 |
|
 |
|
I eJours serie "Mine
bedste klik" inviterer vi
gæster til at udpege deres fem bedste steder på
nettet
- Lars Boesgaard, Gyldendal
- Christian Schade, Schultz Information
- Hanne Bender, Bender von Haller Dragsted
- Christina Boutrup, Berlingske Tidende
- Viggo Lepoutre Ravn, Jyllands-Posten
- Per Mikael Jensen, Metro International
- Anker Brink Lund, Copenhagen Business School
- Hans Christian Andersen, forfatter
- Johan Winbladh, Danmarks Radio
- Lis Hornø, Kolding Kommune
- Steven Snedker, Vertikal
- Preben Mejer, TDC og Innovation Lab
- Joachim Malling, Det Berlingske Officin
- Troels B. Jørgensen, Danmarks Radio
- Opgavebeskrivelsen
Tidligere tiders "Sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig,
hvem du er!" erstatter vi med "Giv mig dine links, og jeg skal sige
dig, hvem du er!" Dermed tror vi, at bidragene både vil tegne
interessante streger
af skribenternes profil og efterhånden også bliver en
inspirerende kilde for eJour-brugernes research og nyhedsindsamling.
Lars
Boesgaard
direktør i Gyldendal
- DR er stedet, hvor jeg får
mine nyheder eller kan genopleve udsendelser. Utroligt nyttigt for en
forlægger, der altid skal være godt orienteret om
både nyheder og baggrundsstof.
- Amazon er et genialt site.
Jeg køber mange bøger her, fordi det er hurtigt og nemt
-- ofte meget nemmere end at bestille bøger fra diverse forlag.
- Antikvariat er stedet,
hvor man kan finde gamle titler fra hele Norden. Basen over titler er
meget omfattende, og man bliver imponeret over, hvor meget man kan
finde her. Det er måske ikke så hyggeligt som at snuse
rundt i et 'rigtigt' antikvariat, men det er helt suverænt som
værktøj.
- DMI det er her, jeg henter vigtig
information om vind, vejr og strøm, inden jeg sejler eller
fisker.
- Formula 1 giver daglig
information
om Formel 1, der er en af mine mere hemmelige interesser.
December 2005
Christian
Schade
innovationschef i Schultz
Information
- Plazes Valgt, fordi de
repræsenterer den ny undergrund af demokratiske digitale
tjenester. Lokations-baseret information styret af brugerne. Finder ud
af, hvor du er, på baggrund af din ethernet-forbindelse. Ingen
GPS, intet dyrt kortsystem. Kender den ikke lokationen, opretter du den
selv. Find hotspots, restauranter, venner i nærheden. Spor dine
venner rundt på kloden. 13.000 lokationer i 101 lande er nu
oprettet i systemet.
- Slashdot News for nerds. Stuff
that matters. En af nettets bedste nyhedskilder om it-teknik,
naturvidenskab, digitalt demokrati og politik.
- Wikipedia En af de mest
markante vidensdelingstendenser i verden netop nu. Alle deler med alle,
det fri leksikon skrevet af folket, for folket. Flere artikler end
Encyclopedia Britannica. Mere trafik end New York Times. Den danske
udgave rummer pt 34.000 artikler.
- Trillian Når man har
samlet kontakter op fra hele verden, er det kedeligt kun at have MSN
Messenger installeret, bare fordi Danmark er et Microsoft-land.
Trillian giver mulighed for at IM-chatte med dine venner i ét
program, selv om de bruger Yahoo! Messenger, MSN, AIM, AOL, ICQ,
GoogleTalk eller Jabber. Understøtter pt dog ikke Skype.
- Strong Bads
emails Som en af hovedpersonerne i det mystiske
internet-tegneserieunivers Homestar Runner er den
brydermaske-iklædte figur Strong Bad kendt blandt entusiaster som
den mest underlige og modbydelige brevkasseredaktør. Skriv ham
en mail og bliv hånet. Timers underholdning. Sketchen "Website"
anbefales til kolleger midt i en designproces.
November 2005
Hanne Bender
advokat i advokatfirmaet Bender
von Haller Dragsted
- Medieoversigten er nyttig,
fordi jeg bruger mange nyhedssider i det daglige, og den giver et godt
overblik over de aktuelle nyheder. Man kan selv vælge, fra
hvilke medier man løbende vil have de sidste nyheder. De er en
super måde at holde sig ajour sideløbende med de
elektroniske nyhedsbreve.
