 |
|
|
|
Dén læresætning i journalistik er svigtet af danske
aviser i sagen
om Muhammed-tegningerne
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Danskerne hører blandt de avislæsere i verden, der har
haft svært ved at få set Muhammed-tegningerne. Selv en
avislæser i Yemen er lige ved at have haft nemmere
adgang til at se tegningerne.
eJour offentliggør i dag en oversigt,
som viser, at mindst 143 aviser i 56 lande har
gengivet enkelte eller alle de 12 tegninger fra Jyllands-Posten. Her er
danske aviser nærmest totalt fraværende; kun et par
papiraviser har trykt beskedne gengivelser.
På nettet har danske aviser næsten helt konsekvent fravalgt
at vise
eller henvise til
tegningerne. eJour har lavet en rundspørge til samtlige danske
aviser, og
så godt som alle har svaret nej til at have offentliggjort
tegningerne online eller linket
til dem på nettet. Vi spurgte også aviserne, om de har
planer i den
retning, men her har alle svar ligeledes været benægtende.
De få
undtagelser
Der
er kun et par stykker -- bortset
naturligvis fra ophavet
Jyllands-Posten -- der efterlever den journalistiske grundsætning
om 'Show it, don't tell it'.
Den grønlandske ugeavis Sermitsiaq i Nuuk bragte tre tegninger 2.
februar, både på papir og på nettet, og den har
siden
suppleret med flere tegninger i den løbende debat. Avisen
begrunder sin beslutning med, at "de
grønlandske læsere skal se, hvad der er årsag til,
at den muslimske verden er i oprør."
Derudover har Kristeligt Dagblad bragt samlingens lidet
krænkende
tegning fra
klasseværelset (drengen Muhammed har skrevet
"Jyllands-Postens journalister er en flok
reaktionære provokatører" på arabisk på
tavlen) 6.
oktober og igen i en årskavalkade 31.
december (den er fortsat på nettet, men kun abonnenter har
adgang).
Endelig har Berlingske Tidendes netredaktion oplyst, at den ikke har
bragt tegningerne, men har linket til France Soirs netsted og til en
pdf hos Die Welt (de to aviser gengav alle 12 tegninger).
Hos Jyllands-Posten selv har man uafbrudt siden den
første
offentliggørelse 30. september kunnet se tegningerne på
nettet. Efter at avisen
havde fjernet og slettet sit billedhjul med de 12 tegninger 1.
november,
har netbrugere gratis kunnet se avisside-layoutet, og mod at betale
8/15 kr (afhængig af abonnement)
har man også adgang til at se de enkelte tegninger og læse
teksten i e-avisen.
Formålet her er ikke så meget at kommentere de danske
redaktørers beslutning -- den har de også selv
haft ubegrænset spalteplads til at kommentere i deres egne
medier. Men
mere at diskutere, hvordan man som en moderne netavis,
der velsagtens gerne vil være til nytte både i dag og i
morgen, kan tackle en lignende situation i fremtiden.
Ekstra
Bladet tør...
Ekstra Bladet har to gange på nettet offentliggjort en slags
gengivelse af Jyllands-Postens tegninger, men begge gange ad en meget
indirekte og snørklet omvej.
Jyllands-Postens tegninger er som fotokopier af dårlig kvalitet
indgået
i den 43 siders sagsmappe, som de danske imamer havde med på
rundturen
i den muslimske verden. Og disse 43 sider har Ekstra Bladet gengivet
online to gange -- begge gange vinklet på imamerne og ikke
på
Jyllands-Posten.
Ekstra Bladet har ikke gengivet JP-tegningerne i papiravisen. Den har
heller ikke på anden vis online linket direkte til de tegninger,
som
resten af verden ellers diskuterer. Bladets prioritering har
været de
"langt mere provokerende billeder end Jyllands-Postens tegninger",
bl.a. "et kontroversielt billede af en bedende muslim, der voldtages
analt af en hund", og profeten Muhammed afbilledet som pædofil.
Disse to blev også gengivet i papiravisen 12. januar 2006.
Hvorfor ikke
på nettet?
Det offentlige rums dagsorden har med stigende intensitet siden
offentliggørelsen 30. september været præget af
tegningerne, og den sidste måned har de simpelthen fyldt det
hele. Danmark er ude i sin største krise siden 2. verdenskrig,
Men vores traditionelt mest
betydningsfulde nyhedsleverandør, aviserne, har ikke
følt sig forpligtet til at tilbyde sine netbrugere
dokumentationen bag. Næsten alle redaktører har
smækket døren
i for næsen af den avislæser, der går på nettet
og
gerne vil se selve 'sagens
kerne', tegningerne. Tænk hvis den holdning bliver en vane!
Nuvel, der skal betales for ophavsretten til tegningerne, men
beløbet er
overkommeligt for medierne, og pengene går ind i en nyoprettet
bladtegnerpris (se artiklen i
dette nr). Der er også detaljer om
prisen hos
Dansk Journalistforbund. I øvrigt det DJ der fornylig har
forsynet sin netforside
med Voltaire-citatet "Jeg
vil bekæmpe dine meninger, men
jeg vil dø for din ret
til at have dem."
Næppe nogen jurist finder tegningerne i strid med dansk
lovgivning. Men hvis aviserne af andre grunde finder dem 'for
krænkende'
i en papiravis, hvor man kan få stof smækket lige op i
synet uden varsel, havde det været relevant at
overveje, om ikke tegningerne i hvert fald skal
være tilgængelige på avisens netsted.
