e J o u r
FORSIDE
KONTAKT OS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Slås igen - nu for erstatning

Bumserne slås igen - nu for erstatning

1. oktober 2002 anlagde advokater fra San Diego, Californien, på vegne af Vietnam-veteranerne Rufus Hannah og Donald Brennan sag an mod bumfights.com og fire af firmaets navngivne fotografer. De to hjemløse kræver erstatning for at være blevet udnyttet af bumfights.com's fotografer i forbindelse med videoen »Bumfights ­ a Cause for Concern, vol. 1«.

»Jeg er blevet ført bag lyset, ydmyget, manipuleret med og groft udnyttet. Jeg har psykiske problemer og et brækket ben med søm og andet i. Det er bare ikke rigtigt,« sagde Donald Brennan, da sagen blev offentliggjort i San Diego, Californien.

Selv om både Brennan og Rufus Hannah deltog frivilligt i optagelserne og har underskrevet en release-form, mener advokaten, at de har en stor chance for at vinde sagen, for de var begge så påvirket af alkohol, at de reelt ikke vidste, hvad de gjorde eller skrev under på.

Helst forlig

Den ene af stifterne af bumfights.com, Ty Beeson, siger til eJour, at han er villig til at indgå et forlig med Brennan og Hannah, der, som han siger, tidligere var deres venner.

»Nu må vi se, hvor meget det koster at få dem ud af vores liv,« siger Ty Beeson, som klart foretrækker et forlig frem for en langvarig retssag.

»Vi har ikke gjort noget galt, men en retssag kan ødelægge alt for meget for os.«

Flere sigtelser

I en anden sag mod bumfights.com har han dog ingen mulighed for at betale sig ud af en retssag:

Her blev fire af bumfights syv fotografer anholdt efter en politi-razzia og siden sigtet for at forsøge at hyre en, som skulle angribe en anden hjemløs på en særlig voldsom måde. Alle fire nægter sig skyldige og hævder, at alle involverede har skrevet under på, at de deltog frivilligt. Som betaling modtog de hjemløse lidt mad, alkohol og nogle få dollar.

Den ene af de fire fotografer, den 19-årige Ryan McPherson, er desuden sigtet for at forsøge at bestikke Rufus Hannah og Donald Brennan med 25.000 dollar til ikke at samarbejde med anklage-myndigheden.

Som et kuriosum har Rufus Hannah også anlagt en sag mod en lokal tatovør. Han tatoverede 'bumfight' på knoerne af Hannah, der angiveligt var døddrukken.

Nr. 19 november 2002
Kontakt eJour, hnk@djh.dk