- Computerworld Online og ComOn er de to store nyhedsmedier
inden for it-verdenen, som jeg dagligt besøger flere steder. Det
er stedet, hvor nyheder om it og forretning er samlet; den danske
it-branches "Daily Gazette". Vi er på kontoret ofte også i
vort daglige arbejde i kontakt med journalister fra de to nyhedsmedier,
der har brug for lidt juridisk baggrund, og det giver os en meget
værdifuld finger på pulsen, som vi sætter meget
højt.
- De forskellige ressortministerier og Folketinget er fantastiske
sider om lovstof. Selv bruger jeg meget Ministeriet
for Videnskab, Teknologi og Udvikling, der bl.a. er it- og
telebranchens ministerium, og Kulturministeriet,
der vareretager det ophavsretlige område.
- Infosport er en
imponerende side, hvor der kan hentes oplysninger om næsten alle
sportsaktiviteter i Danmark og resultaterne. Jeg bruger selv siden
meget, da jeg dyrker meget sport også på konkurrenceplan.
- PixDiscount er stedet,
hvor
man hurtigt, let og billigt kan få fremkaldt sine billeder. Det
er imponerende, at man mailer sine billeder og få dage efter
modtager dem med posten i bedste kvalitet. Digitalkamera kombineret med
dette har gjort det let, billigt og sjovt at tage billeder og
gør, at jeg rent faktisk får fremkaldt mine billeder.
Oktober 2005
Christina
Boutrup
journalist bosat i Shanghai og korrespondent for Berlingske Tidende i Kina
- Answers.com er en rigtig
god online encyclopædi, når man sidder og bryder sin hjerne
med, hvilket årstal det nu lige var, at et eller andet skete.
Selvfølgelig bør man altid dobbelttjekke tal, men min
erfaring er, at det er en pålidelig kilde.
- CIA's
Worldfactbook er fantastisk, hvis man mangler information om et
lands bruttonationalprodukt, fødselsrater eller
dødelighed.
- Oanda er en super valutaomregner.
Klik i venstre side under Currency Tools på FXConverter, og du
får altid den dagsaktuelle kurs. Det er den bedste og hurtigste
måde at omregne, når man sidder med mange tal og vil
være venlig over for de redigerende i sekretariatet.
- Skype Berlingske Tidende gav ved
årsskiftet alle deres korrespondenter et headset og cd med
Skype-telefoni, og i dag taler vi journalister i udlandet næsten
udelukkende med dem derhjemme over internettet -- og aldeles gratis.
Jeg har også lavet en Skypeout konto, så jeg kan ringe til
kilder på fastnettelefoner over hele verden til lokaltakst. Dog
er forbindelsen ofte for dårlig, og så må jeg ringe
på den almindelige telefon. OBS: Man behøver ikke en cd
for at få installeret Skype på sin computer. Det kan
downloades fra hjemmesiden.
- Yahoo! News giver et
gratis og hurtigt overblik over de internationale nyheder. Man
får blandt andet adgang til AP, Reuters, Washington Post og
Reuters features. Ulempen er, at når man sidder i Kina, ser man
kun den censurerede udgave uden kritiske artikler om emner som Falun
Gong eller Tibet. Men der findes andre metoder, som jeg ikke vil
røbe her af frygt for, at de forsvinder.
September 2005
Viggo
Lepoutre Ravn
bosat i Buenos Aires og redaktør af Jyllands-Postens
ugentlige Rejsebrevkasse
- Skyscanner praler som
så mange andre med at være det bedste netsted, når
det gælder lavprisfly. De gange, jeg har brugt den, har
resultatet været godt, og det må siges, at den dækker
særdeles bredt i Europa, mens USA og Latinamerika desværre
ikke er med.
- BootsnAll Travel er det
ultimative backpacker mødested på nettet, med et stort net
af 'insidere', der kan give up to date information fra de steder,
Lonely Planet og Footprint ikke har været eller ikke har
opdateret.
- XE.com valutaomregneren er
faktisk et godt redskab for enhver journalist, der lige mangler at
vide, hvad en brasiliansk reais nu er værd i danske kroner --
eller lignende.
