|
I Kort Nyt samler vi op på nyhederne i den sidste måneds
tid og præsenterer dem i ultrakort form med præcise
links (når det er muligt), hvor man kan få flere informationer.
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk
Vil gemme data i fem år
Norges efterretningstjeneste (i folkemunde 'hysj-politiet')
ønsker, at netudbyderne skal lagre brugernes trafik-data
fra nettet, telefonen og faxen i helt op til fem år. EU-landene
synes ellers at lande på et krav om minimum et års
data-lagring. Europol har ganske vist luftet tanken om de fem
år, og nu følger norsk politi altså trop. Men
selv ét års lagring vil overskride kapaciteten for
Norges største leverandør, Telenor, skriver digi.no
28. oktober. Til netavisen siger Telenors informationschef
Atle Lessum, at »kravet om selv et års lagring blir
umulig å håndheve uten meget store investeringer.«
Ny politisk niche
En måned efter at det politiske nichested Altinget har
sat et kasseapparat ved indgangen, er 28. oktober lanceret et
nyt gratis net-magasin om politik, Ræson.
Det udgives af BA scient.pol. Clement Behrendt Kjersgaard og Ph.D.-stipendiat
i international politik Henrik Østergaard Breitenbauch,
der med en -- på forhånd -- imponerende række
bidragydere vil fokusere på dels indenrigspolitik af udenrigspolitisk
betydning, dels udenrigspolitik af indenrigspolitisk betydning.
Første artikler er af Mogens Lykktoft og Uffe Østergaard.
Magasinet annoncefinansieres. Udover netversionen skal der produceres
en trykt version vederlagsfrit til meningsdannere og beslutningstagere.
Nej til betaling
72,1 procent siger nej til at betale for indhold på
nettet. Det viser en rapport, der som kandidatafhandling om mikrobetalinger
scorede et 13-tal på Center for Elektronisk Handel, Handelshøjskolen
i København. Forfatterne er Rasmus Christiansen og Mikael
W. Koch-Hansen. Rapporten er lagt på nettet 26. oktober
og kan gratis bestilles her
(pdf). Dog med den utiltalende forudsætning, at »forfatterne
kan referere til dit navn/firma på sitet, samt at du samtidig
tilmelder dig nyheder og information om emnet, som du altid kan
framelde dig igen.«.
Ingeniør-cut
Ingeniøren A/S gennemførte 25. oktober en afskedigelsesrunde,
der betød farvel til 14 medarbejdere, heraf syv i redaktionen.
Bladets indtægter fra stillingsannoncer er halveret det
sidste års tid. Samlet har mediehuset dermed nedlagt 33
stillinger det seneste år. Tilbage er kun 70. De dystre
perspektiver gøder en hektisk net-debat.
Indeks over global pressefrihed
Ni lande har større pressefrihed end Danmark, der først
indtager tiendepladsen i en rapport
23. oktober fra Reporters Without Borders. I vurderingen indgår
også de væsentligste trusler mod det 'free flow' af
informationer på nettet. Rapporten er baseret på en
spørgeundersøgelse. I et indeks over den aktuelle
situation i 139 lande deler Finland, Island, Norge og Holland
førstepladsen. I bunden finder vi minsandten Nord Korea,
Kina og Burma/Myanmar.
Fårskning
Aldeles irrelevant men alligevel: En fårefarm i Nord-Norge
bliver centrum for MIT's første norske forskningsprojekt.
Hvad universitetet i Tromsø ikke havde øje for,
har verdens forsknings-mekka i teknologi, Massachusetts Institute
of Technology, besluttet at investere millioner af dollars i.
Fåreavler Håkon Karlsen sporer nemlig sine får
trådløst (med WLAN netværk), og nu vil MIT
opføre bygninger til en forskningsbase ved gården.
Det fortæller Norges ITavisen
23. oktober.
Google-censur igen
Google har diskret fjernet 113 kontroversielle netsteder fra
søgetjenestens tyske og franske versioner. Der er især
tale om antisemitiske og nazistiske sider, fremgår det af
en undersøgelse
23. oktober fra Harvard University's Berkman Center (det samme
som holder øje med, hvilke netsteder der bortcensureres
ved den kinesiske mur). Harvard-folkene har gjort opdagelsen ved
at sammenligne søgeresultater på de forskellige lande-versioner
af Google. På hovedadressen google.com kan man stadig se
siderne. CNet
23. oktober omtaler sagen.
