Månedens Mening

Af rektor Kim Minke, km@djh.dk, ansvarhavende redaktør af eJour

• Tvivlen
• Hele cirklen rundt
• Ingen vej udenom

Da den journalistiske redaktør og hovedkraft bag eJour, Helle Nissen Kruuse, spurgte, om jeg ville skrive månedens mening, og om vi i det hele taget skulle bringe det tema, du nu er i færd med at klikke og læse dig igennem, kom jeg i tvivl.

Tvivlen

Jeg var netop i andre sammenhænge blevet bedt om en kommentar, dels til Moses Hansens fremfærd på Nørrebro, dels til dækningen af de palæstinensiske selvmordsbombere i Israel.

Bag ønskerne om en kommentar anede man bekymringen for, at mediedækningen i sig selv fremprovokerede det, den skulle registrere. Ville der være brug for et stort politiopbud på Nørrebro, hvis ikke det var for mediernes massive tilstedevær.

Ville nogen overhovedet gide true ad hinanden, hvis man ikke kom i medierne med det? Ville der være selvmordsbombere i Israel, hvis der ikke var mediedækning?

Jeg tror det ikke.

Det er denne forfærdelige erkendelse, der sommetider får totalitære regimer til at udøve censur. I den bedste mening.

Også diktatorer gør ting i den bedste mening. En diktator i et afrikansk land undertrykker rapporteringen om sammenstød mellem etniske eller religiøse grupperinger i en del af landet af frygt for, den skal sprede sig til hele landet. En diktator et andet sted undertrykker af princip nyheder om fx flykapringer for at få en bedre forhandlingsposition og måske ad den vej redde 100 gidsler -- eller for at forebygge, at flykapringer sker i hans land.

Hele cirklen rundt

Hvad er det Boston Phoenix og eJour gør, når vi linker til halshugningen af Daniel Pearl? Eller linker til billeder af de ulykkelige mennesker, der kaster sig ud fra World Trade Center 11/9.

Baner vi vejen, og gør vi det mere attraktivt at gennemføre nye terrorhandlinger, fordi mediedækningen er brændstoffet og den måske eneste raison d'etre for terrorisme?

Tydeligvis er der mange, der mener JA.

Mange etablerede medier har efter 11/9 censureret sig selv og fjernet de mest gruopvækkende billeder-- det er især billeder -- fra deres offentligt tilgængelige arkiver. Debatten herom synes at vise, at de fleste netbrugere er enige i, at det er det rigtige at gøre.

Selv om de samme billeder er lette at finde andre steder for blot jævnt habile netbrugere, får de derved givetvis et mindre publikum. Måske er der også en beskyttelse af mindreårige i det, selv om mange mindreårige er dygtigere netbrugere end deres forældre og dem, der redigerer familiens daglige avis.

Billederne bliver relegeret til i princippet mere obskure sites, omend stadig inden for enhver søgemaskines horisont. Skriv »Daniel Pearl video« i Google.com og klik »Jeg føler mig heldig« (!), og du er der. Bemærk: videoen aktiveres af dit klik.

Efter den forrige golfkrigs billeder af krig, der lignede et computerspil, var det galt, at medierne ikke viste krigens sande gru.

Nu er det for meget at vise en afrevet hånd.

I '91 var et af synspunkterne, at når vi ikke så og forstod, at krig betød udryddelse og lemlæstelse af rigtige mennesker, så ville den næste krig komme så meget desto snarere.

Efter 9/11 01 er synspunktet, at visning af terrorens menneskelige lidelser vil svække vores modstandskraft mod truslen om terror.

Så jeg kom i tvivl. Men jeg kom også cirklen rundt.

Ingen vej udenom

Der er ingen vej uden om at følge en klassisk journalistisk grundsætning: virkeligheden skal beskrives så fyldestgørende og dækkende som muligt med de oplysninger, kilder, dokumentariske billeder mv., der nu engang er til rådighed.

Ellers er vi ovre i en anden type samfund. Hvis et journalistisk medium modererer sin fremstilling af hensyn til pårørendes følelser eller mediebrugernes nattesøvn, må de skrive, at sådan gør de.

I netmedierne kan brugeren selv vælge det niveau af forfærdelse, han kan tåle. Der er opstået en ny blanding af offentligt rum og privat valg.

I praksis er det åbne samfund derved trådt et skridt op på et nyt niveau af øjeblikkelig gennemsigtighed for dem, der tør. Jeg skriver 'øjeblikkelig gennemsigtighed' og ikke bare 'gennemsigtighed', for nok fører nogle af de valg, du kan træffe i dette nummer af eJour, dig frem til forfærdelige skildringer og billeder.

Men værre end at se Jean Resnais' dokumentarfilm »Nat og Tåge« om Auschwitz koncentrationslejren er det jo ikke.

På den vis har virkelighedsskildringer af krig og terror aldrig været for sarte sjæle.

Forskellen til i dag er, at du vælger selv, uden historisk filter, og du skal vælge nu. Og terroren i dag er der for at ville ses, ikke gemt bort i en polsk provins. Det er forfærdeligt og svært både for medier og brugere.