e J o u r
FORSIDE
RIS, ROS, TIPS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Fornuften bag annoncerne

Googles AdSense-program kan potentielt ændre den måde, medierne genererer penge på, og hvis ikke de store mediehuse tager princippet til sig i dag, risikerer de at blive overhalet af små nichemedier i morgen.

Af Mikkel Stjernberg, mikkel@stjernberg.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


3 dollars og 10 cent. På halvanden måned. Ikke lige frem noget der giver mig penge til huslejen, men jeg kan da få et par prisbevidste kuglepenne ud af det, hvis jeg er klog i mine indkøb.

Nu er jeg selvfølgelig heller ikke den, der har flest besøgende på mit netsted (www.stjernberg.dk). Omkring et par hundrede om måneden i gennemsnit, men der burde da være bare en eller to procent af dem, der gider klikke på annoncerne.

Sandheden er, at min amerikanske valuta er tjent på de dage, hvor jeg har fået et par legekammerater til at gå ind på siden og klikke på alle annoncerne, fordi jeg ville se, hvordan systemet registrerede de klik. Da jeg søgte om godkendelse til programmet, havde jeg ikke regnet med, at kammeratklikkene ville være de eneste.

Præcedens

Det handler om Googles AdSense-program. Det er tiltænkt alle med et netsted, hvor der er ekstra plads til en Google-annonce eller to. Et snedigt udtænkt koncept som jeg er overbevist om vil danne præcedens for, hvordan digitale medier fremover anvender annoncer.

Kort fortalt har Google udviklet et system, der for hvert besøg på netstedet søger på nøgleord i indholdet og tilpasser annoncerne efter det. Hvis jeg skriver om Mellemøsten, relaterer annoncerne sandsynligvis også til Mellemøsten, og hvis jeg skriver om det at skrive fiktion, vil der sikkert være en annonce for noget skrive-software.

Hver gang en bruger klikker på en annonce, modtager jeg som ejer af stedet en betaling fra Google på, ja, ikke ret meget.

Synkronisering

Det er en smart måde at synkronisere brugerens interesse for indhold og annoncer på. Frem for alt fordi det er en robot, der gør det. De vandtætte skotter mellem indhold og annoncer er dermed sikret på forhånd. Vi skal bare acceptere princippet om, at de to ting passer til hinanden.

Den er sikkert svær at sluge for de ældre generationer af mediefolk, der sædvanligvis helst ser, at indholdet i en annonce er fuldstændig tilfældigt i forhold til det redaktionelle indhold på samme side. Det er da også et glimrende princip, når det er mennesker, der styrer annoncernes placering, for ingen medier ville selvfølgelig kunne styre sig, hvis først de to redaktioner begyndte at holde møder om opsætningen af siderne.

Når det er robotter, er det anderledes. De vandtætte skotter består i menneske versus teknologi, og med den matematiske tilfældighed lagt oveni burde ingen være i tvivl om det reelle i systemet.

Noget helt andet er, at det i dag er fuldstændig logisk at hjælpe folk videre på internettet i forhold til den interesse, de har udvist. Om det er ved hjælp af redaktionelt redigerede links eller robot-henvisninger er lige meget for mig. Jeg skal blot have en klar indikering af, om det er den ene slags link eller den andet, og lige netop det har Google altid været god til. Der står endda "Ads by Google" oven over annoncerne.

Misbrug

Selvfølgelig kan systemet misbruges. Alting kan misbruges. En vandpistol fyldt med saltsyre er et meget farligt våben, men forhåbentlig er der ingen, der finder på den slags.

På samme måde kan vi ikke sikre os mod, at Google ikke gearer særligt udvalgte annoncer til at blive vist flere gange mod betaling. Vi kan kun håbe på, at firmaet har en ordentlig forretningsmoral og beskytter sit brand mod kortsigtede indtjeningsmodeller.

Igen er kriteriet for mig som bruger, at jeg har en klar indikation af, at der her er tale om en annonce eller et sponsoreret link. Om nogen betaler for at få den vist 20 gange oftere end konkurrenternes, er jeg bedøvende ligeglad med, så længe det ikke påvirker mit eget valg af indhold på siden. Hvilket det ikke gør.

Flere medier har da også implementeret systemet på deres netsteder. Heriblandt Foreign Policy der i venstre side under sin navigation har placeret en annoncekasse fra Google med relation til hver artikel. Ganske diskret og velfungerende. Og da magasinet er det måske mest uafhængige og troværdige internationale magasin om udenrigspolitiske forhold overhovedet, er jeg overbevist om, det ikke ville turde betjene sig af sådan en ordning, hvis ikke det følte sig på korrekt etisk grund.

Fremtidssikring

For mediebranchen som helhed er konceptet genialt. Specielt den dag alle medier er digitale og tilgængelige via internettet. Om det er levende billeder, 11 spalters artikler eller udvalgte radio-programmer, vi hiver ned på de til den tid respektive apparater, bør være ligegyldigt.