Hul igennem
En forudsætning for, at brugere kan få ordentlig
glæde af lyd, video mv på netstederne, er hurtige
forbindelser. Og i den retning er Danmark i verdenseliten. Det
fortæller en rapport
(pdf) fra It- og Telestyrelsen 23. oktober. Læs pressemeddelelsen.
ADSL-tilgængeligheden er højere i Danmark end i noget
andet europæisk land; ja faktisk overgås vi i hele
verden kun af Sydkorea, Hongkong og Taiwan. Styrelsen har samtidig
offentliggjort et opdateret ADSL-danmarkskort
(pdf), der viser status på kommune-niveau.
Spansk betaling
Den spanske avis El Mundo begyndte 1. oktober at kræve betaling
for alt det net-indhold, der stammer fra papiravisen inclusive
arkivet. Andre dele forbliver gratis, fx multimedie- og sidste-nyt
historier. De første 20 dage fik avisen 1.000 abonnenter.
Det oplyser E-Media
Tidbits 23. oktober.
Imod rullegardiner
Reklamer, der forstyrrer forbrugerne på nettet, er i
strid med Markedsføringslovens paragraf 1 om god markedsføringsskik.
Det har de nordiske forbrugerombudsmænd fastslået
ifølge Forbrugerstyrelsen
23. oktober. De vender sig især imod rullegardin-annoncer.
Norges samlede internetbranche har valgt at droppe brugen af rullegardinerne,
og den danske forbrugerombudsmand håber på et lignende
resultat herhjemme. Det er der vist ikke mange chancer for. Annoncetypen
bruges især af Jubii og Computerworld, og Jubiis Martin
Thorborg varsler i Computerworld
23. oktober en retssag og vil i givet fald omgå et forbud
ved at flytte sine servere til udlandet.
Hvem ejer hvad i Norge
En stor del af Norges medier er ejet af tre foretagender Schibsted,
Orkla og A-pressen, velkendte navne også i nabolandene.
Hvad de tre kolosser mere præcist har fod på, fortæller
Medieregistret, som
den norske kulturminister har åbnet 22. oktober. Registret
har den svaghed, at det kun dækker 'dagsaviser og kringkasting'
og ser helt bort fra netmedierne. Det er så meget mere overraskende,
som formålet med registret findes i 'Medieeierskapsloven',
der skal holde øje med tendenser til mediekoncentration.
Det såkaldte ejerskabstilsyn, der står bag registret,
har da også ytret ønske om en udvidelse med elektroniske
medier, fx i sin seneste
vurdering af loven, og har forberedt registreret på
udvidelser, oplyser underdirektør Gudbrand Guthus til eJour.
Tre DR-nomineringer
DR er 22. oktober blevet nomineret i tre kategorier til den
internationale EMMA-pris,
der hædrer digitale medier i 41 (!) kategorier. Afgørelsen
falder ved udgangen af november, så der er pt neglebidende
folk bag dr.dk/penge (nomineret i kategorien News & Zines),
dr.dk/zoom (kategorien Kids) og dr.dk/boogie (kategorien Enhanced
TV Programmes).
Dybe links og EU
»Derfor vinder de forkerte i dyblink-striden.«
Under den overskrift gør Steve Outing, E-Media
Tidbits 21. oktober, opmærksom på en kommentar
i Wall
Street Journal 14. oktober af den norske journalist Olav Øvrebø.
Nordmanden mener, at når 'anti-linkerne' ser ud til at vinde
i Éuropa, skal man finde årsagen i EU's database-direktiv
fra 1996 (siden indført i samtlige medlemslande). Direktivet
definerer, hvornår en database kan opnå beskyttelse.
Outing citerer Øvrebø for »I think this aspect
of the EU's database directive has been too little reported on«
og »it's the real reason why anti-deep linkers keep winning,«.
