 |
|
 |
|
I Kort Nyt samler vi op på nyhederne siden sidste nummer og
præsenterer dem i ultrakort form med præcise links
(når det er
muligt), hvor man kan få flere informationer.
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Norsk fokus på digi-stof
Norske Aftenposten
opprioriterer det digitale forbrugerstof. Efter at have lanceret
Forbruger.no i foråret har avisen nu udvidet redaktionen 31.
oktober med en sektion ved navn Digital.
Den har fem medarbejdere plus tilknyttet en række eksterne
eksperter. Med tilhørende blog.
Bedste kirkelige netsted
Kristeligt Dagblad er i disse dage midt i sin udvælgelse
af Danmarks
bedste kirkelige hjemmeside. Tilmeldingen til konkurrencen, der
gennemføres for fjerde år i træk, sluttede 31.
oktober. Efter at have valgt 10 finalister finder et dommerpanel og en
publikums-afstemning på netstedet
i fællesskab den endelige vinder 11. november. Hæderen
udløser annonceplads for 25.000 kr på Kristeligt Dagblads
hjemmesider. I fjor vandt Metodistkirken i Odense.
Tv podcastes
TV 2 har været hurtig til at inddrage den ny video iPod til
praktisk brug i Danmark. Vi kan her i november -- og gratis frem til
nytår -- podcaste et par tv-nyhedsudsendelser på pod'en (og
andre multimediespillere, der understøtter podcasts), og
det er bare begyndelsen. TV 2s nyhedschef Michael Dyrby siger i en pressemeddelelse
27. oktober, at det er stationens "ambition at lægge en stor del
af stationens mest interessante udsendelser ud til download på
Ipods og andre terminaler". Se oversigten
over TV 2s podcasts og RSS-feeds. Også mobilen er taget i brug
som platform for en række TV 2-programmer; her forudsættes,
at man har en 3G-mobiltelefon via teleselskabet 3. Mere i pressemeddelelsen.
I Sverige har SVT siden oktober givet adgang til, at man kan
RSS-abonnere på videoindslag fra svt.se/nyheter (mere her).
Læs også notitsen RSS-tv 18. oktober
i denne Kort Nyt.
Kildeværn til bloggere
Der er udsigt til, at bloggere (folk der skriver blogs/weblogs)
får samme juridiske ret i USA til at beskytte deres kilder, som
professionelle journalister har. Bloggerne bliver muligvis inkluderet i
en udvidet gruppe skribenter, der skal omfattes af the First
Amendment-pressefriheden ifølge et lovforslag, der er på
vej igennem det amerikanske senat. Det skriver britiske DotJournalism
27. oktober.
Digitale rettigheder
Teknologirådet redegør nuanceret for de voksende
juridiske, tekniske og økonomiske problemer, som knytter sig til
vores digitale formidling af informationer. Det sker i rapporten "Digitale
rettigheder i informationssamfundet, muligheder og udfordringer for
borgernes adgang til information", der er udsendt 25. oktober, og som
uden juridiske, tekniske eller økonomiske forhindringer kan
downloades her
(pdf, 44 sider).
Ingen forhåndsredigering
I de norske medier har der været en livlig debat om,
hvorvidt indlæg på netavisernes debatsteder bør
forhåndsredigeres. I så fald skulle norsk presses
etiske normer, Vær
Varsom-plakaten, strammes op (pkt 4.17). Planerne synes nu
ifølge norske Journalisten
25. oktober at være skrinlagt. De ville kræve mange
nyansatte
alene til at moderere de store debatsteder. Men der er udtrykt
ønske om klarere regler for debatterne og deres
overvågning, bl.a. med nem adgang for brugere til at
fortælle redaktionen om kritisable indlæg.
Opfør dig ordentligt, eJour!
Jeg bliver lidt nervøs for eJours fremtid, når jeg
læser om de nyeste planer i EU. Kommissionen vil tøjle
journalisterne med en såkaldt adfærdskodeks, så vi
ikke 'giver plads til terroristiske synspunkter og organisationer'.
Danske Journalisten
24. oktober skriver om sagen, men nævner ikke, hvor mange
års fængsel vi risikerer for dårlig opførsel.
Så jeg må bare be' til, at kommissionen ikke læser
dette nr, hvor vi har et link til fremstilling af en a-bombe.
Skip Intro
For et par år siden mødte vi Flash overalt på
nettet. Den irske net-ekspert Gerrry McGovern har siden spurgt tusinder
af mennesker i omkring 35 lande om deres reaktion, når de
møder en Flash intro. Deres svar: Klikker på Skip Intro!
