 |
|
 |
|
Offentlige deltagerlister kan krænke folks privatliv
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
I tidens netværking er det blevet moderne at lægge lister
over deltagere ud på nettet. Efter netværks-tankegangen
skal man ikke bare deltage. Offentligheden skal også have besked
om, at man deltager. Man skal have promoveret sit medlemsskab af
kredsen og signaleret sit samvær med den spændende Mr X og
den sexy Miss Y.
Arrangørerne risikerer selvfølgelig også den
modsatte effekt: "Når det er den slags brancher, der er
repræsenteret, så gider jeg da ikke spilde min tid
dér."
Men det kunne se ud til, at mange arrangører ikke har
forestillet sig en tredje reaktion, nemlig den fra potentielle
deltagere, der opfatter deres tilstedeværelse på en
sådan liste som noget, der tilhører privatlivets fred og i
hvert fald ikke vil have den udbasuneret på nettet.
To uens lister
Fx lagde jeg mærke til, at en netop overstået todages
konference New Media Days i
København havde lagt deltagerlisten
(fuldt navn plus arbejdsplads) meget synligt på nettet, uden at
deltagerne var varskoet herom. Den var tilrettelagt af en række
professionelle medieorganisationer.
Alle og enhver kunne læse hele deltagerlisten, der som mange
andre af samme type lå i ugevis på nettet til fri og gratis
beskuelse uden password eller lignende beskyttelse.
En lignende liste over deltagerne i en videndelings-konference
1. november i Middelfart, forestået af Undervisningsministeriet,
havde samme karakter. Men her blev deltagerne dog orienteret om
formen ("Tilmeldingen foregår udelukkende online og
automatiseret, således, at deltagerne løbende kan
følge tilmeldingen.")
Usikker jura
Jeg er ikke sikker på, at en sådan deltagerliste vil blive
betragtet som en lovovertrædelse, der kunne få vores
nidkære overvåger på feltet, Datatilsynet, til at rykke ud.
Jeg hører ikke et direkte brag af et sammenstød med Loven
om Behandling af Personoplysninger. Ligefrem
'personfølsomme' oplysninger i lovens paragraf
6 kan listerne næppe siges at have offentliggjort, og det er
usikkert, om listers implicitte information om deltagernes fravær
fra hjemmet i måske et par dage kan siges at krænke
privatlivet.
Der er her tale om en afvejning af de to hensyn -- deltagernes og
arrangørernes. Og da tilsynet ikke har behandlet klager over
lister af den karakter, er det usikkert, hvilket udfald en eventuel
sag ville få.
Tyve med
indkøbslister
Men uanset juraen er det jo ikke forbudt folk at tænke sig om.
Således er jeg ret sikker på, at folk i mit boligkvarter
stærkt ville frabede sig at optræde på den slags
lister.
I vores kvarter har indbrudstyve indkøbslister med, når de
besøger os (B&O, Arne Jacobsen, Poul Henningsen). Vi har
også fundet tabte oversigter over husene på en vej med
angivelse af, hvornår på dagen i ugens løb de
står tomme.
Så vi har ikke ligefrem lyst til at skilte på nettet med,
hvornår vi er til udenbys konferencer.
De moderne deltagerlister kan løse problemet, hvis deltagerne
allerede ved tilmeldingen bliver orienteret om
offentliggørelsen, og der er mulighed for fx at sætte et
flueben, hvis man vil frabede sig offentliggørelse af sin
deltagelse.
Rankingliste
De øvrige deltagere kan til gengæld anvendes som et
virkelig gedigent promoverings-værktøj, hvis
arrangørerne tager skridtet fuldt ud og tør tage ved
lære af den professionelle sportsverden.
Så skal arrangørerne selvfølgelig indplacere
deltagerne i rankinglister ligesom fx i golf,
hvor årets turneringer rankes efter, hvor mange af
verdensranglistens spillere der
deltager i turneringen, og hvor på listen de befinder sig.
Jo flere højt rangerede spillere fra verdensranglisten, der
deltager i en turnering, jo flere verdenslistepoints -- og dermed
pengepræmier, sponsorindtægter etc -- kan en spillers gode
resultat i en turnering kaste af sig.
Jo flere interessante deltagere i en konference, jo højere
kommer konferencen på listen.
Sikken et netværk!
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
 |
|
|
|
 |