Den tekstbaserede fugemasse

Af Mikkel Stjernberg, mikkel@stjernberg.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe

• Banal pointe
• Forankringen
• Identifikation
• Ren tekst
• Den indre stemme

Når jeg fortæller fremmede, at jeg lever af at skrive til internetmagasiner, netaviser og portaler, kigger de altid på mig med et medlidende blik, som ville de sige, at det var da synd, jeg ikke er god nok til at skrive for en rigtig avis.

Det har taget mig i nærheden af tre år at acceptere det blik, og en overgang fik de fremmede presset mig ud i kun at ville skrive til papirbaserede medier for at bevise over for dem, at jeg ikke er komplet idiot.

Heldigvis er jeg i dag i kosmisk balance, så jeg kan smile overbærende til svigerfamiliens fjerne slægtninge, når min kone fortæller dem, at jeg er net-skribent. Jeg har nemlig erkendt, at internettet er verdens største tekstbaserede medie, og at det bedste vi kan gøre for udviklingen er at fylde det med så mange velskrevne tekster som overhovedet muligt.

Banal pointe

Jeg har ellers været hele vejen rundt om det internet, siden jeg i midten af 90'erne oplevede min første bredbåndsopkobling, der virkede. Tv, radio, animationer, foto, Flash, Director, html, javascript, actionscript, Lingo, asp, Cold Fusion, databasestyring, sammensmeltning af medierne og så videre derudad. Hvis det findes på nettet i journalistisk sammenhæng, har jeg på et eller andet tidspunkt haft et par eksperimenterende fingre i det.

Det har hverken gjort mig til en god programmør eller designer. Til gengæld har det lært mig, hvad det springende punkt altid er, når vi formidler noget på nettet: den gode tekst.

Det lyder næsten forkert, når man siger det, for det kan da ikke passe, at en ellers forkromet multimedie-produktion, hvor alt andet går op i en højere enhed, kan falde til jorden på en dårlig formuleret manchet i introduktionen. Men ikke desto mindre er det sandt. Hvis teksten er klodset, ryger resten med et brag og når aldrig det publikum, produktionen var tiltænkt.

Vi ser det som regel være mest udtalt i webbureauets præsentation af sig selv via et eller andet snedigt placeret ikon i starten eller slutningen af produktionen. Eller, hvis det er et website, på selve forsiden af det. Klikker man på ikonet, får man en tekst frem på skærmen, der er så tyk af markedsførings-klichéer, at man får lyst til at brække sig på åben gade fra tredje sals højde.

Sådan en oplevelse kan virkelig ødelægge min dag. Jeg kan ikke lade være med spekulere over, om webbureauet selv har lavet produktionen, eller om der lurer en underleverandør bag fakturaen. For ville det stærke webbureau virkelig præsentere sig selv så anonymt og overfladisk, når det har styrken til at lave ellers fantastiske multimedie-produktioner?

Desværre ja. Den gode tekst er internettets mest oversete pointe. Det er altid her, de kreative går på kompromis. I bedste fald gør de den til en neutral størrelse, som måske er velskrevet, men som ingen gider læse.

I disse tider med begreberne storytelling og visuel identitet som kommunikations-branchens mantraer nummer et og to var det måske bedre, hvis der blev skelet til, hvad skribenterne har kunnet i århundreder. Man kunne godt forestille sig, at åndelig identitet var en mere interessant størrelse at arbejde med, og hvor er det nu lige, vi plejer at hente den?

Forankringen

Tekst er og bliver menneskets bindemiddel nummer to kun overgået af det fysiske møde. Og om en tekst bliver læst, afhænger af dens kvalitet og dermed dens evne til at skabe en bevægelse af læseren i det, den formidler.

At der skulle være noget nyt og revolutionerende i det, bare fordi det pludselig er på internettet, har jeg svært ved at se. Tværtimod. Principperne for de gode skrivefærdigheder har ikke forandret sig en tøddel. De er så bundsolide som altid.

Til gengæld har den sammenhæng, hvori de indgår, forandret sig, og det har naturligt nok påvirket designet af teksten en hel del.

Alene muligheden for at linke mellem de forskellige tekstblokke skaber en fortælleteknisk åbning, vi kan udnytte. For eksempel ved at bruge cliffhanger-tricket for hvert tredje eller fjerde afsnit og tvinge brugeren til at klikke sig videre ind i det næste mikrounivers af historien for at få det videre forløb.

Netop det har fotojournalisten og webdesigneren Derek Powazek gjort med stor dygtighed og forståelse for internettets særlige natur. Ikke mindst på websitet Fray, der gjorde ham verdensberømt i 90'erne. En berømmelse der stadig holder vand, fordi han ikke er faldet for fristelsen til at skifte sine principper ud med nogle mere materialistiske, efterhånden som de store budgetter begyndte at tilflyde ham.

