Betaling til Altinget

Af Lars Møller Hansen, laha@mail.djh.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe

• Betalere siver ind
• Mere Rasmussen & Rasmussen
• Samarbejde med partierne
• Interaktivitet og multimedia
• Råd fra Jakob Nielsen
• Tæt på kollaps
• Fremtiden

Samtidig med Folketingets åbning 1. oktober lanceres et nyt Altinget med en mere fokuseret målgruppe, et revideret design og med et 'tokammersystem' i form af betalings-rum for medlemmerne udover den gratis overflade.

Den politiske online-avis, der også har hjemme på Borgen, har siden starten i april 2000 kun alt for godt kendt til økonomiske problemer, men de er i sommer vendt til sorte tal på bundlinjen. Og nu tør Rasmus Nielsen gå ud og forlange penge hos brugerne for sit produkt.

»Betaling fra abonnenterne er en forudsætning for, at vi kan levere et uvildigt og uafhængigt redaktionelt indhold. Vi har vurderet, at nu var vi så stærke, at der ville være en is, vi kunne gå på,« fortæller politisk redaktør og manden bag Altinget, Rasmus Nielsen, om det nye tiltag. Han er 41 år og har siden sin uddannelse som journalist i 1983 arbejdet for blandt andre DR og TV2/Lorry.

Rasmus Nielsen uddyber det valg, Altinget har stået overfor i forbindelse med lanceringen af abonnementsordningen:

»Vi kunne enten gå i en retning, hvor vi samlede stof fra partierne, virksomheder og ministerier og vedblev med at være en gratis portal; så ville vi også være meget tandløse. Og måske netop allermest på det politiske område er der brug for hæderlighed og redaktionel frihed. Derfor har vi valgt at indføre betaling for at styrke mediet.«

Netstedet bliver inddelt i

• et gratis område med summarisk dækning af dansk politik og
• et medlemsområde med Altingets egen produktion, der kræver abonnement
• Fødevaretinget, der er et abonnements-ugemagasin for fødevaresektoren

Betalere siver ind

Altinget har lavet en undersøgelse blandt sine brugere, der viser, at op mod en tredjedel vil være indstillet på at betale for stedets indhold, og Rasmus Nielsen er også godt klar over, at betalende brugere ikke kommer over night.

»Ring til mig efter valget om tre år, så kan jeg fortælle, om vi har nået et tilfredsstillende antal brugere. Man er nødt til at tænke langsigtet. Det er urealistisk at tro, at man bygger en forretning op med, at man fra dag ét får en masse kunder.«

Hans bud er, at Altinget om tre år vil have 3-5.000 individuelle og kollektive betalende kunder, og »det vil være fint«, som han udtrykker det.

Et individuelt abonnement er for enkelte personer, og det koster 996 kroner om året plus moms. Et kollektivt abonnement er for partier, ministerier, institutioner, organisationer, skoler og universiteter og koster fra 7.550 til 51.800 kroner om året.

I dag har Altinget gennemsnitligt 1.500-2.500 unikke brugere om dagen, mens omkring 4.000 modtager det daglige nyhedsbrev, som gratisterne også går glip af fra 1. oktober.

Mere Rasmussen & Rasmussen

Samtidig med at Altinget indfører betaling, er netstedet dels blevet redesignet, så det fremstår lysere og mere overskueligt, dels er målgruppedefinitionen blevet strammet op.

»Den oprindelige målgruppe var offentligheden -- dvs alle. Nu sigter vi mere mod de professionelt interesserede,« siger Rasmus Nielsen og peger på politikere, embedsmænd i ministerier, amter og kommuner, politiske og økonomiske journalister, public affairs-ansvarlige i organisationer og virksomheder, studerende på fx statskundskab, jura og økonomi og den lille gruppe af særligt politisk interesserede.

»Vi vil nok fjerne os lidt fra fru Jensen og hr. Olsen og være lidt mere Rasmussen & Rasmussen (Fogh og Nyrup, red.).«

Men han er alligevel overbevist om, at det vil styrke Altinget, at brugerne nu skal betale for indholdet:

»Jeg tror inderst inde, at vi vil aftvinge noget mere respekt. Det, at man får noget, som man betaler for, er altså en god ting. Vi vil også styrke os redaktionelt ved, at vi rent faktisk får flere resurser til at lave uvildigt indhold, og det er den vare, vores brugere vil have.«

Samarbejde med partierne

Abonnementsordningen har imidlertid også fået Rasmus Nielsen til at stille sig selv spørgsmålet, om Altinget kommer for tæt på de politiske partier.

For ud over eget stof og stof fra dagbladene publicerer Altinget pressestof fra partier, ministerier, ungdomsorganisationer, amter, kommuner og EU, fordi de ting har en værdi for stedets brugere.

