e J o u r
FORSIDE
RIS, ROS, TIPS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

12 har kæmpet om prisen

Mange fortjenstfulde emner blandt årets kandidater til eJour prisen

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


Ved fristens udløb 15. januar havde eJours redaktionsgruppe modtaget mails med 12 begrundede kandidatnavne til årets eJour pris. Det har siden voldt redaktionsgruppen svære hovedbrud at vælge én vinder i flokken; byrdefuldt fordi adskillige egentlig trænger sig frem som fortjenstfulde emner. Men der var ingen vej udenom, og som det fremgår andetsteds i dette nr af eJour, har vi udpeget netavisen Flix til prisvinder i år.

Her oplister vi alle de 12 nominerede til den pris, der som bekendt skal gå til
  • "en person eller et netsted
  • der repræsenterer god netjournalistik
  • i Skandinavien
for derved at honorere journalistik med noget på hjerte, fortalt i en form, der udnytter nettets styrke og kan inspirere andre."

10.000 kr til vinderen

Den begrundelse, der i sin tid ledsagede forslaget om Flix, er ganske rammende, og jeg gentager det her:
 
"Vi har i Danmark fået et eksempel på citizen journalism takket være en professionel journalist, ildsjælen Erik Kjær Larsen, som tog en dyb indånding og nu bruger masser af energi på nettet med Flix. Stedet er ikke perfekt, men det skal have eJour-prisen, fordi det er en dristig, fremsynet og lovende model for et demokratiseret online-medie. En netavis skrevet af læserne og redigeret af professionelle mediefolk."

Uddelingen er sket på eJours fem års fødselsdag, og i anledning af den halvrunde dag er prisbeløbet doblet til 10.000 skattefri koner. Derudover har prisvinderen modtaget et diplom til væggen og et logo om prisen til nettet.

De øvrige kandidater

eJours brugere har været omhyggelige med at formulere begrundelser, der er præcise og godt beskrivende, og jeg vælger her at opliste de øvrige 11 kandidater med læsernes egne begrundelser:

Dagbladet Faktasjekk præsenterer en arbejdsform, som langt flere medier burde bruge tid på, nemlig at kontrollere de påstande som kilder fremsætter i medierne. Mange medier -- og specielt når man har dårlig tid, som man ofte har på nettet -- er kildestyrede og tjekker ikke godt nok, at påstande og fakta altid stemmer. Det er også positivt, at efter at avisen har fremlagt sine indsigelser og 'beviser', får parterne mulighed for at svare. Et godt initiativ af norske Dagbladet under Stortings-valgkampen i fjor.

Dknyt blev oprettet for nogle år siden af to modige journalister som en online-nyhedstjeneste med nyheder fra den kommunale verden. De har gjort det godt, og set fra min kommunale rådhus-stol vil jeg gerne nominere dem, fordi de ved, hvad de skriver om, og de gør det bedre -- af og til også hurtigere -- end mange andre, mere velpolstrede medier.

DRs De skrev historie -- Oplev Murens fald, Ayatollah Khomeinis triumftog gennem Teherans gader eller prøv din viden i Diktatorquizzen... En enestående samling klip fra DRs arkiver portrætterer 40 politiske ledere, som har skrevet historie. Personportrætterne går bag om de store samfundsændringer, som ofte fremstår som isolerede hændelser og brudstykker i den daglige nyhedsstrøm. Med De skrev historie har danskerne fået adgang til unikt arkivmateriale, som giver sammenhæng og overblik over nutidshistorien. DR Undervisning står bag.

DRs Kandidat-base -- 6.725 kandidater til kommunalvalget oprettede deres egen profil hos DR og førte valgkamp på nettet. Aldrig har så mange danske politikere fortalt så meget om sig selv til vælgerne. DRs kandidatdatabase gav en ny dimension til det danske demokrati før efterårets kommunalvalg, og det var politikerne selv, der var aktive. Normalt er det partier og de kendte politikere, vælgerne hører om, her fik alle kandidater mulighed for at præsentere sig selv. Basen er siden valget ændret til en base med alle valgte politikere. Men den oprindelige kandidatbase kan ses her.

DRs Krøniken/tiden er den historiske del af Krøniken-sitet og skal have prisen, fordi det leverer et unikt bidrag til en elektronisk Danmarkshistorie. Velskrevne artikler, interessante faktaopslag og hundredvis af originale, dokumentariske klip gør sitet til et unikt eksempel på digital historieformidling. DR Undervisning står bag.

JesusNet har en meget interaktiv minded journalistik. Det betyder, at man ved at læse får lyst til at debattere, reagere. Det er meget målrettede emner omkring kristen tro, og derfor er det let at finde det, som er interessant for den enkelte.

Kommunikationsforum samler alt, hvad der rører sig og er værd at vide om kommunikation og om folk, der kommunikerer. Det er et spændende netsted i stadig udvikling.

Steven Snedker skal have prisen, fordi han er en storskrydende multifagnørd med passion og tydeligvis også en dyb specialviden. På vertikal.dk kan de forklare og anskuliggøre tekniske ting som ingen andre. Se om ham med hans egne ord  og med e-klummens.

StreamTV giver adgang til en række forskellige tv-kanaler via bredbåndsforbindelser. Systemet er baseret på internationale tv og data formater -- hvilket betyder, at systemet er helt platformsuafhængigt. For den mobile journalist er det et fantastisk redskab.

Søndag Aften præsenterer aktuelt kulturstof og -debat i et spændingsfelt mellem den 'digitale' og den 'analoge' verden på en seriøs og kritisk måde, der lægger op til debat af både indholdet og af rammer for kulturen. Nettidsskriftet definerer kulturen bredt, hvilket gør det muligt at blande de kulturelle discipliner og forme nye vinkler og synspunkter.

Tjeck er et netsted for de unge og tager fat på både de alvorlige emner, der fylder teenageres liv -- som parforhold og sundhed -- og krydrer dem med det lette stof om film, musik og konkurrencer. Et netsted, der møder unge, hvor de er, i en form og et sprog, der giver dem lyst til at deltage og vende tilbage efter mere.

Pris for tredje gang

I år har vi uddelt prisen for tredje gang.

Første gang tilfaldt prisen det politiske netsted Altinget, og i fjor hædrede vi Kolding Kommunes Kommunikationstjeneste for en forbilledlig online-indsats i dagene efter fyrværkeri-branden i Seest.


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr 51 februar 06
Kontakt eJour, hnk@djh.dk