 |
|
 |
|
|
Valg som public service på nettet
|
DR og TV 2 er ved at køre nettets kanoner i stilling til
kommunalvalget 15. november
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Begrebet public service skal snart bestå sin manddomsprøve
på nettet, og både DR og TV 2 er ved at køre
kanonerne i stilling til 15. november. Da foregår denne
generations vigtigste kommunale begivenhed: vi skal vælge
politikerne til taburetterne i vores fremtidige 98 kommuner og fem
regioner, der afløser landets nuværende 271 kommuner og 14
amter.
For begge mediehuse gælder, at de satser massivt på nettet
med grundig, varieret information med masser af interaktivitet.
DR: bred
DR har opfordret samtlige måske henved 15.000 kandidater
til at lave en lille netside, hvor politikerne in spe præsenterer
sig og fortæller om deres baggrund og politiske mærkesager.
Allerede nu sidst i september hævdes flere tusinde kandidater at
være med. Det er nemt at få overblik
over kandidaterne, fordi ens eget lokalområde er opdelt efter
politiske partier.
Man kan også tjekke,
hvilken
politiker man har flest politiske holdninger fælles med. Det kom
dog overraskende for mig, at jeg er slyngveninde med Enhedslisten...
Et debatforum
for hver kommune/region er et andet af DRs tilbud.
Forståeligt nok ligger der indtil videre kun nogle få, lidt
søvnige enkeltindlæg. Men det er irriterende, at DR
uhøfligt synes at forkorte lange indlæg nedefra i nogle
browsere,
så det er umuligt at læse dem i deres helhed.
DR-netstedet åbnede allerede 15. september, men resulterede de
første dage i næsten lutter fejlmeldinger. Da jeg tjekkede
stederne igen lige før 1. oktober, var de fleste ting begyndt at
fungere i forskellige browsere.
TV 2: spids
TV 2s valgdækning går først ud i cyberspace i
oktober, og stoffet får til huse på netstedet http://politik.tv2.dk/, der fysisk
bor på Christiansborg.
Hvor DR satser på den brede og altfavnende flade, går TV 2
åbenbart mere efter det tilspidsede, idet TV 2 vil producere
miniportrætter af hver de omkring 250 reelle
borgmester-kandidater.
Ansvaret for TV2s valgdækning på nettet er lagt i
hænderne på Altinget, der til daglig også redigerer
politik.tv2.dk. Her vil man genbruge ideen fra tidligere valg om en
interaktiv service, der kan måle, hvilken borgmester-kandidat der
bedst stemmer overens med netbrugerens egne holdninger.
TV 2 har endvidere bedt den tidligere indenrigsminister og
Århus-borgmester Thorkild Simonsen (S) om at være
brevkasse-redaktør hos TV 2.
Når valgdagen nærmer sig, bliver der live-chat med en
håndfuld politikere fra landets største kommuner.
Mere i TV 2s pressemeddelelse
8. september.
Netstederne kan uden tvivl forberede sig på en livlig trafik. Op
til det seneste folketingsvalg i februar 05 havde DR ifølge egne
oplysninger til Ritzau ca. 10.000 daglige
besøg på sin valgdatabase stigende til 50.000 de sidste
par dage før valget.
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
 |
|
|
|
 |