- Lanic er
en enorm database over alle aspekter af de latinamerikanske samfund,
lige fra politik og økonomi til -- rejser. Linket er perfekt til
alle, der er på vej til Latinamerika på ferie eller rundtur
og mangler nogle gode referencer. Er opdelt efter lande -- meget handy.
- Travelmarket er en god
hjemlig søgemaskine til billige rejser plus god til at få
et nogenlunde overblik over, hvilket danske rejseselskaber der
arrangerer rejser og hvorhen.
Juli 2005
Per
Mikael Jensen
global chefredaktør for Metro
International
- BBC Verdens bedste nyhedssite
for mig
- di.se Af åbenlyse årsager
følger jeg svensk erhvervsliv forholdsvis tæt,
selvfølgelig Metro og andre medier, men også de andre
selskaber i Stenbeck-gruppen (MTG, Tele 2, Kinnevik, Millicom
m.m.fl.)
- onside.dk Men de
skriver for lidt om FCK. Live-opdatering er dog også god på
bold.dk
- DR Bedste danske nyhedssite.
Indtil Metro åbner i løbet af efteråret... Avisernes
sites bliver tyndere og tyndere, berlingske.dk er meget tæt
på kun at være Ritzaus online-service.
- Guardian Hvis man vil
følge britiske (men også andre) medier, er det stedet.
Juni 2005
Anker Brink
Lund
professor i medieledelse på Copenhagen
Business School
- Dagens Media Stedet, der
er svensk, er det bedste i Skandinavien for min faglighed.
- New York Times Dette er
netstedet, hvis man som europæer vil være velorienteret.
- BBC Hos BBC finder man den
bedste dækning af disse års
spændende public service udvikling.
- TeleGeography Research
Stedet giver den bedste orientering i Europa
på mediemarkedet.
- Danmarks Radio Jeg bruger DR til
at skaffe mig et nemt overblik i dagens løb.
Maj 2005
Hans Christian
Andersen
forfatter hca2005.dk
(med lidt hjælp fra eJour)
- Eventyr
Hvor er dette net dog en herlig opfindelse med sine eventyr i alle
afskygninger. Ganske allerkjæreste!
- TGV At Reise, ja jeg må
snarest have en
tur med TGV-toget fra Paris til Côte d'Azur og se, om
det hamler op med dampmaskinen, da vi fløj "som Skyerne
i Storm". Magnifique!
- Danmarks Fotomuseum Jeg
vil aflægge fotomuseet i Herning en visit, for jeg har ladet mig
fortælle, at museet skildrer denne herlige tekniks udvikling
helt tilbage fra omkring 1847, da jeg blev fotograferet første
gang. Mit allerhøieste Bifald!
- Blogger Gad vide om ikke
jeg snarest skulle oprette en blog, så jeg kan komme i gang med
at
ajourføre mine dagbøger,
de gamle ligger jo allerede på nettet. Mageløst!
- Linked In Men det vil nu
også være nyttigt med et digitalt netværk, så
jeg hurtigt kan få kontakt med mine venner rundt på
godserne. Det fornøier os!
April 2005
Johan Winbladh
medieforsker i Danmarks Radio
- www.recordere.dk Et
særdeles aktivt og levende debatforum for tekniknørder,
som har fokus på dvd-/harddisk-recordere. Her er en hurtig
hjælpende hånd til alle potentielle købere i
teknologi-junglen, og der deles gavmildt ud af erfaringerne. Jeg har
ofte generel glæde af at browse i debatter, fordi jeg får
et direkte indblik i brugernes liv og hverdag omkring de konvergerende
medier. Forumet har et engagementsniveau, som man kan blive helt
misundelig på.
- BroadbandBananas
Et informations- og netværksforum for konvergens-industrien for
alle med interesse i bredbånd, trådløs kommunikation
og interaktivt tv. Også dette forum er meget aktivt, og det er
spændende at se, hvad der produceres rundtom i verden af indhold
til det indholdskonvergerende tv-apparat.
- Instituttet for Fremtidsforskning
Stedet indeholder både en åben og en lukket del. Den
åbne del er omfattende og indeholder bl.a. artikler om tendenser
og strømninger, som fra tid til anden er inspirerende og ofte
kan fungere som katalysator til at få nye ideer og
tankesæt. Det giver mig tit nye vinkler på mit arbejde.