Princippet om at have en robot til at matche en database af annoncer med det faktiske indhold vil efter min mening være gennemgående, og der vil blive tjent en hulens masse penge på det. Både i form af besparelser og i form af at drive alle mellemleddene i systemet.

Alene det at drive en database spækket med annoncer og abonnenter på samme tid må være rent guf for et moderne mediehus.

Visionære Danmark

Det kræver selvfølgelig, at man er lidt visionær og accepterer et opgør med nogle af det 20. århundredes normer. Men det burde jo heller ikke være noget problem i Danmark!

Vi er jo fremme i skoene for at blive verdens bedste it-nation, og vi har intet som helst imod at destruere noget eksisterende med henblik på at skabe noget nyt.

Det ligger i selve den danske folkesjæl at stræbe efter løsninger ud over det middelmådige. Vi kunne aldrig finde på at læne os tilbage og vente på, at der var nogen i udlandet, der gjorde det før os.

Selve tankegangen om at konservere det, vi i forvejen kender, er fremmed for os.

Demokratisk koncept

Hvad jeg især godt kan lide ved konceptet er, at der er plads til både store og små. Om du er internationalt mediehus med milliarder i ryggen eller skoleelev med lyst til at skrive blog/weblog, spiller ingen rolle i forhold til Google AdSense. Du skal bare være forholdsvis seriøs i dit forehavende med et klart fokus, og så er du i gang. Altså meget demokratisk i virkeligheden.

Det skaber en enorm underskov af stemmer på internettet, hvor det at være stor og voluminøs medievirksomhed ikke længere er et kriterium for succes. Fokus er lige pludselig på indholdet i en grad, jeg aldrig selv har oplevet før. Over tid kan du trænge lige så godt igennem mediestrømmen ved hjælp af en godt skrevet blog/weblog som en avisklumme eller en stilling som tv-vært.

Du skal blot sikre dig en læserskare og opdrage dem til, hvad du er for en størrelse. Gør du det godt, får du automatisk flere og flere læsere, hvilket igen betyder flere penge, og lige pludselig er du en stemme derude med indflydelse. Der bliver lyttet til dig, linket til dig og mailet til dig. Du er blevet meningsdanner uden om de traditionelle medier og magtstrukturer.

Seriøst internet

Pointen er, at jo mere du fokuserer på godt indhold, som brugerne gerne vil have, desto større chance er der for at tjene penge på det. Altså stik modsat trenden de seneste 14-15 år, hvor det mere har drejet sig om at være så egoistisk og krukket som muligt. Jeg tænker selvfølgelig på diverse realityshows mv.

Internettet er så dejligt fri for al den slags. Hvis ikke der er et fokus på noget reelt indhold, så overlever man ikke længe på internettet. Jeg vover den påstand, at internettet er den mest seriøse mediekanal overhovedet.

Googles AdSense-koncept har gjort det endnu mere seriøst og har samtidig sået et frø, der presser de traditionelle medier til at tænke i ny baner, når de planlægger deres fremtidige medieimperiers afsæt i befolkningerne rundt omkring i verden. Der er med andre ord kommet en ordentlig gang autonom tænkning nedefra, som med de rigtige investorer i ryggen med ét slag har forandret den måde, vi griber tingene an på.

Når sådan noget sker, er det som regel rigtigt, og vi gør efter min mening bedst i at tage konceptet til os med det samme og allerede nu bruge resurser på at videreudvikle vores annoncesystemer ud fra princippet bag Google AdSense. Ellers står vi bare endnu engang med en selvmedlidende følelse i mellemgulvet og har misset toget om få år.

Nichefokus

Selv ender jeg nok med at pille Google-annoncerne af mit netsted, når året er omme. Min blog har aldrig haft det fokus, som annoncesystemet kræver for at kunne generere penge nok. Desuden får man ikke udbetalt så meget som en cent, med mindre man genererer over 100 dollar, og for lige netop min blogs vedkommende er der temmelig lang vej til dén magiske grænse.

Jeg kunne snarere forestille mig at bruge systemet på et online medie med et klart niche-fokus og dermed et klarere publikum, som besøgte stedet for andet og mere end at læse en blog.

Dybest set skal der ikke andre end én selv til at drive sådan et medie, hvis man gør det godt. Med det rigtige fokus ville det være en seriøs udfordrer af de etablerede medier, og de 3 dollars og 10 cent ville kunne mangedobles. Supplerende indtægter fra en simpel abonnements-ordning kunne sagtens få det til at løbe rundt.

Grundstenen til fremtidens annonce-princip er under alle omstændigheder lagt med Google AdSense. Det er, som ordet siger, fornuftspræget annoncering.

Toget er sat i bevægelse.


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr 40 december 2004
Kontakt eJour, hnk@djh.dk