McGovern bruger svaret -- omtalt i hans ugentlige nyhedsbrev New
Thinking 24. oktober -- til at pointere grafikkens dalende
betydning i takt med udvikling af fokuseret, effektivt indhold på
nettet uden omsvøb og smart pynt. Og så har McGovern et
gensyn med det pris-belæssede Nike.com.
Toppen af pressefriheden
Årets måling af pressefriheden kloden over er udsendt 20.
oktober af RSF (Journalister Uden Grænser). Ifølge
organisationens Worldwide
Press Freedom Index er alt i de vante folder: Nordkorea i bunden og
Danmark i toppen (sammen med bl.a. Norge og Finland). For Norden har jo
åbne demokratier med ret til at råbe Ned med Muha...
Monarkiet uden at blive stenet.
A la carte-avis
En papir-version af Daily Me-mediet går i luften til nytår
i Augsburg, Tyskland. Projektmagerne kalder det PersonalNews, og ideen
går ud på, at interesserede hver aften giver besked
på et netsted om, hvilke artikler fra en række aviser og
magasiner de ønsker at læse morgen. Resultatet bliver
trykt om natten og lander næste morgen som en personlig avis i
postkassen -- altså den fysiske i hoveddøren eller
udendørs! Pris 2,50-2,80 euro afhængigt af ens valg. Jeg
har læst om ideen i Die Welt og
i Editors
Weblog fra World Editors Forum 20. oktober.
Måtte lukke Oprør-sider
Foreningen Oprør har ikke fået noget ud af at kære
Københavns Byrets afgørelse om, at politiet har ret til
at lukke tre netsider, hvor foreningen angiveligt havde opfordret til
at støtte navngivne terrororganisationer. Afgørelsen blev
stadfæstet af landsretten. Det oplyste Ritzau 18. oktober. Det
forbudte stof blev omgående kopieret og lagt ud på
sympatiserende netsteder -- eJour 1.
september havde fundet og linkede til seks -- og de sider har
politiet besynderligt nok ikke rørt en finger for at få
lagt ned.
RSS-tv
Først blev RSS kombineret med tekster til at automatisere
modtagelsen af læse-nyheder på nettet. Næste
RSS-skridt blev podcast til lytte-nyheder på nettet. I oktober er
taget endnu et skridt i en spændende udvikling: nu er RSS
forbundet med video til billed-nyheder på nettet. Apple (iPod)
har taget teten og antyder perspektiverne for massemedierne gennem en
dugfrisk aftale med det store amerikanske tv-selskab ABC. Apple/iTunes
er begyndt at sælge tv-udsendelser -- et par dollars for en gang
Desperate Housewives på iPod'en. Læs, hør og se en
begejstret David
Pogue i New
York Times 18. oktober.
Regionerne får ny netsteder
Amtsrådsforeningens tidsskrift Mandat
18. oktober har efter at have læst Bo Mikaels analyse i eJour
nr 48 af de kommende regioners netsteder indhentet kommentarer fra
kommunikationschefer i regionerne. De erklærer sig i vidt omfang
enige i kritikken bl.a. af den nuværende, stærke
afsender-styring, men varsler gennemgribende forandringer på
netstederne i det kommende års tid.
Net-ophavsret krænket
En svensk freelance-journalist har vundet en retssag i Stockholms
tingsret om netpublicering. Journalisten Carl Selling havde i sin
aftale med Goteborgsposten understreget, at hans artikler kun
måtte bruges i Goteborgsposten. Alligevel gjorde avisen to
artikler tilgængelige på internet via netnyhedstjenesten Affärsdata. Retten fandt, at
Affärsdata havde krænket journalistens ophavsret --
udmålt til en erstatning på 12.000 kr. Mere i svenske Journalisten
18. oktober.
Behov for en redaktør
eJours gentagne påpegning af, at Medieansvarsloven har et hul,
som mange netsteder falder i og derfor er uden for Pressenævnets
rækkevidde, synes nu også at være gået op for
Socialdemokraternes medieordfører Mogens Jensen. Han vil
på baggrund af Louise Frevert-sagen have udvidet loven til at
omfatte netsteder og kræve, at de får en ansvarhavende
redaktør -- ligesom klassiske nyhedsmedier. Socialdemokraternes
forslag er bragt videre af Ritzau/Politiken 17.
oktober. Se fx eJour-artiklerne Alle medier skal
under én hat og Digitale mediers
lovløshed.
