 |
|
|
|
Livet på nettet er slet ikke så fladt, som vi går
rundt og tror
Af Niels Mørk, nim@djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Netjournalister bruger links til at skabe forbindelse mellem artikler
og andet relevant stof. Vi finder alle rundt på nettet ved
hjælp af links, og vi navigerer så at sige via hyperlinks i
en non-lineær form. Det lyder lidt kedeligt,
men det har været en succes uden sidestykke.
Tekst (og masser af det), lidt billeder og så nogle links. Hvis
det skal være ekstravagant,
så også med Flash.
Grundlæggende er det flade sider bundet sammen med hyperlinks.
Men browseren har en bagside, og det er her, det sjove sker.
Det at navigere i netsider
er ret begrænset. Som bruger 'surfer' jeg på internettet --
og skal jeg finde noget specifikt, søger jeg i
Google og håber, at jeg rammer noget brugbart.
Arkæologisk er der gjort en masse forsøg på at finde
ny metoder til at præsentere informationerne på. De mest
spændende ligger netop på browserens bagside.
ProjectX
Et af de første var ProjectX (senere
HotSauce) fra 1995. Ideen med ProjectX var at skabe en teknologi, der
kunne beskrive dokumenters tilhørsforhold ved brug af Meta tags
(emneord, forfatter, kilde etc). Hovedvægten var at bryde med
hyperlinks. Resultatet blev en plug-in til browsere, der kunne vise
netsiderne i en 3D form.
ProjectX fra DJH 1998
Brugerne kunne 'flyve' gennem informationer -- samle dem i klynger og
nemt overskue, hvad der lå under bestemte emner, forfatter etc.
Omkring 200 steder prøvede teknologien, inden Apple opgav ideen
og gav den videre til Netscape. Men de store virksomheder i it boblen
Microsoft og (dengang også) Netscape havde set potentialet. Meta
tags og XML var vejen frem -- hvis man skulle bryde med
de flade sider.
Start på RSS
Mens alle andre talte om interaktive sider -- og ting der kunne
bevæge sig eller se pæne ud -- arbejdede Netscape videre
med ProjectX ideen.
Arbejdet var koncentreret om at skabe en standard, hvor brugerne selv
kunne designe, hvorledes de skulle have informationerne
præsenteret.
En af ideerne var, at netsiderne indeholdt informationer, der kunne
sende meget komplicerede informationer til browseren -- fx at en bruger
skulle kunne hente sin email INBOX over i browseren eller vælge,
hvilke dele af nyhederne der skulle optræde på siden.
Det kaldes også Det
semantiske net (hvor computerne kan sende informationer til
hinanden, uanset hvilket operativ system de benytter).
Projektet hedder 'My Netscape' (det findes stadig), og dengang blev
teknologien kaldt RDF (RSS
0.9) Resource Description Framework.
My Netscape
Dave Winer fra Scripting.com overtog formatet, da Netscape opgav
udviklingen af nyhedskanaler i My Netscape. Blogs var dengang lige
startet som medie, og blog-kulturen var længe anset for at
være noget for navle-pillere (prøv at søge på
Google på blog
me me me). Dens audio-blogging (podcasting) er drillende kaldt 'Waynes
Radio'
Konceptet var at skabe et enkelt format, der kunne benyttes som kanal
for syndikerede nyheder, RSS (Really Simple Syndication -- med streg
under Simple). Mange af de mere
komplicerede funktioner blev fjernet, og det startede et af de helt
store slagsmål på internettet.
Tonen i debatten blev så bitter, at jeg sjældent har
oplevet noget lignende. Normalt er det lidt sjovt at følge med i
sikkerhed på sidelinjen -- men det her var anderledes:
Succes hos medier
og blogs
Dave Winer har holdt fast i visionen -- og resultatet er i hus.
Antallet af RSS
kanaler vokser eksplosivt, og nyhedsmedierne ser også fordelene
ved at anvende RSS.
I kølvandet på blog-successen er der fulgt en række
ydelser som XML-RPC, SOAP og Trackbacks -- designet til at sende
informationer rundt mellem blogs (syndikering).
Det er nok også grunden til, at RSS er blevet så
populær blandt bloggere og medierne. Og det er i
blog-miljøet, at de spændende udviklings-tanker
opstår.
Men der er stadig langt til det semantiske net, og problemerne med at
samle og organisere sine informationer er ikke RSS' stærkeste
side; de er dog tildels løst
af TagCloud.
Der findes så mange semantiske projekter på internettet, at
det er umuligt at overskue dem alle (lidt imod selve grundtanken i
projektet :) -- men der er ikke mange, der har fået samme
gennemslagskraft. Se dette nummers artikel Bagsidens mærkater
om de enkelte tjenester.
Der er dog én teknologi, der ligner det gamle ProjectX lidt --
'gnod'-netværket der bygger på
teorier om kunstig intelligens. Prøv fx en søgning
på Hunter
S. Thompson ---det begynder at lugte lidt af fisk.
gnod eksempel
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
|
|
|
|
|