Øvrebø læser åbenbart ikke dansk, for
netop database-direktivet var centralt i eJours artikel i nr 17
30. august (»Avisbooster
har vundet første runde«).
Netsalg af billeder
En norsk lokalavis har fundet en både givtig og tidsbesparende
niche. Tønsberg Blad er begyndt at sælge sine billeder
over nettet. Men pudsigt nok -- som digi
fortæller 21. oktober -- så fravælger 80
pct af køberne avisens moderne mikrobetaling (kr 95) og
vil hellere have den dyrere faktura (kr 145).
Lysere udsigter
Økonomien på nettet begynder at tegne lysere.
Blandt de mange strømpile peger Reuters
NetTrends 19. oktober især på stigende indtægter
fra en gradvist ændret annoncering, der knytter sig til
folks søgeord fremfor fokus på netsteders forsider.
Priser for netjournalistik
Der kom ikke dansk netjournalistik på vinderpodiet hos
Online News Association's prisuddeling 18. oktober i New York.
De tre danskere bag »The
Enemy Within« (Bjarke Myrthu, Johannes Bøggild
og Peter Hove Olesen) måtte nøjes med æren
ved at være eneste repræsentant uden for USA og Canada
i feature-kategoriens finale, hvor Digital Journalist's »Seeing
the Horror« om 11. september vandt. Her
er listen over alle vindere og nominerede. Det er opløftende,
at ikke så få mindre kendte steder har presset sig
forbi de sædvanlige kolosser i feltet. Af de i alt 15 priser
løb CNET News med tre
priser, bl.a. i den generelle kategori sammen med Washington
Post. Andre generelle prisvindere er Benicia
News, Californien, og den reklamefri tv-station PBS's netsted
Frontline - World.
I kategorien Creative Use fik Slate's The
Enron Blame Game (omtalt 1. marts i eJour
nr 12) førsteprisen.
ONA-konference
ONA-prisuddelingen (se lige ovenfor) fandt sted på ONAs
årlige konference 18.-19. oktober, og den er dækket
grundigt på nettet. En flok journaliststuderende fra American
University har skrevet resumeer af oplæg og debatindlæg
til en særlig ONA-side,
hvor der også er slide-shows og video interviews med nogle
af prisvinderne.
Provins fremfor hovedstad
Stockholm er ikke længere svensk it-centrum. Veluddannede
it-folk flytter i stigende omfang til Gøteborg, Linkøbing
-- og til Øresundsregionen. Det fortæller Europemedia
16. oktober. Ved Sundet konstaterer Øresundsinstituttet
18. oktober til gengæld i sin første rapport,
at som i Sverige er den danske hovedstads it- og kommunikations-brancher
ramt af nedgang. Det går bedre i Jylland og på Fyn.
»Væksten i Jylland og på Fyn er ikke afmattet
i lige så høj grad som i København,«
siger Anders Olshov, forfatter til rapporten og instituttets adm.
direktør. Rapporten registrerer også et voksende
samarbejde mellem hovedstadsregionen og Skåne.
Den 'fri' presse
En menings-artikel
i en studenter-netavis på universitetet i San Diego har
kostet universitetet adskillige mio dollars til sportsanlæg.
Lederen var kritisk over for en solid velgører, der har
givet 'tens of millions' til universitet. Financiéren John
Moores (bl.a. ejer af Padres, San Diegos baseball klub) meddelte
straks ifølge San Diego Union-Tribune
18. oktober, at han afbrød enhver forbindelse med universitetet.
Tidligere har han over for en anden avis reageret mere opfindsomt:
journalisten bag en kritisk artikel modtog en fisk indpakket i
artiklen og med Moores' visitkort stukket i fiskens gab.
FT.com løber snart rundt
Financial Times regner med, at dets netsted ft.com
løber rundt til nytår -- et halvt år efter
at dele af online-avisen blev belagt med en års-betaling
på 75-200 pund afhængig af niveauet. The
Guardian 17. oktober oplyser, at FT har godt 3 mio brugere.
Godt 25.000 betaler og dækker dermed 5-10 pct af indtægtssiden.
Avisen vil nu satse på at få indtægter fra email-tjenester.
