 |
|
|
|
Fejl skal rettes, så læserne kan se hvor og hvornår,
det er sket
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Ingen mennesker undgår at yde bidrag til kvajekassen, og derfor
er det nødvendigt at have en klar politik for, hvordan man
håndterer fejl og rettelser. Både af hensyn til
læserne og til redaktionens medlemmer. En klar politik kan
bidrage til at skabe en positiv gennemsigtighed i journalistikken og
øge læsernes tillid til vores dømmekraft.
To typer fejl
eJour har gradvis udviklet en ret konsekvent rette-politik.
Der kan forekomme to slags situationer:
- En vigtig information var korrekt ved udgivelsen, men er senere
blevet korrigeret.
- En vigtig information var forkert allerede ved udgivelsen.
Møder vi situation 1, gør vi intet, ja vi har direkte
afvist opfordringer, hvor en person fx gerne vil retouchere sit
'eftermæle' ved at forbedre en allerede udgivet eJour-artikel.
Vi ændrer ikke i en artikel, bare fordi vi senere er blevet
klogere og
gerne vil forbedre dens indhold. Nede under bagatelgrænsen
udskifter vi gerne et dødt link med et fungerende eller lignende
småting, så længe de ikke påvirker en
artikels indhold. Men ellers ikke.
Men kommer vi over i situation 2, retter vi, så snart vi bliver
opmærksom på fejlen. Her er der jo tale om,
at vi har lavet en fejl allerede ved stoffets tilblivelse før
publiceringen, og så har vi selvfølgelig en pligt til at
rette tingene hurtigst muligt.,
Men vi gør det ikke, uden at eJours læsere kan se, at vi
har været inde og har rettet.
Synlige rettelser
Når man retter, findes der forskellige valgmuligheder, og de kan
alle ses praktiseret i
viften af netmedier.
- Der er dem, der simpelthen bare overskriver den forkerte version
med en ny uden at fortælle læserne, at der er
sket noget.
- Så er der de steder, hvor man kan se, at der er sket en
opdatering, men ikke, hvad opdateringen bestod af. Sommetider
er der sikkert bare sket nogle tekniske småting, i andre var
netavisen måske kommet til at skrive, at morderen blev
frikendt... Vi får det ikke at vide.
- Endelig er der dem, der fortæller, at de har rettet, og
hvor i
teksten rettelsen er sket. Den sidste metode er den, jeg synes er mest
fair over for læseren. Det er også den, eJour prøver
at praktisere.
Se et eksempel på en rettelse i eJour nr 13, 3. april
2002. Få dage efter udgivelsen var jeg blevet gjort
opmærksom på, at
min omtale af medieansvaret i Norge var lidt for kortfattet i artiklen
Svenske
tilstande; se rettelsen 7. april i afsnittet
om Norge.
Autencitet
Den særdeles synlige kvajekasse i eJour giver bonus i forholdet
til læserne, tror jeg. Læserne ved, at hvad vi skrev, det
står vi ved. Og hvis vi retter det, kan læserne se, at vi
har rettet. Ingen skjulte fiflerier.
Men eJours rette-politik er også i fin overensstemmelse med den
statiske, fastfrosne udgivelsesrytme: vi udkommer på et bestemt
tidspunkt, og da leverer vi informationerne til vores læsere, som
herefter kan regne med eJours autencitet. Se om den statiske udgivelsesform.
Hvis du kommer tilbage til en artikel en uge -- eller fire år! --
senere, er indholdet præcist det samme. Er det ikke
tilfældet,
skyldes det en fejl i den oprindelige version, og så har vi
rettet den på en måde, så du kan se det.
Da vi har hele arkivet siden februar 2001 liggende gratis
tilgængeligt på nettet, må det
uundgåeligt rumme nogle skævere. Men læser, dem deler
vi sammen! For vi retter ikke, bare fordi vi senere er blevet klogere.
Vores rettepolitik ansporer os til at gøre os mere umage ved
første hug.
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
|
|
|
|
|