e J o u r
FORSIDE
KONTAKT OS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Ritzau: Vi skal beskytte os mod spækhuggerne

Mr Ritzau om vilkårene for nyhedsstrømmen på nettet

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk

På nettet findes ingen Ritzau-nyheder; stof fra bureauet der er vores allesammens fødekæde til mange af døgnets nyheder.

RB-nyheder bliver nemlig ikke produceret til befolkningen, men til dagbladene, der derefter formidler dem videre i egen indpakning til deres brugere. Det er dagbladene, der ejer RB. Så dagbladene bestemmer, hvad RB må og især ikke må.

Men selvfølgelig passer det ikke, at vi aldrig møder Ritzau-nyheder på nettet. De findes masser af steder. Kig bare indenfor hos steder som SOL, Nyhedsradar, CNN.dk osv. De er nogle af de mange netsteder med RB-stof, videreformidlet på basis af regulære salgsaftaler.

Derudover bruger mange andre nyhedssteder Ritzau-stof uden Ritzau-vandmærket, fordi artiklen krediteres andre end Ritzau undervejs i nyhedsstrømmen. En nyhedsartikel kan udmærket vandre fra Ritzau til Berlingske eller DR Online og derfra til fx ComOn -- eller for den sags skyld til eJour. Og undervejs kan det fædrene ophav blive glemt.

Ja en nyhedsartikel kan også nemt smutte over landegrænsen på nettet, for i Norge tilbyder firmaet Nordiske Nyheter A/S en meget omfangsrig dækning af danske nyheder, herunder Ritzau-stof.

Den voksende net-trafik er ved at være et problem. En løsning på den groveste form for udnyttelse, hvor andre systematisk kopierer dagblades Ritzau-stof uden aftaler, forudser Ritzau i kølvandet af den nylige fogedretskendelse om dyb linking, rejst af Danske Dagblades Forening (herom i artiklen »Kampen mod stofmisbruget« i dette nr).

Men også den aftalte nyhedsdistribution volder hovedbrud. Parterne begynder at få svært ved at styre strømmen, som fik en ny sejlrute for få år siden. Da fik de store dagblade blandt Ritzaus ejere gennemtvunget en adgang til, at dagbladene -- men ikke Ritzau selv -- må videresælge Ritzau-stof.

Videresalg

Bestyrelsen enedes for tre år siden om, at dagbladene kan indgå aftaler om videresalg af Ritzaus online-tjeneste, normalt som del af en pakke, hvori dagbladets eget stof indgår. Det er en vigtig forudsætning, at en avis ikke sælger de rene RB-nyheder, men sammensætter dem med avisens eget stof til en pakkeløsning.

Online-tjenesten består af døgnets 30-35 vigtigste nyheder målrettet til ejernes netaviser. Den indgår som en del af ejernes RB-abonnementet, og der betales ikke særskilt for den. Alle videresalgsaftaler skal om ad Ritzaus direktion, der de seneste år har givet grønt lys for indgåelse af flere aftaler.

Der er altså ændret på, hvad dagbladene må bruge RB-stoffet til. Men der er ikke ændret på, hvad RB må i forhold til omverdenen.

Hvis en kunde vil købe RB-nyheder, nytter det ikke at gå til hoveddøren hos Ritzau. Så skal man om til stalddøren hos et af dagbladene.

Virksomheder interesseret i RB-stof kan med fordel shoppe rundt blandt alle aviserne for at finde den, der er mest sulten og byder lavest. Der er her set prisforskelle på adskillige hundredtusinde kroner.

Blandt de kendte aftaler er Jyllands-Postens salg til SOL, Fyens Stiftstidendes til Nyhedsradar og Informations til Infopaq.

Overvåger aftalerne

eJour har snakket med 'Mr Ritzau', chefredaktør og adm. direktør Uffe Riis Sørensen om RB-nyhedernes vilkår på nettet, og til spørgsmålet om, hvorfor interesserede ikke kan handle direkte med RB, siger han:

»Vi vil ikke lave special-produkter til ikke-ejere. RB er en helhed. Det er kun til vores ejere, vi laver special-produkter fx online-tjenesten, og den kan dagbladene så selv sælge videre sammen med eget stof, hvis de vil.«

Uffe Riis Sørensen vil kun bekræfte eksistensen af flere videresalgsaftaler, men vil ikke oplyse antallet og firmaerne.

