekstrabehandling
af læserne.
Et princip der skal vise sig som et gennemgående træk
på regionalavisernes netudgaver.
Nordjysk afgift
Jeg er blevet nysgerrig, og med blod på tanden cruiser
jeg videre nordpå til Nordjyske
Stiftstidendes netavis. Den kræver abonnementsnummer
for at læse den, så jeg må en tur på Det
Kongelige Bibliotek. Besværligt for mig. Godt for avisen.
Det er rart at se, medierne indfører krav om betaling.
Hvis bare alle ville gøre det, så vi kunne få
nogle bæredygtige medier op at stå igen.
Nordjyske Stiftstidende har allieret sig med portalen ByNet.dk,
der har lavet en særlig mikroportal
for kommunalvalget.
Et oversigtskort giver mig mulighed for at klikke på
hver enkelt kommune i amtet. Samtidig får jeg en kortere
tekst i bunden af siden, der giver mig indblik i den overordnede
situation i amtet på den politiske front.
I venstre spalte er der en liste over partierne til amtsrådsvalget,
og når jeg klikker på en af kommunerne, kommer en
tilsvarende liste frem for den pågældende kommune.
Under den finder jeg en overordnet statistik på indbyggertal,
skatteprocent og så videre.
Jeg får også en liste over kandidater. Nogle af
dem har valgt at indtaste deres personlige og politiske profil,
og der er henvisninger til deres eventuelle hjemmesider og e-mail-adresser.
Utroligt nok har de færreste valgt at have en profil
på nettet. Her har politikerne endelig muligheden for målrettet
interaktion med borgerne, og så udnytter de den ikke!
Desværre falder Nordjyske Stiftstidendes site i manglen
på stof, der kunne give mig et overblik over de politiske
tilstande ude i kommunerne. Det kunne de godt have produceret
uden at spendere for mange ressourcer på det.
Fyens Stiftstidende
Jeg leger, at jeg synger på mine danske sætninger
og smutter en tur forbi Fyens Stiftstidende.
Jeg bliver mødt af et link til den landsdækkende
portal Kommunalvalg.tv.
Linket fører videre til den fynske del af portalen og giver
mig mulighed for at vælge kommune og herefter få en
liste over kandidaterne.
Hvis kandidaterne har lavet en profil af sig selv, kan jeg
se den, og hvis de har en hjemmeside og e-mail-adresse, kan jeg
hoppe videre til dem. Desværre er situationen som i Nordjylland.
Kandidaterne har ikke lagt deres profiler på nettet.
Den fynske valgportal har dog en interessant feature, og det
er et player-modul, hvor der er lagt an til tv-indslag for ISDN-brugere
og opefter. Der findes endnu ingen indslag at klikke frem, men
det er absolut noget, jeg må have et kig på senere.
Et skridt i den rigtige retning.
Jeg klikker tilbage på Fyens Stiftstidendes forside for
at finde et tema om kommunalvalget, men der er ikke noget. Også
her indgår dækningen som en del af den daglige produktion.
Jeg bevæger mig vestpå for søge lykken.
JydskeVestkysten
Faktisk ville jeg ønske, jeg kom fra Sønderjylland
eller Vestjylland. I så fald ville JydskeVestkystens
netavis danne ramme om min jagt, og det ville jeg få
meget ud af.
Princippet er det samme som på Nordjyske Stiftstidende.
En alliance med ByNet.dk og
deres valgportal. Men JydskeVestkysten har valgt at producere
adskillige optaktsartikler for hver kommune.
Jeg får mulighed for at vælge dem, når jeg
klikker mig ind på de enkelte kommuner. De kommer til syne
i højre side af skærmen uden for den frame, hvor
ByNet.dk's kommunale statistikker og kandidatlister befinder sig.
Hertil kommer en liste over perspektiverende artikler for hele
JydskeVestkystens område, når jeg har valgt en af
de lokale artikler.
Det er fremragende netjournalistik! Avisen har ganske enkelt
vist vejen frem uden at bruge alt for meget krudt på det
og samtidig givet mig lyst til at sætte mig ind i de politiske
og økonomiske forhold i den sydvestlige del af kongeriget.
Multimedie-journalistik
Selvfølgelig kunne det gøres lidt mere lækkert.
Artiklerne er traditionelt skrevne og egner sig som sådan
ikke til nettet. Men de er der og hellere det end angsten for
ikke at gøre det godt nok eller bruge for mange af avisens
ressourcer på noget til nettet.
Lidt fuldfed multimedie-journalistik ville dog ikke skade.
Et mikrosite med et historisk tilbageblik i den sønderjyske
og vestjyske kommunalpolitik? En historisk case der sætter
kød, blod og følelser på? Eventuelt lavet
i flash så vi kunne få lidt atmosfære?
I det hele taget burde lokalmedierne strikke deres mediestrategi
sammen efter devisen om, at vi oplever på nettet og fordyber
os i avisen.
Jeg vil vædde en kasse lokale pilsnere på, at det
på sigt ville skabe flere abonnenter blandt de yngre generationer
af medieforbrugere. Simpelthen fordi vi gerne vil engagere os
i det, der vælger at engagere sig i os. Og oplevelser er
vejen til vores opmærksomhed.
Exit polls
Jeg er på vej væk fra skærmen, men føler
mig uretfærdig. Hvad med alle de andre lokalmedier. Skal
de ikke have en chance for et nysgerrigt øje? Det bliver
en hurtig tur.
Hverken Fyns Amts Avis, Midtjyllands Avis, Sjællandske
Dagblade, Helsingør Dagblad, Frederiksborg Amts Avis eller
Bornholms Tidende er værd at nævne. Ingen af dem har
en netavis af betydning, og ingen af dem bringer noget om kommunalvalget,
medmindre det indgår i det dagligt producerede stof.
Lolland-Falsters Folketidende, der i øvrigt producerer
en glimrende netavis,
har valgt heller ikke at bringe særligt stof om kommunalvalget.
Det kan jo være, det kommer.
I forbifarten noterer jeg mig, at Netavisen Folketidende har
valgt at indføre betaling fra 1. november. Bravo Folketidende.
Mere af den slags.
Jeg drøner hurtigt forbi et par af de regionale tv-stationer.
TV2Østjylland
har valgt at arrangere fysiske vælgermøder en gang
om ugen de sidste tre uger inden valget. Hvert møde har
et tema, og det vil naturligvis blive dækket af stationen.
Et godt eksempel på public journalism. Desværre uden
uddybende materiale på deres website.
TV2Lorry har lavet et
fint lille temasite, hvor jeg kan se alle deres indslag op til
valget. Men også her leder jeg forgæves efter uddybende
stof lavet specielt til mikrositet. Jeg må nøjes
med meningsmålinger og muligheden for at komme med et debatindlæg.
Rigtig retning
Jeg fjerner mig fra skærmen, ryster det virtuelle af
mig og bevæger mig ud i hovedstadens virkelighed. Fik jeg
det, jeg kom efter?
Nej, egentlig ikke. Der bliver stadig gjort for lidt rundt
omkring for at engagere borgerne i de regionale medier gennem
oplevelsesrig journalistik på nettet.
Men det til trods begynder bevidstheden omkring nettets tilstedeværelse
og potentiale at indfinde sig rundt omkring på redaktionerne.
En meget positiv udvikling der udstikker den rigtige retning for
fremtidens regionale mediehuse. Koncepterne skal nu blot raffineres,
og jeg glæder mig til at se, hvordan det spænder af.
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan
af og til være, at brugerne møder et dødt
link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på
netstedet. Så må I prøve at lede lidt på
stedet.
|