 |
|
|
|
|
Lad den indre stemme tale
|
Uden hjertets engagement og håndværksmæssig
ligevægt i maven fungerer sproget ikke. Heller ikke på
internettet hvor overfloden af dårligt formidlede informationer
skriger på assistance fra skribenter, der tør lade den
indre fortællestemme drive værket.
Af Mikkel Stjernberg, mikkel@stjernberg.dk,
medlem af eJours
redaktionsgruppe
Skriftsproget er en personlig størrelse. Alle har vi en indre
fortællestemme, og jo renere den er i sit udtryk, desto bedre
bliver teksten. Efter min mening er det faktisk alene den indre
fortællestemme, der resulterer i, om en tekst bliver læst
til ende eller ej.
Desværre har vi det med at hive alskens skabeloner for god
skrive-virksomhed ned over vores indre stemme, og det går ud over
renheden. Især i journalistikken, hvor det mere eller mindre er
blevet et mantra på redaktionerne, at det vigtigste altid skal
stå først. Selv når der er tale om en
kvart-litterær feature-artikel, bliver den rettet af i forhold
til nyheds-trekanten.
Den stakåndede telegram stil i de indledende afsnit er i det hele
taget blevet en kedelig norm i dansk journalistik, og det gamle princip
om at ”grave vinklen ned” til allersidst er noget, som både
journalister og redaktører går udenom af skræk for
at hægte læserne af.
Stoler ikke
på håndværket
Intet kunne selvfølgelig være mere fejlagtigt, men i bund
og grund skyldes det, at vi ikke stoler på vores
håndværk, hvilket der selvfølgelig kan være
flere grunde til. Den væsentligste, set med mine øjne, er,
at journalister og redaktører ikke har tillid til, at
læserne giver sig tid til at fordybe sig i en godt skrevet
feature-artikel fra ende til anden.
Såvel læserundersøgelser som almen sund fornuft
peger dog på det modsatte. Hvis blot feature-artiklen er skrevet
ordentligt, er den blandt det mest læste stof overhovedet.
Læserne nyder ganske enkelt at tygge sig igennem dem, fordi de i
kraft af deres fortælletekniske kvalitet har en
herlighedsværdi uanset emnet. Den gode formidling trækker
simpelthen hovedparten af læserne gennem stoffet -- også
når læserne intet kendskab har til emnet på
forhånd.
Oplysning frem
for informering
Det er lige præcis her, vores rolle bliver at oplyse frem for at
informere, hvilket verden har hårdt brug for i dag. Massiviteten
af informationer gør den enkelte information mere og mere
anonym, og vi er derfor nødt til at betjene os af andre former
for drivkraft i vores historier for at trænge igennem til
læserne.
Her har vi naturligvis flere muligheder at vælge imellem, og jeg
afviser ingen af dem på forhånd, da såvel grafisk
indpakning som strukturering af stoffet er fuldt ud berettiget og altid
bør tages med i vurderingen af, hvordan vi skaber det optimale
rum omkring vores budskab.
Der er bare det ved dem, at de er situationsbestemte muligheder, som
varierer afhængig af omstændighederne. Så er det
meget lettere at lægge hovedvægten på at lade
skribentens indre fortællestemme være den drivkraft, for
den er helt uafhængig af omstændighederne og ligeglad med
genren.
Nuanceret
journalistik
Fordelen ved at satse målrettet på værdien af en ren
fortællestemme er en ekstremt nuanceret formidlings-flade, hvor
indholdet skiller sig ud fra den gråmelerede
skabelon-journalistik, vi er blevet vant til, og teksterne træder
i karakter som en levende og udfordrende formidling af stoffet.
Skribenten er så at sige i øjenhøjde med sig selv
undervejs i skriveprocessen, og det smitter af på læseren
lige med det samme på en positiv måde.
Men der er også andre fordele, selv om de måske er mere
indirekte. Eksempelvis at det bliver langt sjovere at arbejde som
skribent og dermed også lettere at finde de interessante
historier, fordi vi da er inde i en positiv udviklingsspiral. I sidste
ende gør det vores håndværk bedre og artiklerne
skarpere, og så fylder vi lige pludselig vores rolle som den
autonome del af statsmagten meget bedre ud.
Måske lyder det søgt for nogen, men jeg mener rent
faktisk, at vi med fokus på dyrkningen af en ren, indre
fortællestemme træder i karakter som skribenter og
får lettere ved at gøre den forskel, vi altid har
drømt om. Der er en vis grad af idealisme i vores fag, og de
fleste af os har valgt journalistikken, fordi vi nærer et
ønske om netop det.
I det daglige kan det bare være
svært at finde vejen til forskellen i hver eneste opgave, og
når dagen er omme, har vi ofret idealerne på et bål
af
forfængelighed og kolde kontanter.
Her er det rart at have sin indre fortællestemme med i
rygsækken, for den er garanten for, at vi leverer et ordentligt
stykke håndværk, lige meget hvad opgaven går ud
på.
Sproget
forbliver det samme
Hvilket bringer mig frem til, hvordan det er med sproget på
internettet. Svaret er, at skrift-sproget på internettet er
præcis det samme som i alle andre skriftlige sammenhænge.
Der er nogle normer, vi skal tage hensyn til med hensyn til genrevalg,
strukturering og grafisk opsætning af teksten, men det har
dybest set kun noget med tekstens indpakning at gøre og ikke
sproget som sådan. For det forbliver selvfølgelig det
samme.
Kun ét eneste krav kan vi stille til sproget på
internettet: Det skal være båret af en personlig og indre
fortællestemme fra første til sidste bogstav. Ellers ville
en nedgravet vinkel som denne jo heller aldrig blive læst!
- Hvad er dine erfaringer med den indre fortællestemme
på
nettet? Skriv din kommentar til mikkel@stjernberg.dk.
|
|
|
|
|
|