Jeg har altid været fascineret af FRAY og den måde, Derek Powazek evner at pakke sine tekster ind i et design, som understøtter såvel historiernes temaer, stemninger, underliggende pointer og frem for alt personer. Det er en blanding af journalistik og tyk, fed prosa på internettet, og jeg har længe drømt om at se noget tilsvarende i et netmedie, men det er blevet ved tilløbene. Inklusive dem jeg selv har lavet.

Identifikation

Det som Derek Powazek har forstået er, at internettets brugere bliver til internettets læsere i det øjeblik, de bliver præsenteret for nogle godt skrevne historier og en flot indpakning af dem.

Samtidig har han udnyttet, at historierne kan gå begge veje på intetnettet ved at slutte alle historierne på FRAY af med at spørge læserne om, hvad deres historie er og give dem en mailadresse at sende deres historie til.

På den måde har han skabt et community, hvor forankringen er kærligheden til den velskrevne og personligt fortalte historie. Designet med øje for internettet og dets fortælletekniske muligheder.

På sit eget website har Derek Powazek den måske bedste argumentation for tekstbaseret formidling på skærmen. Den er, at hvis det er så slemt at læse på en skærm, hvorfor gider vi så bruge tid på at læse al den email? Et velplaceret spørgsmål med et lige så velplaceret svar, for det gør vi selvfølgelig, fordi det vedrører os personligt.

Som journalist må jeg spørge mig selv om, hvordan jeg fører det princip over i mit håndværk som professionel formidler af virkeligheden.

Heller ikke her er der noget nyt under solen. Den personlige formidling er altid den stærkeste, fordi den rummer en langt større grad af engagement fra skribentens side, hvilket smitter direkte af på læseren, der suger tekstens iboende energi til sig og dermed skaber en bedre forudsætning for en identifikation med indholdet af historien.

Ren tekst

Det behøver imidlertid ikke være indpakningen og designet af teksten, som princippet står og falder med. Det kan i lige så høj grad være skribentens evne til at gå ind i rollen som netskribent, som skaber den særlige aura omkring teksten, der gør, at man bare må læse den.

Eksempelvis holder jeg meget af at læse en af klummeskribenterne på New York Times, David Pogue. Han har en ugentlig email-klumme om IT-branchen, og jeg modtager den hver uge i min indbakke med stor forventning om at få en underholdende oplevelse. David Pogue er ferm til at finde de menneskelige vinkler og få dem fortalt i et ligefremt og ironiserende sprog.

Samtidig gør han i udpræget grad brug af dialogen med sine læsere ved at bruge den som inspiration til de kommende klummer. Han er ikke bleg for at skrive en klumme alene på baggrund af de emails, han har fået fra vrede, glade, forargede eller blot engagerede læsere. Hvilket læserne naturligvis er klar over og derfor får endnu mere lyst til at skrive til ham.

David Pogue er blandt dem, der gør det godt. Han evner at gå fuldt og helt ind i rollen som netskribent og skaber på den måde det rum omkring sine klummer, som slår budskaberne endnu mere fast.

For mig er det nok. Jeg behøver ikke få designet hans klumme på en speciel måde eller klikke mig vej fra cliffhanger til cliffhanger. Jeg vil bare gerne læse hans tekst og ikke andet. Faktisk modtager jeg konsekvent klummen i ren tekst, da jeg ikke orker at tackle mig vej gennem artiklerne i overpyntede html-nyhedsbreve. Hvad vigtigere er, nyder jeg at være en af dem, der læser David Pogues klumme. Hvem sagde identifikation...?

Den indre stemme

Misforstå mig ikke. Det er lækkert, at multimediejournalistikken er begyndt at røre på sig for alvor, og at i det mindste erhvervslivet er begyndt at kaste nogle slanter i dens retning. Jeg hylder til enhver tid multimedie-journalistikken for dens underholdningsværdi.

Men når alt kommer til alt, vil den aldrig kunne hamle op med den velskrevne artikel, som jeg får serveret i min indbakke i så enkel form som muligt, og som jeg lapper i mig i én køre, fordi den er så godt skrevet.

Internettet er og bliver tekstbaseret, og det er præcis det, der gør det så fascinerende, for hvordan kan et visuelt medie være så afhængig af tekst for at kunne fungere?

Svaret ligger i, at tekst altid har været måden, hvorpå vi formidlede andet og mere end banaliteter. At det er med tekst, vi skriver historie og skaber forståelsen af os selv og hinanden i tid og rum. At det er med tekst, vi dyrker vores indre stemme, og at den altid har været mere interessant end den ydre.

Selv ikke internettet kan lave om på det.

Der er snarere tale om, at det fungerer som turbolader og tvinger os til at blive endnu mere bevidste om, hvad det vil sige at være til i en internetbaseret verden.

At såvel fænomenet tekst som fænomenet internet fungerer som fugemasse mellem os mennesker og derfor går så godt i spænd med hinanden er, set med mine øjne, vejen til afklaring for vores udnyttelse af nettet som professionelt medie. Og som skrivende menneske af både sind og håndværk er det jo ikke nogen dårlig ting.