»Videresalgsaftalerne er under konstant overvågning, og vi diskuterer for tiden, om omfanget skal justeres; eventuelt om antallet skal sættes ned, eller om vi kan formulere nogle faste kriterier for at begrænse risikoen for, at de kan være til skade for Ritzau selv.«

Omfanget af 'skader' er voksende. RB-stoffet myldrer ud gennem mere eller mindre sympatiske kanaler til nettet, set med Ritzau-øjne.

Tre adgangsveje

Uffe Riis Sørensen peger på tre adgangsveje for Ritzaus online-tjeneste på nettet:

  1. Man kan købe sig adgang til tjenesten via et dagblad -- der laver en pakke hvori RB indgår -- og bruge stoffet på sit netsteds forside
  2. Et firma kan efter at have købt sig adgang til tjenesten via et dagblad integrere online-tjenesten i egne særtjenester til udvalgte kundegrupper
  3. Eller man kan uden aftaler af nogen art lave en nyheds-henvisning på sit eget netsted og herfra lave et dybt link til nyhedens oprindelige hjemsted, typisk på et dagblad

Den første mulighed er blevet mulig af dagbladenes videresalgsaftale og er den, som fx SOL benytter efter at have indgået aftale med Jyllands-Posten om en nyhedspakke med RB-stof i.

Den tredje vej får ikke venlige ord med på vejen af Uffe Riis Sørensen. »Men den er mest et problem for dagbladene og er jo via Danske Dagblades Forening del af en juridisk proces nu«. Han ser den nylige fogedretskendelse i Århus som et velkomment varsel om, at en senere domstolsafgørelse sætter en stopper for den slags dyb linking.

Farlig udvikling

Det er utvetydigt den anden vej, der vækker Uffes Riis Sørensens største modvilje. I den model bruger firmaerne RB-stoffet som del af deres egen leverance.

»De etablerer sig som nyhedsbureauer på vores stof og begynder at konkurrere med os. Det er en farlig udvikling.

Nyhedsproduktion er en forretning, og her i huset er en stab på lige ved 100 redaktionelle medarbejde beskæftiget med at producere, redigere og prioritere nyhedsstrømmen. Det er et værdifuldt arbejde, som vi ikke vil se brugt af piraterne ude på nettet. Vi kan ikke kontrollere alt på nettet, men vi skal beskytte vores produkt mod de spækhuggere.«

Et eksempel, som han bestemt ikke bryder sig om, er dagbladet Informations salg af RB-nyheder til Infopaq.

»Vi havde indgået en kontrakt med Infopaq tidligere, da det bare var en slags udklipsbureau. Senere gik firmaet på nettet og lavede en egentlig nyhedstjeneste, og så sagde vi aftalen op. Infopaq er også speciel derved, at det ikke blot lægger RB-nyhederne på nettet, men sælger dem videre til sine kunder.

Rene citattjenester ikke farlige for os. Nyheder er jo ikke beskyttet, og selvfølgelig kan folk surfe rundt på nettet og citere hist og pist fra diverse hjemmesiders nyheder. Og selvfølgelig skal der være RB-nyheder på nettet -- i begrænset omfang. Men vores nyhedstjeneste med dens oversigt og prioritering skal beskyttes.«

»Det skal bare løbe rundt«

»Dagens 30-35 RB-nyheder er vel også en prioriteret oversigt?«

»Ja, og derfor er vi også meget opmærksomme på brugen af dem. Og det kan da blive et problem.«

»Men hvorfor er det ikke RB selv, der tjener de penge i stedet for, at dagblade tjener på at sælge RB-nyheder?«

»Fordi RB ikke er en forretning men et fælles produktionsapparat for dagbladene. Om vi eller vores ejere tjener pengene, er jo ikke væsentligt, for RB skal ikke give overskud. Det skal i princippet bare løbe rundt (hvad det gør), og gjorde det ikke det, dækkede ejerne underskuddet.«

»Bliver en ejer så ikke sur over at skulle acceptere et måske mindre godt regnskabsresultat, fordi det er fx JP og ikke fælleskassen RB, der har fået en indtægt ved salg af online-nyhederne?«

