 |
|
|
|
|
Jakob Nielsen er en stor mand:
|
Han dræbte journalistikken
Af Ib Konrad Jensen,
ikjensen@og.dk, medlem af eJours
redaktionsgruppe
Skal man lære at skrive godt på nettet, må man
først støbe sine gamle journalistiske versefødder
ind i en spand cement og skubbe spanden i havnen. På nettet skal
man skrive så:
- Læseren har kontrol og altid selv kan vælge sin vej
gennem informationerne
- Teksten er associationsvenlig, og læseren nemt kan springe
til
relateret information
- Teksten er delt i informationsklumper, der kan stå alene og
altid rummer et afsluttet problemkompleks
Det er ikke nødvendigvis svært at lære. Det store
problem er, at resultatet ikke er journalistik.
På
nettet har man ingen cliffhangere
Vi kender alle den fremragende reportage på skrift eller billede,
hvor teksten suger vores opmærksomhed til sig. Hvert et ord er
nøje afstemt, så det smyger sig ind i teksten som
byggesten i et arkitektonisk mesterværk. Hvert et afsnit pirrer
vores nysgerrighed, overrasker, får os til at gyse eller grine.
Journalisten har arbejdet i sit snedkerværksted, savet, hamret
og pudset, og dér hænger vores øjne. Vi æder
teksten, som en Mercedes æder asfalt på den tyske motorvej,
og vi lader os velvilligt bære med af associationer og
sprogblomster. Journalisten bygger spænding op, og vi kan
næsten ikke vente. Som nu Poul Høi fra Berlingske har
gjort det så mange gange:
”Det var -- som de gamle cowboys sagde -- en god dag at dø.
Disen
steg op fra Wabash-floden og lagde sig som et bestilt slør om
fængslet, solen begyndte at flimre gennem træerne,
cikaderne tikkede, og meteorologerne lovede 32 grader og en let brise
fra vest. Og døde – det gjorde han.” (Berlingske 12. juni 2001)
En sådan indledning er en forbrydelse mod godt netsprog, hvis man
skal tro dem, der prædiker netsprog og journalistik. Afsnittet
kan ikke stå alene, og det giver ingen mening, hvis man ikke
læser videre. Og næste afsnit giver heller ikke mening,
hvis man ikke har læst det foregående:
”Kort efter klokken 7.00 lokal tid begyndte kemikalierne at rulle
gennem hans krop. Først sodium penthothal, som fik ham til at
slappe af og til sidst miste bevidstheden; så pancurinium, som
lammede de muskler, der bliver brugt til at trække vejret, og til
sidst potassium chloride, simpel kemisk salt, som fik hjertet til at
slå langsommere og til slut stoppede det fuldstændigt.”
Her er en journalist, der gerne vil fortælle en historie. Han vil
have dig til at sætte dig og lytte. Han vil fange og fastholde
din opmærksomhed, mens han fortæller hele sin historie. Og
allerede fra indledningen er det, som om historien hænger i
fingerspidserne over klippekanten.
Det er journalistisk sprog af meget, meget høj klasse, men det
duer ikke på nettet, for der skal læseren være i
kontrol. Læseren skal kunne springe frem og tilbage i teksten,
skal kunne zappe i informationerne som et barn med en fjernkontrol og
40 kanaler med tegneserier.
På nettet kan man ikke -- hvis det er
rigtigt det med netsproget -- bruge de fortælletekniske
redskaber,
som rigtig god reportagejournalistik bygger på.
Men hvad er der så tilbage?
Associationer,
hvad er de godt for?
En god artikel på nettet indeholder link til andre
informationer. En rigtig god artikel er delt op i småbidder, der
er
hæftet sammen med link. Læseren kan derved klikke videre,
hvis han eller hun ønsker at fordybe sig.
Det duer ikke, når journalisten folder sig ud med et
billedskabende sprog, som på avispapir skaber en frydefuld
kildrende fornemmelse fra tæerne helt op i nakken.
Journalister lærer, at de skal give teksten liv og
bevægelse med metaforer, men metaforer får hjernecellerne
til at affyre neurotransmittere i alle retninger som fyrværkeri
på Rådhuspladsen nytårsaften. Hvad skulle gamle
Magnus Simonsen have gjort, hvis han skrev til nettet, da han drejede
sin klassiker om fodboldspilleren, der scorede mål ”kold som en
brøndgravers røv”. Burde der ikke være et link
på ’brøndgraver’ -- der er jo garanteret læsere, der
gerne vil vide, hvad en brøndgraver laver.
Sprogligt liv duer ikke på nettet, for det skaber sproglige
associationer hos læserne, og det forstyrrer de
informationsmæssige associationer, der er helt centrale i tesen
om godt netsprog.
Klumper i
kommunikationen
Hvis dogmerne står til troende, er den episke reportage som
journalistisk disciplin død. Det kan ikke lade sig gøre
at skabe en fortælling, hvor journalisten fra start til slut
tager læseren ved hånden og fører ham eller hende
gennem historien eller begivenheden, som en fransk mesterkok
fører den sultne gennem måltidet.
Herman Bangs mesterstykke fra Christiansborgs brand i 1884 viser det
med al ønskelig tydelighed. Den er for længst
udnævnt til det første danske eksempel på moderne
reportagejournalistik, og man skal da heller ikke læse langt,
før man må konstatere, at historien stadig er værd
at læse her knap 120 år senere. I det mindste så
længe, den læses i den oprindelige form. I en netudgave af
”Branden” går det helt galt.
Et netudgave af Herman Bang bekræfter det, som i årevis er
blevet sagt og skrevet: At avisjournalistik ikke kan overføres
til nettet. Reportagen hakkes i småbidder af tekniske
virkemidler, som i teorien og i ingeniørers mekaniske analyser
er virkningsfulde, men som i journalistikkens analoge verden spiller
som en trommeslager på et piano.
Den viser også, at det er en alvorlig misforståelse at tro,
at man på nettet har skabt en ny sproglig syntaks, der uden
videre kan trækkes ned over journalistikken som en
rullekravesweater. Netsprogets fysiske virkemidler, som de er beskrevet
af bl.a. Jakob Nielsen, er så støjende og indgribende i
ordenes mening og sprogets rytme, at de dræber den klassiske
reportage.
Tilbage er et syntetisk sprogligt miskmask, en hulbrystet og blodfattig
klon af journalistikken, som sjældent bliver til mere end
højst en velordnet ophobning af fakta. Nogenlunde lige så
oprivende
som Lademanns leksikon.
|
|
|
|
|
|