- National Geographic
Online Et pragtfuldt univers at drømme i, fascineres af og
blive klogere af. Et overflødighedshorn af temaer på kryds
og tværs med flotte fotos, tidslinjer og populær viden. Ved
første indtryk er det uoverskueligt og forvirrende, men med
tiden lærer man det at kende og glæder sig over de ny
overraskende hjørner, der dukker op undervejs. Her kan jeg godt
fortabe mig for en stund.
- Byggeri.dk Meget omfattende
portal inden for byggeriet for både håndværkere og
gør-det-selv sektoren. Det er ikke helt så struktureret,
som jeg godt kunne ønske mig. Til gengæld er der
adskillige svar på dagligdags småprojekter i hjemmet og
masser af inspiration til at gå i gang. Det bruger jeg ofte,
inden jeg går i gang med hammeren.
Marts 2005
Lis Hornø
kommunikationschef i Kolding Kommune
- Odder Kommune Odder med sine
ca. 21.000 indbyggere har en formfuldendt og offensiv
hjemmeside. Fx kan alle borgere foreslå emner til afstemning
på nettet, og de gennemfører en del vovede afstemninger! I
Kolding skeler vi gerne til Odder, når vi søger
netinspiration.
- Dansk Sprognævn For en
sprogarbejder er Dansk Sprognævns hjemmeside guld. Foruden
Retskrivningsordbogen nipper jeg til OSS (dvs. FAQ) og følger
med i, hvad nævnet ellers publicerer.
- Benjamin Da jeg var
chefredaktør i magasinpressen, misundte jeg Forlaget
Benjamin sit blærede site. I mellemtiden er de tre store --
Aller, Egmont og Bonnier -- kommet med på nettet, men som
annoncør ville jeg finde Benjamin.dk mest appellerende, og
dermed lever den op til sit formål.
- Ingeniøren Sad man
på en øde ø og skulle fordrive tiden med
uudtømmelig viden i lange tider, var Ingeniøren et godt
valg. Man kan virkelig læse sig klog her. Og så kan jeg
godt lide, at det for længe siden er lykkedes Ingeniøren
A/S at gøre sig økonomisk og redaktionelt uafhængig
af IDA, ingeniørernes fagforening. Respekt for det.
- Skolepulten Man
gør de underligste ting i pressede situationer, og under de
første
dage af fyrværkeribranden i Seest sad jeg af og til og skrollede
på skolepulten.dk. Gammelt køkkentøj fra fabrikker
som Aluminia og Lyngby gør mig tryg og sommerhusagtig. På
skolepulten.dk savler jeg lidt over stel som Sonja og Confetti.
Bagefter stiver det mig af, at det også denne gang lykkedes at
gå forbi et loppemarked uden at købe noget. (Familien har
fået Sonja nok.)
Februar 2005
Steven Snedker
partner i konsulentfirmaet Vertikal
- The Register
It-journalistik som det skal skrives. Varmt, engageret og med en god
portion humor og meget beskeden autoritetstro. The Register har snart
seks års jubilæum som annoncesponsoreret medie -- og
mottoet "Biting the hand that feeds IT". Forholdsvis ubestikkelig
journalistik, elendig indtjening. Men stadig levende og et af nettets
absolut bedste, mest lærerige og morsomme it-medier. Ikke den
bovlamme afskrift og de velfriserede nyheder, vi kender fra de fleste
danske it-medier.
- TV Go Home TV
Go Home behandler det dominerende tv-medie med en forfriskende
mængde despekt. Absurd, grovkornet humor. Lige præcis den
slags humor, det var umuligt nyde, før internet kom til og
udvidede alles kulturelle horisont voldsomt.
- UK Resistance
UK Resistance har altid en frisk kommentar til et eller andet
spil-relateret. Jeg er forholdsvis ligeglad med spil, men jeg elsker
deres misbrug af promofotos og den ligegyldighed, med hvilken de driver
deres side. Besøger stedet næsten en gang i kvartalet.
- Alexanderband
Alexanderband formidler ved hjælp af tekst, billeder, lyd, musik,
video, programmering, rss, Flash -- fortsæt selv. Det slår
alle nuværende avisredaktioner med flere længder med sin
meget multimediale tilgang til nettet. Alexanderband-klaveret spiller
med flere tangenter end tekst+billed-tangenterne. Og, nå ja,
så er de også morsomme.
