e J o u r
FORSIDE
KONTAKT OS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

En fornuftig forretning

Dk-nyt fejrer 1 års fødselsdag med både stigende abonnementstal og annoncemængde

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk


2. oktober skal Lars Greir og Claus G. Theilgaard have lagkage. De kan plante ét lys i den, et solidt et.

Da fejrer de to journalister den første fødselsdag for deres originale niche-medie dk-nyt, som siden har givet dem smør på brødet i en grad, så de i dag tør kalde dk-nyt en rigtig succeshistorie.

Dk-nyt, af ophavsmændene kaldet »Kommunernes Nyhedsbureau«, er skåret til efter et præcist forretningskoncept, der indtil i fjor var uprøvet herhjemme. Den snævre målgruppe er kommunale politikere, ledere og medarbejdere, indholdet er en hurtig nyhedsformidling på nettet til dén målgruppe, og indtægtssiden består primært af abonnementer og sekundært af annoncer. Altsammen bundet sammen i netstedets enkle, uprententiøse design.

22.000 betalere

»Dk-nyt er blevet en fornuftig forretning,« konstaterer Lars Greir i en samtale med eJour op til fødselsdagen.

Uden voldsom markedsføring er 22.000 mennesker i den kommunale verden omfattet af et betalings-abonnement i dag; enten individuelt eller kollektivt. Desuden modtager 5.000 læsere i næsten alle danske kommuner det gratis nyhedsbrev, der kommer to gange om dagen. Netstedet har godt 40.000 daglige sidevisninger og 1.500 unikke besøg om dagen.

De 22.000 betalere er spredt på 30 kommuner, der har tegnet flerbruger-abonnement. Desuden er nogle medier og organisationer flerbruger-abonnenter.

»Vi er tilfredse med, at vi som et nyt betalingsprodukt på nettet har over 10 procent af kommunerne som flerbruger-abonnenter ét år efter start,« siger Lars Greir. »Det går roligt fremad med et støt stigende oplag. Dk-nyt er i dag mere en sund købmandsbutik end et it-eventyr med risiko for en grum slutning.«

Man kan læse dk-nyt for 12 kr om dagen, 100 kr om måneden eller 950 kr om året for et personligt abonnement. Men flere og flere kommuner vælger et kollektivt abonnement, som kan gøre dk-nyt til en integreret del af kommunens intranet. Prisen for et abonnement med fx 100 brugere er 8.600 kr om året. Alle priser plus moms.

»Kommunerne kan se, at de får noget for pengene. Vi leverer unikt indhold og er ikke blot en nyhedsrobot. Målgruppen regner med, at vi har forstand på deres verden. Derfor er der også ekstra interesse for vores interviews og reportager, udover nyhedsformidlingen. Og vi forsøger at komme meget ud i landet,« pågeger Greir, der som sin kollega har mange års erfaring med kommunaljournalistik.

'Gratis' jobannoncer

Dk-nyt indeholder også debatindlæg, navnestof, pressemeddelelser, begivenheder og ledige stillinger. Alle disse tjenester kan benyttes frit af abonnenterne. Dk-nyt har konstant cirka 30 stillingsopslag.

eJour har hørt om småsurhed hos dk-nyts konkurrenter over, at bureauet har jobannoncer, som abonnenterne ikke skal betale særskilt for. Men dk-nyts princip er som i et vandland: Man betaler ved indgangen og kan så prøve alle fornøjelserne uden at skulle have pungen op hver gang.

»Formen er begrundet i vores syn på netbrugere som grupper af mennesker, der mere og mere definerer sig selv som medlemmer af bestemte 'interesse-stammer'. På dk-nyt kan 'kommune-stammen' mødes og udveksle nyt -- herunder også ledige stillinger.«

Flere annoncer

De to journalister havde oprindelig bygget deres ide på en indtægtskilde alene bestående af abonnementer og løssalg men uden annoncer. Det er anderledes i dag.