Pressefriheds-pris
Den internationale pressefriheds-pris, der uddeles af Committee to
Protect Journalists (CPJ), bliver i år tildelt fire personer,
heriblandt Shi Tao, en kinesisk journalist og bl.a. redaktør af
Dangdai Shang Bao, en kinesisk erhvervsavis. Hans artikler om politiske
reformer i Kina blev offentliggjort på nyhedssteder uden for Kina
og har ført til, at han nu afsoner en straf på 10
års fængsel for at have 'lækket statshemmeligheder i
udlandet'. Se CPJs
pressemeddelelse 17 oktober.
Computerspil som public service
Er computerspil public service? Det mener DR, og huset argumenterer
med, at da børns medieforbrug ændres i disse år, "
har DR brug for at være synlige på de nye medier og
platforme. Og her kan spil være en måde at skabe synlighed
på". I en pressemeddelelse
14. oktober putter DR spil med public service-indhold ned i fire
kasser:
1) spil hvor brugere kan påvirke indholdet
2) spil der skaber debat og dialog
3) lærings- og oplysningsspil og
4) spil som social underholdning
Protest mod at lagre data
Ikke blot i Danmark er der massiv kritik af EUs (og den danske
regerings) planlagte lognings-direktiv, hvorefter teleselskaber skal
lagre data om folks telefon- og net-kommunikation. Computerworld
14. oktober oplyser, at over 90 menneskerettighedsorganisationer er
i gang med en kæmpemæssig, netbaseret underskriftindsamling.
Ny design-ideer
Er det nyttigt at få præsenteret nyhederne som numre
på et verdenskort? Hvis man ønsker at vælge sin
nyhedsdækning alt efter, hvor på kloden begivenhederne er
sket, er
ideen måske ikke så tosset. Den kaldes GeoNews og
afprøves for tiden af en flok journalister, WeReporters i Milano; de har
koblet Google News og Google Maps sammen i en automatiseret proces
på verdenskortet. Et andet eksempel på nytænkning ser
vi hos norske VG Nett, der har valgt
en spøjs facon ved at puste
de enkelte stikord op på en debatside i forhold til deres
popularitet (antal klik). Og amerikanske CNet
News.com er fornylig begyndt at vise de enkelte nyheders relaterede
links (klik på en nyhed og kik så t.h. på
skærmen) ikke bare som den
velkendte liste, men også som en trådet grafik (the Big
Picture) og som
What's Hot (overskriftens rum vokser efter antal klik).
VG Nett 10 år
Norges største netavis VG Nett
fejrede 10. oktober sine første 10 år på nettet.
Ingen anden avis i Norge har så mange læsere som VG Nett,
der månedligt når op på 3,2 mio
unikke brugere. I Danmark har den mest læste netavis, Ekstra
Bladet, rundt regnet 1,5 mio unikke besøg (FDIM statistikken).
Britiske priser
Dette års vindere af Online Publishing Awards (fra the
Association of Online Publishers i UK) blev præsenteret 7.
oktober, og vinderlisten
domineres af netsteder, der er gået ny veje med brug af
podcasting, blogs, live streaming o. lign. Steder som Emap, BBC, the
Guardian og Reed Business løb med hovedparten af priserne.
Patentfolk blogger
Patent-og Varemærkestyrelsen har 3. oktober åbnet en blog/weblog på
sit netsted. Det går ret fredeligt for sig. 17 fagmedarbejdere
har påtaget sig at blogge. Forhåbentlig finder de snart ud
af at knytte et RSS-feed til bloggen.
Fejlenes Top 10
Den dansk-amerikanske ekspert i net-brugervenlighed Jakob Nielsen
spidder i sin Alertbox 3.
oktober årets værste 'design stupidities'. Fejlene er
udpeget af modtagerne af hans nyhedsbrev, og på toppen troner
små eller fastlåste fontstørrelser, som to
tredjedele klager over.
Stof om kommunalvalget
I forlængelse af kommunalvalg-temaet Valg med kniv og blyant i
sidste måneds eJour kan anbefales journalister med speciale i
kommunalpolitik at kigge indenfor i den særlige valg-sektion i Kommunernes
Landsforening, hvor der efterhånden er opsamlet en mængde
relevante informationer om kommunalvalget 15. november.
Bemærk:
Vi prøver at linke
præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at
brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er
blevet flyttet til
en ny plads på netstedet. Så må I prøve at
lede lidt på stedet.
|
 |
|
|
|
 |