»Jeg har i hvert fald aldrig hørt kritik af den grund,« slutter Mr Ritzau. »Det er et spørgsmål ejerne imellem, og det blander vi os ikke i. Det står enhver ejer frit at sammensætte en pakke med online-nyhederne i og så hente sig en indtægt ved salg af pakken. Der er ens vilkår for alle.«

Baggrund om Ritzau

Den nyeste årsberetning på Ritzaus eget netsted er fra 1998. Her finder man denne bemærkning:

"Hjemmesiden fungerer som en service for Ritzaus abonnenter og andre interesserede. Der vil være links til de forskellige mediers hjemmesider med bl.a nyheder. Derimod vil det være særdeles småt med nyheder på den del af Ritzaus hjemmeside, som ikke kræver adgangskode. Ritzaus Bureau lever af at sælge nyheder til sine kunder, ikke af at forære stoffet væk."

Ritzaus Bureau blev oprettet 1866 og er Nordens ældste nyhedsbureau. Det er opdelt i tre selskaber:

  • Ritzaus Medieservice A/S producerer serviceinformation (listestof)
  • Ritzaus Medienet A/S står for den ektroniske distribution til medierne
  • Ritzaus Bureau (RB) I/S varetager nyhedsproduktionen i en række formater og tjenester

Ritzau har en daglig ledelse med chefredaktør, adm. direktør Uffe Riis Sørensen i spidsen. Bestyrelsen har otte medlemmer repræsenterende disse kategorier:

  • 'De tre store', de landsdækkende Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske
  • Mindre, landsdækkende aviser: Kristeligt Dagblad
  • Store regionalaviser: Fyens Stiftstidende
  • Mellemstore provinsdagblade: Dagbladet/Frederiksborg Amts Avis (formand) og Horsens Folkeblad
  • Små lokalaviser: Skive Folkeblad

RB er et interessentskab med solidarisk hæftelse, og hvert medlem har én stemme, når der er afstemninger. Man stemmer altså efter hoveder og ikke høveder, akkurat som i andelsbevægelsen og i brugsforeningen, og ikke efter kapital eller oplagstal.

Ritzaus medlemstal tæller samtlige dagblade. Da dagbladene overtog virksomheden i 1947 efter familien Ritzau, var de 77.

I dag er der 30 medlemmer tilbage.

Kannibalisme

Det svindende medlemstal og dalende oplagstal var i forgrunden, da nyhedstjenesterne i Danmark blev analyseret i 90'erne. Det skete i det medieudvalg, der blev nedsat af statsministeren, og som 1996 afleverede sin afsluttende betænkning, nr 1320, om »Medierne i demokratiet«

Medieudvalget anbefalede bl.a. til statsministeren

  • at der fortsat skal eksistere »mindst et landsdækkende nyhedsbureau« med opgaven at levere nyhedsstof til medierne selv, ejet af flere medievirksomheder og organiseret af medierne selv
  • at der også findes »en variation af udbydere af supplerende bureaustof«, så borgerne sikres valgmuligheder i det samlede informationsudbud

Selv om betænkningen er fem år gammel, havde man allerede den gang øje for den 'kannibalisme', der kan blive resultatet, hvis ikke alle ejerne respekterer, at Ritzau-stof er stilet til medierne selv og ikke til andre uden for ejerkredsen.

Det hedder nemlig på betænkningens side 416:

»Da de fleste af de medier, der f.eks. går på internettet, abonnerer på Ritzau, er det vigtigt for bureauet at fastholde princippet om, at intet medie kan benytte Ritzaus stof til andre formål end de aftalte.

Denne problemstilling diskuteres for tiden af alle de europæiske nyhedsbureauer. Der er generel enighed om, at truslen om at blive mødt med konkurrence fra sit eget stof på internettet hurtigt kan blive reel. Sker det, vil systemet hurtigt 'æde sig selv op', og den generelle nyhedsformidling bliver specialiseret og kommercialiseret af de store mediekoncerner.«

Det faretruende spørgsmål i dag er, om 'systemet er begyndt at æde sig selv op' i Danmark. Og hvem der i givet fald er i gang med et ædegilde -- 'de store mediekoncerner' eller dagbladene selv?