|
|
Fascination og etik i grænselandet
|
En subjektiv artikel om fascinationens etik i grænselandet,
hvor journalisten må overveje, hvad der kan og bør
offentliggøres på nettet
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk
»I saw it happen. They were jumping. Just jumping.
Like they thought they could fly. Bodies in the air.« (øjenvidne
i bogen »09/11 8:48 am«)
Kokken
fra tårnets tagrestaurant var letkendelig i sin hvide jakke
og sorte bukser på vej ned fra tårnet. Et par holdt
hinanden i hånden. Billeder af andre
skikkelser på vej nedad. Det ultimative epos om menneskets
gru 11. september i fjor. Vi så dem på nettet, vi
så dem på tv-skærmene. Vi glemmer dem aldrig.
Netop de optagelser er for mig blevet menneskets fortælling
om 11. september 2001. Hver gang jeg genkalder mig dem, tænker
jeg på de konkrete mennesker og deres omstændigheder.
Forestiller mig de mennesker midt i et inferno af sønderrivende
larm, sammenstyrtende mure, flammer, skrig. Var deres omgivelser
sådan, da de traf beslutningen? Havde de mennesker omkring
at dele øjeblikkenes fortvivlelse med? Hvad sker der i
tidsrummet fra kaos til stilhedens fald ned langs tårnet?
Men de optagelser, som i fjor både blev lagt på
nettet og vist på tv, er i dag svære at finde hos
medierne, ligesom de ikke, ifølge amerikanske kolleger,
blev gengivet i tv-skærmenes mindeudsendelser i år.
På online-mediernes netsteder er de blevet renset bort af
'taktfuld' redigering.
Har medierne været bange for at blive beskyldt for sensationalisme,
hvis de viste dem. Blev de censureret væk, fordi de var
for grusomme, for personlige, stimulerende en usund fascination?
Uden journalistisk relevans?
Nettets ny muligheder
Mulighederne for en intensiv nyhedsdækning har ændret
sig radikalt med nettets udbredelse, og de etiske grænser
er under daglig udfordring. Her ser jeg især to forhold
spille ind.
For det første har de professionelle online-medier ikke
mere monopol på nyhedsdækningen. Nettet har masser
af alternative fødekæder, der kan følge 'mainstream'
medier op, supplere, korrigere om nødvendigt.
For det andet har de professionelle online-medier fået
den mellemvej at skyde et link mellem sig og gengivelsen af en
måske voldsom begivenhed. Det endelige redigerings-ansvar
gøres til et valg nu ikke mere hos mediet men hos netbrugeren.
Dermed har den grundige, den dybere og mere nuancerede nyhedsdækning
totalt set fået bedre kår. Men ser man på nyhedsdækningen
under ét (med både de professionelle og de alternative
medier) sker det også stedvis uden det etiske filter, der
hidtil har frasorteret de værste grusomheder i en vægtning
mellem peoples right to know og professionsetikken.
Imidlertid opfatter heller ikke mediefolk etik som en objektiv
måleenhed på linje med juraen.
Medier har forskelle i deres etiske grænseflader, og
det sidste års begivenheder indledt med 11. september 2001
har sat medieetikken på prøve.
Jeg tror, de fleste medier har haft behov for at gennemtænke,
om vi vælger rigtigt ved at reducere gruens gengivelse med
10-20 eller flere procent.
En afrevet hånd
Det kan være nyttigt at overveje, om ikke 'nettets natur'
kan bidrage til at retfærdiggøre et andet udfald
af overvejelserne end hos fx tv og papiraviser. Dermed mener jeg,
at selve muligheden for at placere de diskutable, men sandt refererende
dele af en måske grufuld begivenhed -- det være sig
en forbrydelse, en naturkatastrofe eller lignende -- under en
linkadresse kan begrunde andre netvalg.
Vi skyder så at sige et link ind mellem læseren
og gruen. Vi kan måske forsvare at levere en dybere nyhedsdækning
også inkluderende de dele, der af nogle brugere risikerer
at blive betegnet som sensationalisme -- men som brugerne i kraft
af linket selv har adgang til at fra- og tilvælge. Vi nærmer
os dermed den uredigerede virkelighed. Selvom jeg vil hævde,
at der stadig er lang vej til de nærmest sygelige steder,
som jo vitterligt findes på nettet.
Jeg synes fx, at der er en afgørende forskel på
den situation, hvor jeg
- blader igennem min papiravis og pludselig bliver mødt
af en
afrevet hånd tværs over en kvart avisside.
- befinder mig på en online-avis og bliver orienteret
om indholdet af et slideshow, hvori indgår stærke
billeder (heriblandt billedet af den
afrevne hånd), der kan virke oprørende for nogle.