- Photoline Fik jeg fortalt, at
jeg kan lide god mad, god vin, gode rejser, god smag, god indretning,
god musik? Uanset om jeg gjorde det eller ej, så tilskriv mig
endelig disse tryghedsskabende og kommunikationsfremmende kvaliteter.
Og tilføj også en glæde ved gode billeder. Jeg glor
nok 10-20 forskellige fotoalbums hver uge, året rundt.
Photoline.ru har altid nogle fænomenalt gode billeder og er
dermed på min top 50 over gode fotoalbums. Der er så
ufattelig meget godt stads på nettet. 5 klik er slet ikke nok.
2.000 vill være mere passende.
December 2004
Preben Mejer
udviklingsdirektør i TDC og direktør i Innovation Lab
- Pollstar – The concert Hotwire
Nu er det ingen hemmelighed, at jeg sætter stor pris på
musik. Og endnu mere når den høres live. Derfor er
Pollstar alletiders for mig. Hvis jeg fx ønsker at vide,
hvornår et band kommer til Århus og spiller, så
tilmelder jeg mig nyhedstjenesten og får dermed automatisk
besked, når det kommer. Det er god netservice.
- Digital Photography Review
Verdens største samlede vidensbase af digital
kamera-anmeldelser. Ganske enkelt uundværligt når man skal
købe nyt kamera eller blot følge med i de ny modeller.
Meget omfattende anmeldelser, skrevet af yderst kompetente mennesker.
- Business Week Hvis man
kun skal nævne et erhvervs-website, må det være
Business Week. Dybdeborende analyser om erhverv og industri i hele
verden og en vældig god teknologidækning gør det til
et rigtigt one-stop site.
- The Feature Når jeg
har brug for en opdatering på, hvad der sker inden for ny mobile
teknologier, er The Feature stedet. En lang række underholdende
og engagerede skribenter er tilknyttet sitet. Bl.a. Howard Rheingold,
Mark Frauenfelder og Douglas Rushkoff, som alle er meget inspirerende
og vidende mennesker inden for deres felt.
- Boing Boing: A Directory of
Wonderful Things Har jeg brug for ren afslapning, er webloggen
Boing Boing stedet. Det er en af de mest besøgte weblogs i
verden, og det forstås. For med sin specielle blanding af links
og historier fra det digitale overdrev kan man altid være sikker
på at blive underholdt. Samtidig er det ofte også her, de
nyeste trends og fænomener på nettet bliver omtalt
første gang.
November 2004
Joachim Malling
adm. direktør og koncernchef i Det
Berlingske Officin
- Danske Netbank
Er helt klart den adresse, jeg bruger oftest, og som har gjort
dagligdagen lettere på en række områder. Ingen
køer på posthuset, ingen checks, godt overblik,
enkel og
let at betjene. Jeg hører ikke til dem, der savner køen
ved skranken. Selv handel med værdipapirer kan man pusle med i
ledige stunder. Ikke en disciplin jeg dyrker, men der er tale om et
velbygget og velfungerende værktøj i dagligdagen. Forleden
skulle jeg overføre penge til et af vores børn i udlandet
og vupti. Ingen checks, udstedt på obskure, ukendte banker i et
fremmed land, men hurtig og enkel løsning. Den får 5 pc’er.
- Amazon Jeg læser en del
og nyder at købe bøger, også på nettet. Jeg
synes, Amazon har forstået at opbygge indkøbssystemer, der
på intelligent vis registrerer dine præferencer og sender
dig relevante orienteringer om andre titler inden for dit område.
Fra tid til anden lidt irriterende, men det er let at melde sig ud af
mail-strømmen, hvis man ønsker det. Flere og flere
varegrupper sniger sig ind, det bryder jeg mig ikke om, men det er der
sikkert andre, der gør! Den får 3 pc’er.
PS: Med fare for at blive beskyldt for at være inhabil
nævner jeg den danske netboghandel www.gad.dk, hvis
funktionalitet tiltaler mig, og med fokus på bøger
på dansk er den et vigtigt supplement.
- Jos A. Bank Hvis man godt
kan
lide undertrøjer/T-shirts i god, preshrunk bomuld og gode
skjorter til rimelige priser, med den rigtige ærmelængde
også i ren bomuld (eller andre gode materialer) er det en
adresse, der er god at kende. Let at betjene, hurtig leverance, og jeg
har aldrig haft byttere eller fejlleveringer. Det er jo lidt
på den personlige side, men nu ved man altså det… 4 pc’er.
