 |
|
 |
|
|
Brug nettet til dit netværk
|
Det handler ikke kun om det, du ved, men lige så meget om dem, du
kender. Dén filosofi ligger bag LinkedIn, der på to
år er blevet verdens største netværkstjeneste med
over 3,8 mio medlemmer.
Af Bo Mikael, bomikael@tk-consult.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
og med 46 personlige kontakter i sit LinkedIn-netværk, 4.300
gennem
vennerne og 333.700 gennem vennernes venner.
I vores fortravlede informations-pressede dagligdag er vi
afhængige af især to vigtige elementer:
At teknikken virker, og at netværket fungerer.
Det der med teknikken kan vi bare krydse fingrene for, at de andre i
it-afdelingen klarer, men netværket er vores helt egen opgave --
og vores professionelle livsforsikring.
Her i netværket -- hvadenten det er lille og tæt eller
stort og omfattende -- finder vi hjælp til at løse
opgaver,
finder ny personlige udfordringer eller starter store projekter.
I de gode gamle dage var det frem med den fedtede, overstregede
adressebog, bladre frem og tilbage, mens man ofte forgæves
forsøgte at huske, hvad ham der, der kunne det der, nu hed. Og
alle kan huske, hvilken katastrofe det var den dag, adressebogen
forsvandt eller blev tabt i værtshus-væsker!
Verdens
største
Her kommer den moderne teknik-virkelighed til undsætning. Bl.a. i
skikkelse af netværkstjenesten LinkedIn.
Det er en netbaseret
virksomhed, som stiller en række værktøjer til
netværking gratis til rådighed for sine
medlemmer.
Generelt handler netværk om kontakter og kompetencer, altså
om hvem der kan hvad, så de kan hjælpe dig med fx at
løse en opgave eller finde et nyt job. Og her er det
en fornøjelse at erstatte den
lille fedtede håndskrevne med de ny
teknologi-understøttede værktøjer.
Med flere end 3,8 millioner personer i databasen er LinkedIn verdens
største aktive netværk og derfor først og fremmest
perfekt til at skabe kontakter til eksisterende og de stadigt flere ny
medlemmer.
Genfinder
gamle kontakter
"Det har været meget nyttigt at genskabe nogle af de gamle
kontakter, man havde under dotcom-tiden, og som nu dukker op andre
steder,
i fx Finland, USA og England," siger Krister Bengtsson,
chefredaktør for nyhedstjenesten Sveriges Nyheter og tidligere
redaktør
for bl.a. CNN.se.
Bjørn Guldager, der er en af de danske super-brugere af LinkedIn
med pt 1.418 kontakter, bekræfter dette:
"LinkedIn er et kanon-værktøj til at genfinde venner og
kolleger. Man kan netværke gennem LinkedIn på to
fronter: Man kan genbekræfte sin relation med nogle, som man har
kendt tidligere, og man kan etablere kontakter til andre, man godt
kunne tænke sig at kende,” siger Bjørn Guldager. Han er
partner i
konsulentfirmaet ProMinds, selv
en meget
netværks-baseret forretning.
"Et digitalt netværksværktøj er fremragende, men
det er kun en del af det samlede billede. Det må ikke erstatte
real life networking," tilføjer han.
Den grundlæggende ide bag LinkedIn er, at kontakter har stor
værdi i forretningslivet, men at de fleste ikke er gode til at
opdatere deres professionelle netværk, samt at de ikke ved, hvem
deres kontakter kender (de såkaldte 'venners venner').
Eksporterer tillid
Konstantin
Guericke er medstifter af LinkedIn og ser
især den funktion, at netværket konstant opdaterer ens
kontakter, som en af de vægtigste grunde til dets store
udbredelse:
Han peger på fem årsager til LinkedIn's succes:
- Netværket hjælper til at genskabe kontakten til
tidligere
kolleger,
partnere eller kunder
- Medlemmer får en fyldig 'adresse-bog', søgbar med
keywords
- Medlemmers mail-adresser opdateres automatisk og er
tilgængelige
gennem en net-forbindelse
- Medlemmer kan finde ud af, hvem deres venners venner er
- Og man kan tjekke kompetencer, tidligere arbejdspladser og
evt fælles bekendte inden et møde eller et nyt
samarbejde
De erfarne netværkere ved, at et effektivt netværk ikke kun
består af ens egne venner, men lige så meget af vennernes
venner.