»Man ser ofte, at ting, som partierne har publiceret, kommer på Ritzau en time senere, men vi har altså haft det fra starten og i den fulde version, som har værdi for vores læsere. Det vil de hellere have end en bearbejdet version. De vil have den primære kilde. Samtidig kan pressestoffet give os et større flow af nyheder og mere indhold.«

»Men vi er meget bevidste om, at vi er et uafhængigt og frit medium, så selvom vi nu bejler til de otte partier om at blive abonnenter hos os, vil vi stadig forbeholde os ret til at være farlige og kritisere dem.«

Men Rasmus Nielsen understreger, at det bringer Altinget i en konflikt:

»På den ene side skal vi have troværdighed over for brugerne ved at vise, at vi er uvildige. På den anden side skal vi også have deres tillid, men hvis vi bliver ufarlige, gider de heller ikke bruge os. Så der er flere modsatrettede hensyn, som i hvert fald gør det udfordrende,« siger Rasmus Nielsen, der på spørgsmålet, om Altinget kommer for tæt på de politiske partier, svarer:

»Som et lille medium kommer man tættere på sine abonnenter, og der bliver måske en vis symbiose.«

Interaktivitet og multimedia

Altinget er ikke præget af de store interaktive muligheder og multimedia-oplevelser, og det har en meget naturlig forklaring:

»Multimediadelen og interaktiviteten er jo det, der koster penge. Det koster både penge at udvikle og at vedligeholde det programmerings- og indholdsmæssigt.«

Netstedet har den interaktivitet, at brugerne kan kommentere alle artikler, når de logger sig på, og der kommer indlæg hver dag, fortæller Rasmus Nielsen.

Oprindeligt var Altinget meget tænkt som en tv/internet-portal, fordi Rasmus Nielsen har lavet meget tv og har sit eget produktionsselskab, RNTV. Men den idé er simpelthen ikke realistisk:

»Vi kunne godt streame vores ting selv, og det burde vi måske også gøre, men det er altså mere fristende lige at skrive historien i ord og tage et fast billede og så lægge det ud. Jeg er heller ikke sikker på, at nettet bliver så fantastisk multimedialt, som man har talt om.

Men hvis det går rigtig godt med vores abonnementsside, skal vi måske nok overveje at dække de vigtigste ting i levende billeder på nettet.«

Råd fra Jakob Nielsen

Rasmus Nielsens bror er datalog og it-guru Jakob Nielsen, og han har da også givet et par råd og idéer undervejs i udviklingen af Altinget.

»Min bror gav mig det råd, at jeg skulle lave en nicheportal og ikke en bred portal.«

Rasmus Nielsen havde i januar 2000 fået idéen og lysten til at lave noget journalistisk på nettet. Grunden til, at nicheområdet blev dansk politik og Danmark i EU, var Rasmus Nielsens mangeårige erfaring som politisk journalist. Og at der er et stort flow af politiske nyheder. Der er rigeligt med stof -- hele tiden.

Jakob Nielsen har også været inde over Altingets søgemaskine, der er indekseret efter kilder:

»Så kan brugerne se, hvad der er Altingets uvildige stof, hvad andre medier har skrevet, og hvad partierne har skrevet. Vi gør det også med vores artikler. Ved et givent emne linker vi til, hvad vi selv har skrevet, og hvad partierne har skrevet. Vi laver nogle små arbejdsmapper for vores brugere, så de kan få hele pakken og ikke skal bruge tid på at lede efter relateret stof.«

Senest har Jakob Nielsen stået bag den idé, at Altinget værdisætter sine historier. Alle historier får således point fra 1 til 5, efter hvor vigtigt de redaktionelt vurderes, og så kan brugerne søge efter relevans.

Tæt på kollaps

Siden starten den 28. april 2000 har Altinget et par gange været tæt på økonomisk kollaps.

I efteråret og vinteren 2000-2001 skød Teknologisk Innovation, et udviklingsmiljø under Erhvervsfremmestyrelsen, 300.000 kroner ind i projektet.

»Det hjalp os igennem en meget sårbar tid, og vi forlængede sådan set vores liv i 3-5 måneder på grund af de penge. Og det er altså ret lang tid for en nystartet virksomhed at køre videre.«

I sensommeren 2001 var pengekassen igen tom, og denne gang ville Teknologisk Innovation ikke spytte flere penge i kassen.

»Så købte jeg simpelthen selskabet. Det er klart, at det var hårdt, for man skal virkelig være stærk i troen, hvis man skal fortsætte i den situation.«

Altinget har haft underskud i størrelsesordenen en halv til en hel million kroner om året, men i august i år vendte bøtten, og for første gang er der nu sorte tal på bundlinjen.

De økonomiske problemer har også haft indflydelse på, at Altinget indfører betaling:

»Nu retter vi os meget mod det professionelle, politiske miljø for at skabe en basis for at overleve som virksomhed. Vi vil gerne være en privat virksomhed, der tjener vores egne penge.«

Fremtiden

Derfor er en af Rasmus Nielsens visioner også at kunne drive en arbejdsplads og en virksomhed -- at få det til at løbe rundt. Men han gør sig også nogle tanker om fremtiden for Altinget:

»Den store vision kunne være at levere stof til andre medier. Man kunne tænke sig, at Altinget blev en del af en større medievirksomhed på et tidspunkt, selvom jeg godt kan lide små enheder og monopolbrud. I princippet kunne vi jo være dr.dk/politik i stedet for, at DR Nyheder Online har sin egen politikside. Det er ikke fordi, jeg sidder og flirter med nogen, men det er jo teoretiske muligheder,« siger Rasmus Nielsen og fastslår:

»Men vi vil beholde nichevirksomheden politik, fordi jeg tror på det koncept.«