e J o u r
FORSIDE
KONTAKT OS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

eJour indstifter pris

Redaktionen honorerer god netjournalistik

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe



Redaktionen bag eJour har besluttet at indstifte en pris, som hvert år vil blive givet til en person eller et netsted, der repræsenterer god netjournalistik i Skandinavien.

Prisen skal uddeles første gang til februar 2004, da eJour fylder tre år. Inden da opfordrer vi kraftigt eJours brugere til at komme med forslag.

eJour-prisen vil udpege
  • en person eller et netsted
  • der repræsenterer god netjournalistik
  • i Skandinavien
Andre forudsætninger skal ikke formelt være opfyldt for at komme i betragtning. Mens "en person eller et netsted" og "Skandinavien" (Danmark, Norge, Sverige) nok er ret entydige kriterier, så er vi udmærket klar over, at "god netjournalistik" kan give anledning til vild uenighed i redaktionsgruppen. For hvad er 'netjournalistik' og hvad er den gode version?

Men i stedet for at bygge et solidt stillads af snævre kriterier vil vi hellere arbejde med løse rammer, som giver rum også til de udfoldelser, vi som linjevogtere ikke ville have fantasi til at forestille os i dag.

Redaktionens ønske er simpelthen at honorere journalistik med noget på hjerte, fortalt i en form, der udnytter nettets styrke og kan inspirere andre.

Hæderen får fysisk udtryk i en check på 5.000 dkr (skattefrit) plus et diplom til væggen og et logo til nettet.

Det er eJours redaktion, som skal nå til enighed om, hvem der hvert år skal modtage eJour-prisen. Se redaktionens 16 medlemmer her.

Valget sker på grundlag af de forslag, som eJours brugere kommer med. Fra i dag og frem til 15. januar kan alle indstille kandidater til eJour-prisen. Gør det med en grundig motivering og send forslaget til mail-adressen hnk@djh.dk med "eJour pris" i emnefeltet.

I eJour nr 30 til december gør vi foreløbig status over de indkomne forslag, ligesom der kan være flere detaljer at offentliggøre om prisen, før redaktionsgruppen sidst i januar går i enrum og siden opsender hvid røg om, hvem der bliver den første modtager af eJour-prisen. Navnet på modtageren offentliggøres i eJour nr 31 til februar 2004.

Nr. 29 november 2003
Kontakt eJour, hnk@djh.dk