 |
|
 |
|
Gratis nyheder ind på ens egen skærm
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Danmarks Radio har som det første massemedie herhjemme besluttet
at tilbyde sine seneste nyheder som gratis RSS-feeds.
Dermed kan vi løbende og uden at røre en finger blive
automatisk opdateret med de seneste begivenheder, som de skildres af DR
Nyheder Online.
På vej
verden rundt
RSS-feeds er den nyeste form for automatiseret publiceringsform, som
mange af de store udenlandske
massemedier på nettet har taget i brug det seneste års tid.
Nogle medier forbeholder RSS-feeds for deres abonnenter, andre tilbyder
dem gratis til alle brugere, eventuelt begrænset til korte
nyhedsoversigter eller enkelte
stofområder. Fx har amerikanske Christian Science Monitor lavet
en gratis RSS-pakke
omfattende hele avisen, men har af praktiske grunde splittet indholdet
op i mindre
stofområde-bidder.
Teknikken er også begyndt at
dukke op i Norden bl.a. hos norske VG/Verdens
Gang, svenske Dagens Nyheter
og finske Helsingin Sanomat.
Derimod har massemedierne i Danmark indtil videre hejst
vindebroen op og stængt vinduerne. Ingen udover DR har indtil nu
meldt ud
med tilbud til offentligheden og den almindelige netbruger. Noget andet
er så, at der givetvis testes og analyseres i lukkede
kredsløb.
Automatisk
opdatering
Med RSS-feeds kommer nyhederne automatisk til ens computerskærm,
til
ens eget netsted eller fx ind i en virksomheds eget intranet, så
snart de bliver opdateret hos DR Nyheder Online.
DR har valgt at lægge de seneste 20 nyheder fra
- Indland
- Udland
- Penge
- Politik
- EU
ind i RSS-feed'en. Der er ingen sport, men det er
ikke utænkeligt, at DR Sporten kommer med senere.
Hver nyhed består af en overskrift og et kort resume.
Overskriften er samtidig et link, så man med et klik kan komme
til hele artiklen hos DR Nyheder Online.
"Jeg aner
ikke, om der er interesse for sagen, men har skønnet, at det var
naturligt også at tage den publiceringsmetode i brug," siger
afdelingens chef, Troels Behrendt Jørgensen til eJour. "Nu
må det komme an på en
prøve, og vi vil lade reaktionerne afgøre, om vi skal
videre ud ad
det spor."
Læs mere
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
 |
|
|
|
 |