I samme dags Press
Gazette bebudes en særlig FT-udgave for Asien i 2003.
Netdoktors kur
Efter et underskud på 47 mio kr i sidste regnskabsår
har Netdoktor besluttet at lukke ned i fire lande (bl.a. Norge
og Sverige) og har bedt kreditorerne om en frivillig akkord, dvs
klippe hæl og tå af deres tilgodehavender. Største
kreditor bytter en fordring på 146 mio kr med doktor-aktier,
og et par ny kreditorer yder ny lån. Kilde Computerworld
15. oktober.
Comhjem.dk lukker
Telia Internet er gået på økonomisk slankekur
og lukker sin kun to år gamle portal Comhjem.
10-12 medarbejdere berøres, men ventes flyttet til andre
funktioner, oplyser direktør Brian Gjerstrup til Computerworld
14. oktober.
Protester mod EU-lov
Da det spanske parlament 12. oktober vedtog en lov om overvågning
af netsteder og lagring af data (skabelonen er et EU-direktiv),
gik det anderledes voldsomt til end i Danmark. Menneskerets-organisationer
kritiserer loven for at begrænse ytringsfriheden og privatlivets
fred. The
Register 14. oktober fortæller, at masser af spanske
netsteder har lukket ned i protest, og at borgergrupper holder
protestaktioner; altsammen forsøg på at få
loven prøvet ved forfatningsdomstolen. Den oprindeligt
tyskbaserede men efterhånden europæiske ytringsfriheds-organisation
Stop 1984 har solidarisk sat en gravsten på sin net-forside:
»Democracy - Rest in Peace«.
Tegneserie gav læserstorm
Søndag 13. oktober havde Chicago
Tribune læserstorm på grund af avisens tegneserie
Boondocks
('Bøhlandet', rul ned til 13. okt. i arkivet). Den 28-årige
tegner Aaron McGruder lader med henvisning til en tysk (nu fhv)
ministers sammenligning af Bush med Hitler sin første,
avislæsende person sige:
»Whoa. Some people in other countries are comparing Bush
to Adolf Hitler because of his warmongering."
Den anden: »That's preposterous. Even I would never compare
Bush to Hitler ...« og fortsætter i sidste billede:
»I mean, Hitler was democratically elected, wasn't he?«
Arabisk ret til viden
Vi har tidligere noteret os Saudi Arabiens intense net-censur,
og så må vi vel også hellere nævne det,
når kultur-og informationsministeren i De Forenede Arabiske
Emirater, Sheikh Abdullah bin Zaid udtaler (citeret af Reuters
12. oktober), at »The government should not enforce
censorship on the individual.« På en konference i
Dubai fastslog han også, at »knowledge is the right
of the citizen before it is the right of the government to prevent
the citizen from the means of acquiring knowledge.« Hvad
med at droppe en bemærkning til naboen?
Bali-facts
Det var ikke de klassiske medier men et lille lokalt netsted,
Bali Indonesia Travel Portal, der 12. oktober omgående oprettede
et netsted med facts
og billeder fra bombeangrebet på øen.
Tyske fyringer
Efter den historisk største nedgang i annoncerne har Frankfurter
Allgemeine Zeitung besluttet at reducere sin online-stab med 38
fra i alt 60. Fyringerne falder spredt, og et par radiostationer
lukkes helt. På flere andre tyske redaktioner ser det ikke
meget lysere ud, rapporterer medierådgiveren Katja
Riefler i E-Media
Tidbits 11. oktober.
Radar-nyheder lukket
På nyhedstjenesten www.worldradar.dk
er man siden 11. oktober blevet henvist til www.infopaq.dk. Radars
udbyder Tiscali har lukket nyhedstjenesten, fyret de 10 ud af
i alt 12 medarbejdere som del af den pakkeløsning, der
fornylig slog en streg over halvdelen af de 223 danske ansættelsesforhold
plus over en gæld på godt 300 mio kr. Det oplyser
Computerworld
11. oktober.