- LouerCorse Min kone og
jeg rejser gerne i udlandet. Ikke sådan at vi farer rundt i bil
fra sted til sted, men vi udvælger os et område, der enten
på grund af kulturelle elementer, gastronomiske perspektiver
eller simple naturfænomener er interessante. Samtidig ynder vi
ikke at se på spisekort to eller tre gange om dagen eller leve i
en kuffert over længere tid. Vi kan bedre lide at købe ind
lokalt og lave maden selv. Derfor lejer vi ofte huse eller lejligheder
i udlandet. Til det formål er nettet perfekt. Ovenstående
er den senest benyttede og dækker kun Corsica, men andre
tilsvarende er meget lette at finde på www.google.com.
Funktionalitet og design er ikke særlig overbevisende på
dette netsted, men det virker og opfylder behovet. 2 pc’er.
- AutoZug og Maersk Air I Europa har vi
fået nok af at køre op og ned ad motorvejen. Så vi
forsøger at undgå timerne i kø på A7 eller
A1. Vi foretrækker derfor enten at sætte bilen på
toget eller flyve og leje. Tog er en stilig og behagelig rejseform,
hvor selve rejsen stadig fylder noget, og hvor man fornemmer afstanden.
Togstationer er i sig selv spændende steder, hvor lufthavne er
mere forudsigelige og triste. På banegårde er man midt i
byen, spiser ofte godt og billigt (prøv fx Le Train Bleu i
Paris) og fornemmer levet liv omkring sig. Lufthavne er mere
ghettoprægede og alligevel sært anonyme. Men den sidste
adresse bruger vi en del (foruden en del andre flyselskaber), hvor den
hårde konkurrence mellem store og små giver forbrugerne
muligheder for gode køb. Frem og tilbage til Nice for under en
tusse! Begge får 5 pc’er.
Oktober 2004
Troels B. Jørgensen
redaktionschef på DR Nyheder
Online og Tekst-TV
- Blogdex En uhyre simpel
hitliste fra MIT Media Laboratory over de mest
anvendte
links på de amerikanske weblogs. Ofte den hurtigste måde at
orientere sig i ny historier og tendenser fra USA -- andre gange blot
fuld af
sære links.
- kottke.org Hvorfor det lige
blev Jason Kottkes weblog, jeg begyndte at
læse,
fortaber sig, men hans daglige links og kommentarer om medier, internet
og livet
i New York er altid værd at læse.
- Boligsiden Danskernes
yndlingsbeskæftigelse sat i system. Der findes
ingen
bedre oversigt over boligmarkedet, og selv om jeg ikke er potentiel
køber eller sælger, så skader det jo ikke at se,
hvor mange penge
naboen tjener på sit hus.
- Electoral Vote
Efterårets valg i USA ligner et utrolig tæt
opløb
mellem Bush og Kerry. Eller gør det? Valgsystemet i USA
gør, at daglige
meningsmålinger ikke helt giver samme mening som op til et dansk
valg. Derfor samler dette
site alle lokale og regionale meningsmålinger og giver et
kvalificeret
bud på, hvordan valget afgøres.
- Fakta om Fartyg
Brugeroplevelseskonsulenternes mareridt, men formentlig den mest
autentiske og informative hobbyside om passagerfærger. Opdateres
dagligt, men så ofte kommer jeg trods alt ikke på
besøg.
September 2004
Opgavebeskrivelsen
eJour inviterer her en af vores læsere til at fremlægge fem
af sine favorit-links. Der kan være tips fra privatlivet eller
jobbet, links til brug
her og nu eller til livslang glæde. Det bestemmer læseren
selv, blot skal de kunne deles med andre, dvs de må ikke
være barrikaderet bag en betalingsmur.
Hvert link skal ledsages af en forklarende tekst på en-to linjer.
Linket skrives som i denne model: "http://www.djh.dk/ejour"
Vi beder skribenterne undlade at give tips om links, som de selv har
professionel tilknytning til (de hører i stedet hjemme ved
personnavnet som fx Helle Nissen Kruuse, Danmarks Journalisthøjskole).
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
 |
|
|
|
 |