|
|
Newsbooster lukker i Danmark
|
Flytter til London og forbereder samtidig samarbejde i Japan
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk
Newsbooster lukker
i Danmark og genopstår i Storbritannien. Om kort tid ventes
hele salgsapparatet at være oppe i fulde omdrejninger fra
London. Næste år stiles mod et franchise-selskab i
Japan, og i flere andre lande er aktiviteter undervejs.
Kassen er tom
»Kassen i Danmark er ved at være tom. Danske dagblades
retssag mod os har været en dræbende tidrøver,
så nu går jeg i gang med et mere frugtbart arbejde
i udlandet,« siger den 45-årige medstifter af Newsbooster,
Nicolai Lassen, der i aften (3. december) flyver til London. Han
bevarer dog sin bopæl i Danmark.
Det danske Newsbooster ApS ejes af et holdingselskab, hvis
indehavere er Nicolai Lassen og hans samlever Sanne Caspersen,
medico-ekspert. Der er forlængst oprettet et britisk selskab,
Newsbooster.com Ltd., hvor selskabets søgetjenester har
hjemme.
Som en konsekvens af den tomme pengekasse har den hidtidige
direktør Anders Lautrup-Larsen forladt Newsbooster 1. december.
Retssagen mod Newsbooster rejst af Danske Dagblades Forening
for søgetjenestens brug af dybe links direkte til dagbladsartikler
har ifølge Nicolai Lassen kostet Newsbooster over 1 mio
kr.
»Vi har regnskabsafslutning for Newsbooster ApS 31. december,
men måske bortset fra frivilligt forlig med enkelte kreditorer
regner vi med at kunne svare enhver sit,« siger Nicolai
Lassen til eJour.
Retssagen
Det er i dag uvist, hvilke konsekvenser Newsboosters lukning
får for retssagen. Første møde i Sø-og
Handelsretten er 9. december.
»Jeg er parat til at række hænderne i vejret
og opgive sagen, hvis vi i stedet kan forhandle os frem til en
langsigtet, fornuftig løsning for alle parter. For ingen
i hverken it- eller medie-branchen er tjent med den nuværende
situation.«
Nicolai Lassen kan godt forestille sig en løsning, hvorefter
søgetjenester fortsat har ret til at lave dybe links, men
hvor en brugers klik på linket for at læse selve artiklen
udløser en mikro-betaling, som så deles mellem dagbladet
og søgetjenesten.
»En løsning, som jeg aldrig har haft lyst til
at vælge, er 'Visator-modellen', som sender dybe links og
siden fakturaer fra Singapore hjem til de danske kunder. Jeg har
snakket med flere af Visators store kunder, som siger, at de er
ligeglade med, hvordan Visator skaffer stoffet, bare de skaffer
det. Newsboosters internationale kunder slår sig også
på maven af grin over retssagen og synes, vi er jomfrunalske,«
siger Nicolai Lassen.
Mistet 100 journalistjobs
»Det mest ærgerlige er bare, at ligesom Danmark
er verdensmestre i vindmøller og høreapparater,
kunne vi også være blevet det i søgeteknologi.
Det har danske dagblade forpurret.
Danske Dagblades Forening og Dansk Journalistforbund, som gik
ind i retssagen til støtte for DDF, har skudt sig selv
i foden.
Søgeteknikker er effektive og finder revl og krat, men
efterlader jo masser af journalistisk arbejde med redigering.
Havde vi haft frie hænder, kunne vi have beskæftiget
100 journalister inden for 12 måneder,« forudser Nicolai
Lassen.
I udlandet
Newsbooster.com Ltd. har i London indledt et samarbejde med
danskeren Jens Rasmussen, der er bosat i London og via firmaet
Anqer sælger it-løsninger
til europæiske virksomheder.
De ny Newsbooster-aktiviteter i London fokuserer på salg
af søgeteknologi til firmaernes intranet.
I Japan kan Newsboosters oprettelse af et franchise-selskab
med landets tredjestørste teleselskab være en realitet
om få måneder. Nicolai Lassens bror, der har arbejdsmæssige
kontakter i Japan, forhandler på Newsboosters vegne.
Derudover forbereder Newsbooster for tiden aktiviteter i Holland,
Spanien, Rusland og Indien.
|