Flere danske netannoncer
Annonce-mængden på nettet stiger herhjemme. Statistikken
fra FDIM (Foreningen af Danske Internet Medier) registrerede en
samlet omsætning på netannoncer i 2001 på 178
mio kr. Med et første
kvartal i år på 50,2 mio og et andet
kvartal på 53,1 mio kr er halvårs-tallet altså
oppe på 103 mio kr. Spores lidt faglig stolthed, når
FDIM's formand 11.
oktober betegner resultatet som »meget positivt specielt
set i lyset af, at stort set alle andre medietyper må notere
tilbagegang i år«?
Flere på net end på papir
Antallet af unikke besøg dagligt på New York
Times' netavis er nu højere
end papiravisens oplag. Det fortæller BlogAds
11. oktober. Vi snakker her om tal oppe i 1,2-1,3 millioners
klassen; dagligt. Netversionen har lige ved 11 mio registrerede
brugere. Kun otte procent af netgæsterne er også papiravis-abonnenter.
Nyt design på Wired
Et af nettets ældgamle nyhedssteder, Wired News har
fået nyt design. For første gang i to år. Så
det er jo lidt af en nyhed, fordi -- som chefredaktøren
skriver 11. oktober -- netstedet fik nyt look rundt regnet hvert
halve år tilbage i »the Mesozoic Era of Web Design«.
Det er tiden værd at slå det ord op! Mere om design-detaljerne
og beskrivelsen her.
Journalister imod netsamarbejde
Journalisterne på Aftonbladet har protesteret mod, at
deres stof genbruges på et netsted
for pop-soap'en Fame Factory, en tv-serie på TV3. Netstedet
produceres af Aftonbladet Nya Medier sammen med TV3. »Vi
får räkna med att sådana här samarbeten
blir allt vanligare« mener Kalle Jungkvist, chefredaktør
for Aftonbladet Nya Medier ifølge det svenske medlemsblad
Journalisten
8. oktober.
Sådan kan man også rette
Fem minutter efter at Eurotrust havde klaget til Computerworld
over artiklen »Firma mistænkt for Eurotrust-svindel
stopper«, var overskriften ifølge Eurotrust ændret
til »Firma
mistænkt for svindel med Eurotrust-aktier stopper«.
Læsere af den senere udgave blev imidlertid ikke adviseret
om, at der var sket en substantiel ændring af den oprindelige
version. Vi får lov at læse Eurotrusts genmæle
8. oktober over for dén behandling, men det sker heller
ikke uden redaktionens tilføjelse »Computerworld
Online deler ikke Eurotrusts opfattelse af den pågældende
artikel.«
Design på net beskyttes
Efterhånden har alle de skandinaviske lande indført
en lovmæssig beskyttelse af netdesign; senest har den norske
regering fremlagt et lovforslag om 'vern af design', fortæller
digi
7. oktober. Ifølge justitsministeriets pressemeddelelse
4. oktober vil eneretten vare op til 25 år og skal anmeldes
til Patentstyret.
USA som global censur-bekæmper?
Overvågnings-systemet Carnivores hjemland USA har ambitioner
om at blive global vagthund imod internet-censur. I hvert fald
hvis politikerne vedtager et lovforslag »the Global Internet
Freedom Act« fremlagt 2. oktober i Repræsentanternes
Hus. Hævdelsen af en sådan amerikansk autoritet betegnes
af en kritisk, engelsk teknologikonsulent Bill Thompson hos BBC online
4. oktober som 'arrogant'. Lovforslaget vil give 100 mio dollars
bl.a. til ny anti-censur software.
Google-betaling?
Google overvejer en betalingsmodel på nogle af dens
tjenester. Under et Europa-besøg sagde en af søgemaskinens
chefer Omid Kordestani ifølge Daily
Telegraph 4. oktober: »We may experiment with ways of
monetising after we have got the service right. Charging would
be one approach. So far we have found it better to keep the service
free and charge for targeted advertising.«
Eksperten solgt
Netstedet Eksperten, hvor
brugere udveksler it-råd, er købt af Computerworlds
ejer IDG Danmark. Stedets over 225.000 besvarede spørgsmål
ligger i en database til fri afbenyttelse. Dets grundlægger
er blevet deltidsansat i IDG. Det oplyser Eksperten
og Computerworld
3. oktober.