»Lidt uventet er annoncerne begyndt at løbe ind i en pæn strøm. I dag tror vi mere på annonceindtægter, end vi gjorde for et år siden.

Det viser sig, at beslutningstagere rent faktisk læser annoncer på nettet, og da vi har mange beslutningstagere, er annoncering også relevant på dk-nyt. Men vi sparer på antallet og sælger ikke os selv billigt med urealistisk lave klikpriser. Mange netbureauer har kannibaliseret markedet og spist netstederne af med usle beløb. Vi har valgt faste annoncepriser og gerne direkte kontakt til mulige annoncører.«

Foretrækker girokort

Over 90 procent foretrækker den gammelkendte betalingsform med girokort, selv om dk-nyt også tilbyder onlinebetaling.

»Mikrobetaling er et interessant, men ikke afgørende spørgsmål for dk-nyt. Mange ideer på internettet bliver tynget til jorden af tekniske løsninger, som ideelt set skal gøre det muligt for bagmændene at stå på ski, mens de tjener penge. Det holder bare aldrig i virkeligheden.

Vi sender med glæde girokort ud til kunderne, hvis det er det, de vil have. På samme måde er det ikke på nettet, men i telefonen og i virkeligheden, at dk-nyt møder og skaffer sine kunder.«

Dagblads-henvendelse om links

Som et betalings-nyhedssted har dk-nyt også været i søgelyset hos Danske Dagblades Forening. Det fik i august en henvendelse fra foreningens konsulent Holger Rosendal, som bad dk-nyt standse sin praksis med at lave dybe links til dagbladsartikler i bureauets Presseresumé.

»Så nu er vi holdt op med via et dybt link at henvise direkte til en dansk dagbladsartikel og er i Presseresumé vendt tilbage til den gammeldags facon med at citere. Vi laver korte citathistorier i de tilfælde, hvor vi ikke må kopiere overskrifter og linke.

Dagbladene får dermed mindre reklame og trafik, for den ny praksis kan resultere i, at en dagblads-artikel omtalt hos fx DR Online bliver krediteret DR Online i presseresuméet og ikke dagbladet. Men det er altså dagbladenes eget valg.«

  • eJour har hentet et tilfældigt eksempel: dk-nyt citerer TV2 for, at »Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet vil nu presse regeringen til at lade medicinske og psykiatriske patienter få gavn af de penge, der skulle nedbringe ventelisterne på operationer.« Det er en Berlingske-artikel, som TV2 citerer, og dk-nyt dyblinker til TV2, der får reklamen og trafikken.

Venter med udlandet

I fjor luftede journalisterne en vision om ekspansion til andre lande, fx til Sverige. Den vision er stadig et godt stykke ude i fremtiden.

»Vi er afhængig af at finde de rigtige hoveder, for vi kan ikke selv lave kommunalstof fra andre lande. Velegnede hoveder kombineret med et nu afprøvet, fungerende koncept kunne være vejen at gå.

Men vi tager et skridt ad gangen og har rigeligt op at gøre i øjeblikket.«

Råd til ny journalister

De to journalister, der driver bureauet alene med hjælp fra freelancere, er, som de selv siger, både gladere og klogere i dag.

De har også et budskab til ny journalister:

»Hvis du er nyuddannet, så lad være med at vente på et job. Begynd i stedet at skrive til din egen målgruppe. Hver dag, på nettet. Det er billigt at komme i gang. Og hvis du er seriøs, vil dine læsere selvfølgelig også betale dig for det. For nyheder og andet indhold på nettet bliver en stor branche.

Så til jer, der har lysten og idéerne: Dk-nyt vil gerne sætte sine kritiske øjne på ny koncepter for netjournalistik til en veldefineret målgruppe. Vi kan måske hjælpe den rigtige idé i gang -- hurtigt.«

Nr. 18 oktober 2002
Kontakt eJour, hnk@djh.dk