|
|
Nyhedstjenester over grænsen
|
Dybe links i trekanten Danmark/Schweiz/Singapore
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk
En uges tid før Københavns fogedret 5. juli afsagde
et midlertidigt fogedforbud på begæring af Danske
Dagblades Forening, der ville have Newsbooster
til at ophøre med dybe links til dagbladsartikler, bragte
eJour nr 16 artiklen »www.Newsbooster.nl?«
I dag kan vi slette spørgsmålstegnet.
Ikke fordi Newsbooster selv er flyttet uden for den danske
lovgivnings rækkevidde -- selv om firmaet har indregistreret
et britisk selskab.
Men især fordi flere søgetjenester med dyblinking
til danske dagblade allerede har besvaret fogedforbuddet ved at
begynde at operere uden for landets grænser -- ét
klik borte fra danske brugere. Og med ét til fælles:
der tegner sig en interessant trekant Danmark/Schweiz/Singapore.
Hermed eksemplificeres eJour-artiklens spådom om, hvordan
det grænseoverskridende internet forsvarer sig selv og sin
nærmest naturskabte linking over for nationale, net-fjendtlige
indgreb. Det var forudseligt efter den fogedkendelse.
1. Danmark - Schweiz - Singapore
Lige uden for EU's grænser finder vi nyhedstjenesten
WiseEye.com. Bagmanden er
danskeren Tom Wesley Pedersen, der har boet i Zug i Schweiz i
fem år, og han driver tjenesten i partnerskab med firmaet
Cards4Asia Pte.Ltd i
Singapore.
WiseEye linker dybt til både danske dagblades artikler
og til nyhedsmedier i en håndfuld andre lande; i alt over
150 medier. Tjenesten er også på vej med en daglig
email-tjeneste.
På netstedet udtrykker Tom Wesley sin opfattelse af,
at det er fuldstændig legalt at linke til offentligt tilgængeligt
indhold på nettet -- »this is what the internet is
all about.«
Jeg har mail-snakket med Tom Wesley, som nok befinder sig i
opstartsfasen, men ikke desto mindre opererer ud fra en mere langsigtet
strategi:
»Jeg mener, at det er svært at få folk på
nettet til at betale for en service som WiseEye i dag. Så
direkte indtægter er der ingen af på WiseEye. Alt
er gratis, og der er ingen reklamer -- jeg er selv træt
af online reklamer. Siden bliver 100 procent drevet af private
midler og for tiden på et non-profit grundlag.
Derimod har jeg en tro på, at med tiden vil firmaer og
organisationer få øjnene op for denne niche-teknologi
(specialicerede målrettede søgninger på internettet)
og være beredt til at betale for skræddersyede løsninger.
Til den tid vil WiseEye (forhåbentligt) være parat
til at tilbyde produkter og løsninger, som imødekommer
sådanne ønsker.«
DDF har travlt
Siden 5. juli har DDF haft travlt med at kontakte lignende
søgetjenester inden for Danmarks grænser og vifte
med fogedforbuddet.
Konsekvensen er, at flere, med DDF's sprogbrug, »har
rettet ind«. Det gælder bl.a. Newscaster, Newz.dk,
NewsScanner og Dk-nyt.
Men der er fortsat tjenester, der endog mod klækkelig
betaling ekspederer nyheds-lister med dybe links til dagbladsartikler
direkte ned i ens egen postkasse. Enten må de have indgået
en aftale, eller DDF holder hånden over dem af en eller
anden grund. For det tilfælde, at DDF end ikke har opdaget
dem, vil jeg ikke nævne navne her.
2. Danmark - Schweiz - Singapore
En af de tjenester, som DDF mente havde 'rettet ind', var medieovervågningsfirmaet
Visator. Som
DDFs nyhedsbrev 16. august skrev:
»Senest har medieovervågningsfirmaet Visator meddelt,
at det inden udgangen af næste uge efterkommer dagbladenes
ønske om at stoppe linkningen. Visator gør dog klart,
at indrømmelsen ikke skal tolkes som en anerkendelse af,
at firmaet har krænket dagbladenes rettigheder.«
Men man kan 'rette ind' på flere måder. 14. september
meddelte et dagblad (der ikke bryder sig om links til sine artikler),
at Visator har solgt retten til firmaets søgetjeneste og
kundedatabasen til et selskab i Singapore for et beskedent pengebeløb.
Singapore-firmaet er forresten ved at skifte navn til -- ja Visator.
Herefter er oplysningerne
på Visators netsted (klik på Kontakt) blevet opdateret
med et Visator-hovedkvarter i Singapore foruden 'local partners'
i Schweiz og Danmark.
Newsbooster: Bliv hjemme!
Imens tager Newsbooster slagsmålet på alles vegne
på hjemlig .dk-grund, mens netfolk venter på fogedforbuddets
afløsning af en endelig afgørelse i Sø-og
Handelsretten. Firmaets svarskrift
til Sø-og Handelsretten 11. september er lagt ud på
firmaets netsted -- i fin overensstemmelse med dets åbne
politik.
Her lyder det også i en pressemeddelelse
fra adm. direktør Anders Lautrup-Larsen 19. september nærmest
anråbende:
»Vi er overbevist om, at Sø- og Handelsretten
har en større forståelse for søgeteknologi
og direkte links. Vi behøver al den støtte, vi kan
få. Hvilket vi bedst opnår fra virksomheder, som er
placeret i Danmark og retter sig efter den foreløbige lovgivning.«
Newsbooster i England
Dog kan man i dag man rejse spørgsmålet, om Newsbooster
selv fuldt og helt er forblevet i Danmark.
Newsboosters hidtidige juridiske bagmand -- Newsbooster ApS
-- er ifølge ComputerWorld
30. september på vej ned ad slisken mod en tvangsopløsning
i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Årsagen er manglende indlevering
af årsregnskabet. Dermed kan mulige kontante krav i kølvandet
af retssagen startet af Danske Dagblades Forening risikere at
møde et selskab med en tom pengekasse.
Selskabets redaktør Nicolai Lassen bekræfter 30.
september over for eJour, at Newsbooster ApS risikerer at blive
tvangsopløst, fordi han har været efterladende med
at få indleveret årsregnskabet på grund af travlhed.
Men han tilføjer:
»Vi løber ikke fra nogen regning i Danmark. Vi
kan blive nødt til det. Men det er ikke intentionen. Og
vi har fornøden kapital til at føre retssagen.«
Men Newsbooster har også indregistreret tjenesten Newsbooster.com
som et selskab i England.
»Vi er flyttet til London, for dér finder vi de
investorer, der er nødvendige til Newsboosters næste
faser«, påpeger Nicolai Lassen. » I London sker
der en fantastisk teknologisk udvikling i disse år, og dér
skal vi også være.«
Imidlertid afviser Nicolai Lassen kategorisk, at flytningen
er sket for at komme uden for dansk jurisdiktion:
»Newsboosters server står i Danmark, og her bliver
den stående. Vi kunne godt snyde på vægten.
Men det gør vi ikke. Vores holdning gør ondt økonomisk.
Men jeg tror, at den betaler sig, hvis vi vil betragtes som en
seriøs tjeneste på internet.«
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan
af og til være, at brugerne møder et dødt
link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på
netstedet. Så må I prøve at lede lidt på
stedet.
|