Nyt om nyhedsbreve
En hjemlig ekspert i email-nyhedsbreve, Horsens-firmaet Atteno, har 2. opktober samlet
sine erfaringer i et par artikler med råd og eksempler,
nemme at bestille gratis her.
Fra samme boldgade kan nævnes Jakob Nielsens samtidige Alertbox
med resultatet af en nyhedsbrev-test. Det fremgår bl.a.,
at nyhedsbreve scorer højere på popularitetsskalaen
end netsider generelt. Gerry McGovern er inde på samme gebet
i sit nyhedsbrev
21. oktober med tips om abonnements-strategi for nyhedsbreve.
DJ støtter DDF
Dansk Journalistforbund har 2. oktober besluttet at indtræde
som støtte for Danske Dagblades Forening i dens retssag
mod Newsboosters dybe links. Beslutningen har affødt en
del debat på DJ's netsted. Men ligesom i DDF har DJ ladet
direktøren føre ordet i sagen, og først 23.
oktober er formanden på banen med en lille kommentar. DJs
svar på Ebbe Dal, Anne Louise Schelin, informerer på
netstedet, og du finder teksten ved at gå ind på www.journalistforbundet.dk,
hvor du klikker på Nyheder i venstre spalte og derefter
på »DJ støtter DDF mod Newsbooster (2. okt.
2002)«. Eller du smutter direkte til eJours
dybe link.
Jubii-individualisering
Jubii har 1. oktober nedlagt sin 'klub' Jubii Nation, hvis
15.000 medlemmer betalte 250 kr årligt for en pakke specialtilbud.
I stedet vil portalen fokusere mere på mikrobetaling enkeltvis
for ønskede tjenester. Jubiis medstifter Martin Thorborg
forklarer til Computerworld
1. oktober: »Vi går imod større fleksibilitet
for at imødekomme de stadigt mere individuelle brugerbehov.«
Bakspejls-redigering
Aviserne mister et profitabelt annoncemarked på nettet,
hvis de fortsætter i de vante riller, hvor de er mere optaget
af at servicere deres traditionelle kunder end af at udvikle innovative
tjenester på nettet. I USA er der tale om mistede årsindtægter
i milliard kroners klassen ifølge en ny undersøgelse
udført af Harvard-professoren Clark Gilbert og medieanalysefirmaet
Borrell & Associates, offentliggjort 1. oktober. Forfatterne
er kendte navne for eJour-læsere; Gordon Borrell skrev Månedens
Mening i eJour nr 16, og Clark Gilbert var omtalt i eJours
og firmaet Logins undersøgelse af danske medier (se bl.a.
nr 15 (»Dagblade
ved en korsvej på nettet«). Den ny undersøgelse
kan rekvireres her,
hvor der også findes et sammendrag.
51 medier at klage over
Listen over elektroniske medier anmeldt til Pressenævnet
kravler i vejret. 1. oktober er anmeldt 51 medier i kategorien
til Pressenævnet. Det er dem og kun dem, man kan klage over
til Pressenævnet, hvis man mener, at mediet har overtrådt
»Vejledende
regler for god presseskik« eller afvist at bringe et
genmæle. Da eJour nr 8 skrev om listen 3. oktober i fjor
(»Netmedier
i et hul i loven«) var tallet kun 40, så nogle
flere føler det i dag naturligt at blive behandlet som
ethvert andet professionelt medie, bl.a. Ingeniøren, eJour,
Altinget og flere dagblades online-aviser. Om de så bliver
det? Ja det kommer an på en prøve i Pressenævnet.
Problemet er Medieansvarslovens manglende tilpasning til dagens
mediebillede. Listen over medierne ligger her
hos Pressenævnet.
Sprække i Burma
Selv militærjuntaen i Burma/Myanmar er på vej
til at overgive sig til internettet. De første netcaféer
åbner i november med en sprække til omverdenen. The
Straits Times 30. september oplyser, at cafegæsterne
får adgang til »about 1.800 websites«. Apropos
Leonard Cohen: »There is a crack in everything. That's how
the light gets in.«
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen
kan af og til være, at brugerne møder et dødt
link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på
netstedet. Så må I prøve at lede lidt på
stedet.
|