LinkedIns succes baserer sig netop på den tillid, vi alle
udviser over for gode venner eller kontakter. Derfor kan man fx
skabe en bedre kontakt til en kompetent journalist eller en
spændende arbejdsplads, når vedkommende kan se, at
kontakten er skabt gennem en af vedkommendes egne kontakter. Man
eksporterer så at sige sine kontakters tillid med sig ud i
netværket.
Opdaterer
kontakt-data
"Når jeg skal starte et nyt projekt, finde en leverandør
eller
afsætte et ledigt job, bruger jeg ofte LinkedIn som startsted for
min research," fortæller Christian Schade, innovationschef hos
Schultz Information,
og selv med et netværk på 215 personer i LinkedIn.
Derfor fungerer LinkedIn på den måde, at man inviterer sine
kontakter ind i netværket, og når de accepterer en
invitation, har man ikke kun adgang til deres kontaktinformationer og
profiler, men også til deres venner i netværket og tilmed
også vennernes venners venner. Man kan så at sige se tre
generationer ud i netværket. Dermed får man fx
adgang til 50.000 kontakter med CV-lignende profil-beskrivelser og
kan søge efter viden og kompetencer på tværs af
virksomheder og grænser. Noget, der ganske enkelt ikke havde
været muligt med den gammeldags
læder-adressebog.
Det er mange personer at holde styr på, men også
dér hjælper teknologien dig, for når en af dine
kontakter skifter job, afslutter en uddannelse eller på anden
måde opdaterer sin profil, så er det altid de aktuelle
informationer, du får, når du søger vedkommende
på netværket.
"Jeg bruger først og fremmest LinkedIn til at holde styr
på, hvor en lang række mennesker befinder sig henne
geografisk og karrieremæssigt," siger Christian Schade.
Udover kontakt-mulighederne kan LinkedIn-netværket hjælpe
sine medlemmer på flere andre måder:
- Der er en job-database med lederstillinger med keywords, så
man kan søge på profession, geografi og tilmed på
en virksomheds navn
- Der er mulighed for selv at søge ny udfordringer gennem
netværket
- Der er en søgetjeneste til forskellige erhverv verden over
Kvantitet +
kvalitet
LinkedIn er ikke det eneste
vidunderbarn for netværksnørderne.
Blandt de andre systemer er ecademy.com
og plaxo.com, som har hver
deres særpræg; Ecademy har fx flere
netværksfaciliteter knyttet til platformen, og Plaxo kan opdatere
direkte i din Outlook adressebog. Men ingen af dem har
tilnærmelsesvis så mange medlemmer som LinkedIn.
Og ifølge Bjørn Guldager betyder det noget i de kredse:
"Jeg har tre regler om at netværke, og den tredje går
på, at store tal virker. At netværke med mange og i lang
tid vil altid give positive resultater. Her er det via LinkedIn muligt
at nå ud til flere mennesker end via de andre
værktøjer."
Bjørn Guldagers to andre regler er i øvrigt:
- Man skal netværke, når man ikke har behovet -- for
så HAR man sit netværk den dag, man får brug for at
trække på det
- Start med at give ('så' og 'pleje' sit netværk) --
men
man skal ikke være bange for at tage, når muligheden byder
sig
"De to regler er meget vigtige, da den tredje regel -- isoleret set --
kunne give det indtryk, at netværkeri blot er et 'numbers game'.
og det mener jeg faktisk ikke, at det skal være! Men en sund
kombination af kvantitet (at netværke med mange) og kvalitet
(at sørge for at netværket er reelt og aktivt) kan varmt
anbefales.”
Ifølge Konstantin Guericke er LinkedIns store succes også
bundet op på store tal:
"Vi tror, at årsagen til, at vi vokser så meget i
øjeblikket er, at vi er størst: Hvorfor skulle man knytte
sig til et andet netværk, når ens kontakter allerede er
medlemmer hos LinkedIn. Og når du søger efter nogle eller
noget på nettet, søger du alligevel altid der, hvor du
får de bedste resultater, som fx på eBay."
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
 |
|
|
|
 |