Man kan komme langt med en argumentation for, at der gælder
særlige journalistiske publiceringskriterier på nettet i
stedet
for blot hurtigt og mekanisk som aviserne at afvise den platform. De
særlige forhold for nettet taler stærkt for, at man kan
offentliggøre materiale i sin netavis, som man ikke ville
offentliggøre i sin papiravis.
I netavisen kommer man ikke automatisk uforvarende frem til et
kontroversielt materiale. Henvisningssiden kan have en grundig
beskrivelse med alle fornødne advarsler, så folk kender
konsekvenserne og selv tager ansvaret, hvis de vælger at klikke
sig frem til materialet.
Det er jo ikke linket selv men materialet bag linket, der i givet fald
kan være stødende.
Hvis et materiale indiskutabelt holder sig inden for juraens
grænsepæle, er det alene op til mediet at afgøre, om
man vil tilbyde sine netbrugere en -- kontroversiel -- dokumentation,
så netbrugerne på et kvalificeret grundlag selv kan tage
stilling til en sag uden at skulle nøjes med slørede
billeder som i en snasket bagbutik i pornoens forbudstider.
Hvis du absolut
skal se...
Herefter er der en nuance tilbage for medierne at forholde sig til:
Hvis de ikke vil have billederne liggende på deres egen server
(og betale for dem), eventuelt fordi de frygter derved at have vist en
(uønsket) stillingtagen til sagen. Ja så kan de i det
allermindste leve op
til netavisens serviceforpligtelse ved at lave et link ud af huset med
beskeden: Vi vil ikke gengive tegningerne, men hvis du absolut skal se,
hvad al den her ballade bunder i, så har du her et link til
tegningerne!
Et link er jo netop en håndsrækning og en
vejledning med sit tilbud om uddybende information; det er ikke
nødvendigvis en politisk tilkendegivelse.
Men næsten ingen af de danske aviser har i eJours
rundspørge sagt ja
til linking til tegningerne. Og dén minimale indsats ser jeg
ingen
undskyldning for at have undveget.
I debatten i udlandet og herhjemme er set flere begrundelser for
redaktioners
manglende gengivelser.
- Hos det britiske
netmagasin Spiked
6. februar luftes ordet 'kujoner'.
- Andre medier har henvist til for lav
kvalitet i tegningerne.
- Herhjemme kunne man diskutere, om danske medier har
modvilje
mod at linke til konkurrenten Jyllands-Posten.
- Man kan også se
fravalget som udtryk for en generelt utidssvarende
link-politik på danske netaviser (se eJours omtale
i dette nr af ny forskningsrapport).
- Endelig er der jo den mulighed, at danske medier simpelthen er
uvidende om, at Jyllands-Postens avisside
har været gratis
tilgængelig lige siden 30. september.
En sondring mellem den politiske tilkendegivelse og
serviceforpligtelsen finder man også hos Poynters senior editor
Steve Outing, der i E-Media
Tidbits 8. februar opfordrer medierne til at linke som en service:
"Publishing the cartoons directly on your website could be viewed as
making a political statement. But linking to the cartoons as published
by another party -- along with clear warnings about what's ahead, and
links to reasoned discussion of the debate over free expression vs.
cultural sensitivity -- seems to me to be a responsible decision."
I eJour har vi flere gange været
omkring problemstillingen. I temaet Fascination nr 19 november
2002 argumenteres etisk for, at der kan træffes forskellige valg
til papirets og nettets journalistik. I Gruens billeder
i nr 35 juni 2004 henter vi eksemplificeringer i de
gruopvækkende billeder fra bl.a. Abu Ghraib-fængslet,
halshugninger og bomberne i Madrid til en dokumentation og analyse af
medietypernes uens valg.
DR og TV 2
Vores to store tv-stationer herhjemme har begge vist en anelse mindre
berøringsangst end aviserne i sagen og har gengivet
tegningerne, når det har været relevant i periodens
nyhedsdækning, også på nettet, fx TV 2 9. februar.
DRs nyhedsredaktør Lisbeth Knudsen har fremlagt DRs
holdning 5.
februar og prioriteret, "at seerne, lytterne og læserne på
et oplyst grundlag selv kan tage stilling til denne vigtige
værdidebat."
Link i avisens
debat
Der er et lille lyspunkt på nettet, set med den digitale
ytringsfriheds
øjne, i mediernes debatrum.
Selv om en avis som fx Fyens Stiftstidende entydigt har fravalgt
både gengivelse af tegninger og links til dem, så kan
avisens netbrugere alligevel få et tip i avisens mere
åbenmundede netdebat. Hos den fynske avis har en debattør
i sit indlæg
lagt et link til tegningerne, som de er gengivet
på et amerikansk netsted. Og avisen har valgt ikke at
bortcensurere oplysningen.
På
museum
Måske når tegningerne endda at komme på museum,
før vi får
dem at se i aviserne herhjemme...
Danmarks Mediemuseum i Odense indsamler for tiden systematisk alt om
tegningerne. Direktør Ervin Nielsen udelukker ikke en udstilling
med dem på et tidspunkt, når det hele er kommet lidt
på afstand, for sagen kan "give nogle mediehistoriske
perspektiver på ytringsfrihed", siger han til Politiken 11.
februar.
Men også på det punkt kan Danmark blive overhalet, for et
museum
i Moskva bebuder en udstilling med alle 12 tegninger allerede i
marts. Der er tale om Sakharov museet.
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
|
|
|
|
|