e J o u r
FORSIDE
KONTAKT OS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Dansk optimisme

Den økonomiske situation tegner positivt for danske netaviser, men det er stadig ingen stor forretning at drive avis på nettet

Af Lars Møller Hansen, laha@mail.djh.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


Efter en etableringsperiode og it-boblens brist for et par år siden begynder danske netaviser at vejre økonomisk morgenluft.

eJour har talt med fire af de store netaviser, og fælles for dem er, at de oplever en positiv udvikling i øjeblikket. Men for de fleste er det fortsat ikke de store penge, de tjener på at drive avis på nettet.

Politikens uventede overskud

Hos Politiken.dk viser regnskabet for første halvår 2003 overskud for første gang. Det er "under en million kroner", nærmere vil internetchef Claes Toft Nielsen ikke komme det præcise beløb.

"Vi havde håbet, at vi ville komme tæt på break-even, men at det ligefrem skulle give plus, havde vi ikke regnet med."

Men flere ting har peget i retning af fremgang i økonomien, der inden for det seneste år har betydet, at Politikens netavis er gået fra røde til sorte regnskabstal.

"Inden for de sidste to-tre år har vi ikke gjort de vilde satsninger på Politiken.dk. Økonomisk har vi ikke slået større brød op, end vi kunne bage. Vi er blevet bedre til at se, hvilke behov der er, og bedre til at styre resurserne. Vi er blevet mere fokuserede.

Samtidig med, at vi har holdt et lavt omkostningsniveau, har der siden sidste halvdel af 2002 igen været fremgang i annoncesalget. Det betyder, at vi har kunnet sælge flere bannerreklamer, og vi har også lavet nogle strategiske partneraftaler, der giver ganske pænt. Desuden tjener vi også godt på vores jobmarked Poljob, uden at jeg dog vil sætte tal på det," forklarer Claes Toft Nielsen.

For at fortsætte den gode økonomiske udvikling og som strategisk skridt i relation til den trykte avis har Politiken.dk besluttet, at visse dele af netavisen skal koste penge for brugerne. De første 'betalingsprodukter', der ventes lanceret i starten af det ny år, bliver søgning i avisens artikeldatabase og en komplet udgave af dagens avis på nettet. Det næste, der kan følge efter, er betaling for mad-, film- og musikanmeldelser og forbrugerstof i bred forstand.

Jyllands-Postens røde tal

JP.dk er der også optimisme at spore, selvom netavisens bundlinje endnu ikke viser sorte tal.

"Vi er ikke i overskud, men gradvist er vi kommet tættere på at få økonomien til at hænge sammen; underskuddet er blevet mindre," siger direktør Kirsten Bach-Holck, der ikke ønsker at sætte tal på.

"For godt et år siden oplevede vi en bøjning i kurven -- et knæk vil jeg ikke kalde det. Tempoet blev sat op i forhold til at gøre underskuddet mindre og nå break-even."

På Jyllands-Posten har de også haft et meget klart fokus på, at økonomien skal hænge sammen.

"Vi har strikket det sammen, så resurserne står bedre mål med indtægterne. Blandt andet har vi ikke sat kæmpestore resurser af specifikt til netredaktionen, men trækker i stedet på den øvrige redaktion. På den måde har vi fået mere fornuft i økonomien," siger direktøren.

Det seneste tids fremgang får Kirsten Bach-Holck til at tro, at JP.dk på et tidspunkt begynder at give sorte tal i regnskabet.

"Jeg vil ikke sætte dato på, men jeg føler mig ret sikker på, at vi om fem år og måske endda før har overskud. Netavisen kommer ikke til at bidrage med store indtægter, men det skal nok blive en fornuftig del af butikken."

Børsens pæne plus

På  Børsen Online (Børsen.dk og Børsen.net) ser økonomien rigtig fornuftigt ud, som onlinechef Jens Nicolaisen udtrykker det.

"Vi har et pænt plus i millionklassen. Det er ikke et tocifret overskud, men mere vil jeg så heller ikke sige," fortæller Jens Nicolaisen.

Når det går så godt for Børsen Online, skyldes det, at man i 1998 integrerede netavisen i abonnementet for den trykte avis. Det betyder, at abonnenten får et password til den del af Børsen, der er passwordbeskyttet. I 1998 hævede Børsen prisen på abonnementet med 20 procent, og en del af abonnementet er dedikeret netavisen. Jens Nicolaisen ønsker ikke at fortælle, hvor stor en del af abonnementsprisen der i dag går til netavisen, men "det er et rigtigt pænt beløb."

Når den trykte avis har haft en oplagsvækst, så har netavisen oplevet en stigende indtjening via andelen af abonnementerne. Samtidig har netavisen gennem sin passworddel været en af grundene til, at Børsen har haft vækst i oplaget.

Desuden mærker Børsen Online ligesom Politken, at der er fremgang i annoncesalget.

"I år ser vi igen, at det går fremad med bannersalget, og vi ligger i den dyre ende, når du som annoncør skal købe bannere. Så vi oplever et meget positivt år med salg af bannerreklamer," siger Jens Nicolaisen.

Berlingskes udmærkede forretning

Hos Berlingske Tidende har Lars Poulsen fra chefredaktionen ikke meget lyst til at give en status over Berlingske.dk.

Det skyldes, at den trykte avis er ved at undergå nogle forandringer -- projekt “Tættere på læserne” sættes i søen den 10. november -- og det har også betydning for netavisen.

"Netavisen er en ganske udmærket forretning. Vi tjener penge på den, men indtjeningen kan ikke finansiere en redaktion på fire en halv journalistisk medarbejder, en administrativ medarbejder og det løse. Men det er måske en redaktion, vi ville have haft under alle omstændigheder. Så forretningsmæssigt ser det fornuftigt ud," siger Lars Poulsen.

Også for Berlingske.dk er indtjeningen blevet forbedret i 2002 og 2003, og det skyldes ifølge Lars Poulsen blandt andet flere indtægter fra salg af bannere.


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr. 29 november 2003
Kontakt eJour, hnk@djh.dk