e J o u r
FORSIDE
KONTAKT OS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Den planlagte journalistik

Online-medier et år efter 11. september fjernede de grusomste billeder

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk


11. september vil i mange år stå som datoen for, hvordan medier satte en ny målestok på nettet for håndtering af den pludselige, altomvæltende katastrofe. Men efter i år eksemplificerer datoen også, hvordan den på forhånd kendte begivenhed -- årsdagen -- kan markeres med gennemplanlagt journalistik. Amerikanske medier har i september præsenteret netbrugere for en vifte af ny former for 'storytelling'. Men også med eksempler på en bortcensurering af de stærkeste billeder.

Et år tidligere var afgørende kriterier i journalistikken hastigheden og evnen til at formidle den uventede begivenhed. eJour nr 8 okt 2001 (»Terroren, medierne og nettet«) bragte en række nuancerede artikler om, hvordan medierne besvarede katastrofens udfordring. Det blev gjort både ansvarligt, begavet, nyskabende, men også uovervejet, taktløst, usandfærdigt.

I år har de amerikanske medier taget mod en anderledes udfordring. Med datoen fastlagt i kalenderen kunne medierne på forhånd planlægge og realisere markeringen af årsdagen.

Markeringen har ikke som i 2001 katastrofens her-og nu løsninger. I stedet har vi i september 2002 kunnet se omhyggeligt planlagte netsteder, der inspirererende illustrerer nettets mange måder at fortælle på.

Det er gjort uhyre professionelt, og med en teknisk dygtighed, der bryder ny jord for journalistikken på nettet og udvider definitionen på netformidling. Stribevis af eksempler viser ny måder at fortælle på i online-journalistikken.

Mange teknikker til journalistisk formidling er taget i brug. Mange journalistiske metoder. Mange former for brug af billeder, lyd, video, interaktivitet, kronologier etc. Journalistikken har udvidet sine rammer på nettet. Ikke mindst interessant er dens ny tilbud om brugerkontakt.

Eksempel-samlinger

På flere netsteder ligger store eksempel-samlinger af journalistik til markering af årsdagen.

Især vil jeg anbefale Cyberjournalist's samling, der hensigtsmæssigt er opdelt i

  • Audio/Video
  • Reader Reactions/Feedback
  • Timelines
  • Photo essays and interactive features
  • Victim Databases/Memorials
  • Weblogs
  • Other online stories/packages

Desuden finder man interessante eksempler hos American Press Institute. Fra et andet udsigtspunkt er Poynter's weblog et besøg værd med sine righoldige -- og rodede -- henvisninger til mange givende netsteder. I boksen på netstedet er der henvisning til en række andre Poynter-materialer om årsdagens markering i online-medierne.

Den værste gru fjernet

En mislyd i koret er anslået i Online Journalism Review af lektor Stephen D. O'Leary, der i en artikel 19. september (»Sanitizing the News«) giver en række eksempler på, hvordan medierne -- også på nettet -- har renset netstederne for de mest gruopvækkende reportager og billeder fra 9. september 2001. Han konstaterer mismodigt, at »we are not being allowed to decide for ourselves on the significance of these images,« og tilføjer:

»As journalists around the world discover every day, we have ample reason to fear the intentions of those who would control the images we are allowed to see. Those who sanitized 9/11 footage in last week's commemorations will be the same people censoring our images of the impending Iraqi war -- and they will have the same arguments about taste, reverence for the dead, and our need to know.

I remain convinced that online journalism -- by amateurs as well as professionals -- can have a significant role to play in spreading information and, yes, images, that discomfort established interests. But judging from the saccharine tone that prevails on most media networks and Web sites to date, we have a long way to go before this potential is realized.«

Kritisk dansk sted

En dansk side fik amerikanerne til tasterne, da den som en af de få lagde en kritisk vinkel på præsident Bush op til etårs dagen.

Efter at grafikredaktør Gert Nielsen havde lavet en grafik til Ekstra Bladet om Bush's omdiskuterede færden 11. september i fjor, oversatte han siden til engelsk (»Is Bush A Liar?«) og lagde den på sit eget netsted. Her fortæller han også om, hvordan han lavede siden.

Derpå gik netstedets logfil amok. Mens en god dag giver netstedet en logfil på under 500 kB med 3-400 user-sessions, kom logfilen 11. september i år op på 14.000 kB med 31.000 user-sessions.

Gert Nielsen kalder selv siden en infocomic -- en blanding af en fortællende tegneserie og informationsgrafik.

Nr. 18 oktober 2002
Kontakt eJour, hnk@djh.dk