Hvis jeg efter den advarsel klikker på billederne, har
jeg selv valgt det. Ikke at chokket nødvendigvis bliver
mindre, men der skydes en valgets forsinkelses-faktor ind.
Klikkede du? Hvorfor gjorde du det? Lukkede du med det samme.
Og klikkede igen?
Jeg gjorde. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne, måtte
se det igen. Vandt det ekstremes fascination over jysk jordbundethed?
Men da først chokket over, hvad billedet forestiller
sig, fortager sig, går det op for mig, at min reaktion er
en helt anden end ved optagelserne af de faldende mennesker.
Hånden er grum, det er et ekstremt billede fra 11. september.
Men det fortæller mig ingen historie. Det får mig
derimod gradvis til at spekulere på, om fotografen har arrangeret
billedet, skubbet lidt rundt på objektet -- ja netop, den
afrevne hånd opfattes knapt som del af et menneske men som
et rent fotografisk objekt.
Billedet blev vist i et slideshow på New York Daily News'
netsted 11. september 2001 -- og over en kvart side i papiravisens
sene udgave. Bladet er siden blevet stærkt kritiseret for
at spekulere i chok-effekter og sensationstrang.
Redaktør
Meskauskas forsvarede sig: »Indeed, we did know that
our images would disturb people. If we are afraid to use them
now, when will we ever do so? This kind of war is the beginning
of something new for America. Maybe it's time to begin to show
harsh reality.«
Kan findes andetsteds
De grumheder, som de professionelle online-medier fravælger
i deres nyhedsdækning, kan i takt med med nettets voksende
udbredelse ofte alligevel findes i nyhedsgrupper, i weblogs eller
på netsteder hos alternative udbydere -- ikke sjældent
steder med titusinder af besøg hver måned.
Konsekvensen er også, at professionelle mediers fraklippede
virkelighed bliver sin egen industri.
Fx kan man hos The Death
Becomes You købe en 11. september-'documentary' for
25 dollars. Dens indehold ifølge reklameteksten: »This
video has footage on it that has never been seen before. The United
jet hitting the WTC from a camera view never before witnessed,
footage of actual segments of ground zero and actual witness accounts
moments after the impact. There is also footage of people jumping
from the World Trade Center to their death.«
Selv om medierne bortcensurerer den værste gru, er den
altså alligevel tilgængelig. Men dens fravær
hos medierne risikerer at påvirke folks opfattelse af medier
som formyndere ud over al rimelighed. Og styrke en opfattelse
af, at medier er til fals for de magthavere, som gerne ser krigen
gengivet i medierne som en variant af et computerspil.
Tingene er ikke sorthvide, snarere grågrumsede. Mediernes
etiske filter er ikke en objektiv størrelse. Der kan træffes
forskellige valg på forskellige medier. Journalister er
ikke ens. Men det er netbrugere heller ikke.
Og mediefolk skal være fuldt bevidste om, at nettet er
som en Pandoras æske.
Når du først har åbnet æsken, risikerer
du at blive grebet og klikker dig dybere og dybere ind i informations-junglen
til et møde med de sorte sider. Hinsides enhver spinkel
nyhedsdæknings legitimation. Fyldt med 'alternative medier',
der hævder at samle på ægte, sande historier,
men hvor det eneste redigeringsprincip forekommer at være
jo mere gru, afskyelighed, perversion, jo bedre. Og deres realitet
er vist også: jo flere hits.
Til tilfredsstillelse af brugeres horror-fascination? En vej
til at komme overens med erkendelsen af sin egen skrøbelighed?
Meningerne er delte.
Du skal bare standse her, hvis du synes, du har fået
grusomheder nok.
Det bliver ikke fredeligere længere nede.
Den halshuggede journalist
Journalisten Daniel Pearl fra Wall Street Journal blev krigens
offer. Hans død har sat sindene i kog blandt journalister
verden over. Den er blevet en udfordring til klarlæggelse
af mediers etiske grænser.
Daniel Pearl blev i sommer halshugget i Pakistan af muslimske
fundamentalister, som efterfølgende sendte en video-optagelse
af mordet ud til verdenspressen. Tydeligvis som politisk propaganda
for at opflamme hadet mod USA og jøderne. Pearl tager på
båndet afstand fra USAs engagement i Afghanistan og kritiserer
Israels optræden i Mellemøst-konflikten.
Filmen slutter med en rulletekst med disse krav fra the National
Movement for the Restoration of Pakistan Sovereignty:
- The immediate release of all US held prisoners in Guantinamo
Bay Cuba.
- The return of Pakistan prisoners to Pakistan.
- The immediate end of US presence in Pakistan.
- The delivery of F-16 planes that Pakistan had paid for and
never received.
- We assure Americans that they will never be safe on the Muslim
land of Pakistan.
