e J o u r
FORSIDE
RIS, ROS, TIPS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Penge til bladtegner-pris

Mange medier skal betale 250 euro for hver gengivet JP-tegning

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


Når striden om de 12 tegninger af Muhammed engang er drevet over, vil der sandsynligvis have ophobet sig en pæn sum penge i Dansk Journalistforbund. Her har bladtegnerne sammen med forbundet besluttet at stifte en fond, der skal uddele en international pris til en bladtegner. Pengene til fonden indløber fra de mange medier, der i de hektiske måneder siden 30. september har gengivet de ophavsretsbeskyttede tegninger.

Det er ikke småpenge, der er på vej til fonden. eJour har i en oversigt i dette nr optalt, at 143 aviser i 56 lande har gengivet en eller flere af tegningerne. Og hvis hver avis har bragt bare én tegning (mange har bragt 12), vil det indbringe over en kvart mio kr til fonden.

Forbyder t-shits

Men arbejdet består for tiden ikke udelukkende i at skrive regninger ud.

DJ har også måttet gå i aktion for at forhindre uacceptabel gengivelse. Bladtegnerne har nemlig kun givet grønt lys for genbrug i nyheds- og aktualitetsøjemed, men siger nej til rent kommercielle motiver.

Derfor har forbundet sørget for at få bragt trykning af tegningerne på fx t-shirts til ophør.

Den italienske reformminister kom til at betale en langt højere pris end en faktura fra danske bladtegnere, da han fornylig blev tvunget til at træde tilbage efter at have promeneret en sådan t-shits.

Samme pris for alle

Hos DJ på nettet ligger detaljerne om vilkår for brug på både dansk og engelsk.

Prisen er sat til 250 euro pr gengivet tegning; et beløb der ifølge juridisk konsulent Christian Dølpher i DJ ligger i underkanten af bladtegner-prislistens standardbeløb. Prisen er ens på tværs af medietyper og landegrænser.

"Af nemhedsgrunde har vi valgt samme beløb til alle medier, uanset om der er tale om en tv-station med 50 mio seere, en netside der kan have tegningerne liggende i årevis, eller en papiravisside der er væk dagen efter," tilføjer Christian Dølpher.

Mange former for genbrug

Mange netsteder har gengivet tegningerne på en for bladtegnerne acceptabel måde og mangler nu blot at betale for brug af det ophavsbeskyttede materiale.

Betalingen udløses næsten uanset den valgte form for gengivelse. Og på nettet kan man se mange forskellige måder at gøre det på.
  • Man kan gengive et andet medies tegning (fx gengiver flere Die Welts forside med en enkelt tegning). Det udløser ifølge DJ betaling for én tegning.
  • Man kan gengive tegningerne i 12 selvstændige jpg-filer. Den form har jeg set på både aviser og på adskillige private netsteder, også i Danmark. Så er man ifølge DJ forpligtet til at betale 12 x 250 euro, i alt lige ved 23.000 kr.
  • Endelig kan man gengive JP-avissiden i sit oprindelige layout, en faksimile. Det udløser også 12 x 250 euro, i alt lige ved 23.000 kr.
Ingen 'citatret'

Det netmedie, der hævder at have ret til at gengive en tegning uden videre og henviser til Ophavsretslovens citatret, kommer ikke langt. For man kan ikke 'citere' en bladtegning, kun gengive den, og derfor står der da også i Ophavsretslovens paragraf 23 stk 3, at nok må man gengive offentliggjorte kunstværker, hvis det er aktuelt, men retten omfatter netop ikke bladtegninger:
  • Offentliggjorte kunstværker må gengives ved omtale af dagsbegivenheder i aviser og tidsskrifter, når det sker i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet. Bestemmelsen i 1. pkt. finder ikke anvendelse på værker, der er frembragt med henblik på gengivelse i aviser eller tidsskrifter.
Derimod er det ikke sikkert, at bladtegnerne høster store indtægter fra de amerikanske netsteder, der har gengivet fx JP-avissiden i det såkaldte thumbnail-format.

Danske værker i USA bliver beskyttet efter amerikansk lovgivning, fordi både Danmark og USA har tiltrådt Berner konventionen, og ifølge den bestemmer lovgivningen i det fremmede land -- ikke hjemlandet -- et værks ophavsretlige beskyttelse. Ifølge amerikansk retspraksis og ophavsrettens 'fair use' bliver thumbnail-formatet ikke automatisk betragtet som en krænkelse.

Det er den praksis, som det globale brugerdrevne leksikon Wikipedia påberåber sig, når det gengiver JP-siden med tegningerne. Serverne er placeret i USA.


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr 52 marts 06
Kontakt eJour, hnk@djh.dk