- And if our demands are not met this scene will be repeated
again and again."
Mange medier omtalte videoen, men de færreste brugte
den direkte i medierne. Tv-stationen CBS News sendte et censureret
uddrag af optagelsen.
Nogle ganske få aviser valgte i deres onlineaviser at
linke til videoen, så brugerne selv kunne se filmen af henrettelsen.
De skandinaviske medier har mig bekendt afvist at linke til
videoen.
Ugeavisen Boston Phoenix
besluttede i juni at linke til videoen, og avisen har endnu i
oktober en direkte link-henvisning til den på online-udgavens
forside. Bemærk: videoen aktiveres af dit klik.
Bladets udgiver Stephen M. Mindich skrev 4. juni under overskriften
»Thoughts
on Political Pornography«:
»This is the single most gruesome, horrible, despicable,
and horrifying thing I've ever seen. The outrage I feel as an
American and a Jew is almost indescribable. If there is anything
that should galvanize every non-Jew hater in the world -- of whatever
faith, or of no faith -- against the perpetrators and supporters
of those who committed this unspeakable murder - it should be
the viewing of this video.
That our government and others throughout the world, who have
had this tape for some time, have remained silent is nothing less
than an act of shame. We, as a nation and as individuals, should,
at minimum, write the president and our congressional delegations
and call for the immediate withdrawal of all support of any nation
or group that does not loudly and resoundingly condemn this act
and who does not openly commit itself to route out from its midst
those who support this and other such heinous acts of pure, cold-blooded
murder.«
Avisen uddyber baggrunden for beslutningen i artiklen »Freedom
to choose« og har også givet plads til en samling
læser-reaktioner
spændende fra
- »Thank you for allowing us to see what our government
tried to hide.«
til
- »You are a bunch of sickos. Who's that supposed to
appeal to? Your snuff fans? Sick bastards.«
FBI-indgreb
Boston Phoenix havde lavet sit link til en kunde hos netudbyderen
ProHoster, et selskab i Sterling, Va., som siden flyttede den
fra kundens netsted til udbyderens eget.
Det var sket, efter at FBI havde prøvet at presse ProHoster
-- og flere andre netsteder -- til at fjerne videoen hos kunden.
ProHosters ejer henvendte sig da til the American Civil Liberties
Union, der igen kontaktede FBI. Herefter undlod FBI at foretage
sig mere. Men ProHoster besluttede, som selskabet skriver på
sin Pearl-side, at »stand behind our customer, resist the
intimidation tactics used by the FBI, and re-post the video.«
På samme side har ProHoster lavet link til den amerikanske
forfatning med dens ord i 1st Amendment:
»Congress shall make no law ...abridging the freedom
of speech, or of the press...«
ProHoster linker også til den nystiftede Daniel
Pearl Foundation. Her finder man bl.a. et åbent brev
i New York Times af Daniel Pearl's far Judea Pearl, der kraftigt
fordømmer, at »an American weekly ran photos of Danny's
murder and posted video of that gruesome scene on a Web site for
millions of viewers to watch. As devastating as this experience
has been for us, the issue goes beyond the anguish of one family
-- displaying this murder undermines efforts to fight terrorism
and anti-Semitism.«
Videoen ligger på den særlige Pearl-side hos Prohoster. Bemærk, videoen
aktiveres af dit klik: http://prohosters.com/pearl/
Det modbydeligste
Det netsted hos ProHoster, som oprindelig lagde videoen på
nettet, hedder www.ogrish.com
og drives fra Amsterdam af en hollænder ved navn Dany Klinker.
Det har titlen »Can you handle life?« -- hvor det
måske snarere er døden, smerten, pinslerne, der præger
stedet. Dany Klinker har ifølge San
Francisco Chronicle fået både dødstrusler
og taksigelser.
Udover Pearl-videoen rummer stedet adskilligt stof stof fra
11. september. Her møder vi et ekstremt eksempel på
den såkaldte uredigerede virkelighed. Uden mediernes filter.
Det er det modbydeligste, jeg nogensinde har mødt på
nettet.
Med et skær af autencitet er opbygget en samling af grænseløst
grufulde optagelser og billeder fra virkelige hændelser
omgærdet af serier med vold og sex i ekstreme variationer.
Her kan man høre 'Jumpersound', og med 'Jumperspeed
Calculator' får man besked om, hvor hurtigt et faldende
menneske når jorden efter at have kastet sig ud fra en etage
mellem én og 110. World Trade Center var på 110 etager.
Læs mere:
Billederne af de faldende mennesker og den afrevne hånd
fra World Trade Center stammer fra artikler af Kenny Irby, lederen
af Visual Journalism på Poynter:
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan
af og til være, at brugerne møder et dødt
link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på
netstedet. Så må I prøve at lede lidt på
stedet.
|