 |
|
 |
|
eJour har sendt følgende spørgsmål til alle
partiernes medie- og kultur-ordførere:
- Skal der opkræves husstandslicens, der dækker alle
digitale platforme, hvorfra DR-materiale kan vises (fx internet, mobil,
pda eller mp3-spiller)?
- Hvordan kan man sikre, at licens-betalt indhold og tjenester ikke
udkonkurrerer privatfinansieret indhold og tjenester (fx Altinget, ComOn eller Bold)?
Louise Frevert, Dansk Folkeparti
- Med den rasende teknologiske udvikling, der finder sted, bliver
enden nok, at der skal laves en anden form for licens end den
nuværende. Men det bliver ikke en del af det kommende medieforlig.
Vi skal dog begynde diskussionen allerede i midten af den kommende
forligsperiode.
Hvordan en ny licens skal udformes, tør jeg ikke sige noget om
endnu, dertil er der alt for mange uafklarede spørgsmål.
I første omgang skal vi fokusere på, hvad der skal ske,
når det analoge sendenet lukker i 2009.
- For os er public service det vigtigste. Og når vi bruger
3,5 mia. på DR, vil vi ikke fravige kravet om publice service
på nogen som helst måde.
Men efter 2010 vil mulighederne være nogle helt andre end i dag.
Vi skal have erfarne eksperter ind for at afdække området,
men i sidste ende er det naturligvis en politisk beslutning.
Per Clausen, Enhedslisten
- Enhedslisten er generelt modstander af licensbetaing for radio og
tv. Vi mener, at public-service radio og tv skal finansieres over
skatten -- ligesom andre offentlige udgifter. Enhedslisten mener, at
licens-betaling er asocial, fordi den rammer folk med lave indkomster
særligt hårdt, og det bliver også sværere og
sværere at opkræve den på en meningsfyldt måde
på grund af den teknologiske udvikling.
- Enhedslisten lægger vægt på, at public-service
medierne får gode muligheder for at agere på alle
medie-platforme. For os er public-service det afgørende -- ikke
hensynet til private aktører.
Carina Christensen, De Konservative
- Vi er ikke afvisende over for en ændring af licensen. Men
vi er lidt afventende på området, der er vi nok typisk
konservative.
Vi skal først have undersøgt, hvilken vej den
teknologiske udvikling går. Så en ændring af licensen
kommer nok ikke med i første omgang af det kommende medieforlig.
Jeg forestiller mig, at vi begynder at analysere området og
måske får det med midt i medieforliget.
- Vi skal passe meget på, at vi ikke ødelægger
markedet ved at give det for tidligt til DR. Der skal også
være plads til private initiativer.
Vi kan fx sagtens forestille os modeller, hvor public service-opgaver
udføres af andre end DR. Men disse skal ikke betales af licens,
men af puljer fra Videnskabsministeriet.
I det hele taget mangler vi en diskussion om, hvad licensen egentligt
skal dække. Der skal være en knivskarp skillelinje mellem,
hvad der skal betales via licensen, og hvad der skal finansieres gennem
brugerbetaling.
Simon Emil Ammitzbøll, Det
Radikale Venstre
- Vi går klart ind for en obligatorisk husstandslicens, der
skal betales af alle, der kan modtage DR. Licensen skal være
platformsuafhængig, så det er ligegyldigt, om man modtager
DRs tilbud på tv, radio, internettet eller på sigt via fx
sin mp3-spiller. Vi er overbevist om, at alt andet vil være
undergravende for DR’s finansiering -- og dermed for DR i det hele
taget.
- Kulturpolitisk er DR meget vigtig, og vi mener derfor, at DR skal
kunne nå ud til alle målgrupper, fx de yngre, som i dag nok
ikke bruger DR så meget som ældre. Vi støtter
således DRs mål om at nå ud til hele Danmarks
befolkning i løbet af en uge.
Vi mener til gengæld også, at der i dag er plads til
kommercielle udbydere, der kan tilbyde fx mere specialiserede
produkter, end DR er i stand til.
Holger K. Nielsen, SF
- Vi skal have ændret licenssystemet, så det passer med
udviklingen. Hvorvidt det skal være en husstandslicens, ved jeg
ikke endnu.
Men det skal være sådan, at licensen ikke længere kun
skal være bundet til hus-alteret, men til alle nuværende og
fremtidige platforme, hvor man kan modtage tv fra DR.
- Med hensyn til en evt. skæv konkurrence mellem DR og
privatfinansierede medier skal vi kigge seriøst på en
løsning, så en ny licensform ikke rammer fx dagbladene.
Men hvordan det skal løses, har vi endnu ikke lagt os fast
på.
Mogens Jensen,
Socialdemokratierne
- Socialdemokraterne ønsker først og fremmest, at DR
skal styrkes i årene fremover. DR skal være der, hvor
brugerne er. Kort sagt: DR skal være til stede på alle
medie-platforme -- nettet, mobilen, ipod og digitalt. Den hastige
udvikling inden for teknologi gør, at der ikke længere er
nogen sammenhæng mellem at betale licens, når man har et
fjernsyn, og ikke når man har en computer, hvor man ser DR’s
programmer.
Derfor foreslår Socialdemokraterne en licensreform, der
fremtidssikres ved at gøre den uafhængig af ny
teknologiske knopskydninger. Socialdemokraterne vil ikke hæve
licensen, men i stedet lave en fælles medielicens, som alle
husstande betaler, lige meget hvilke apparater man modtager public
service-programmer fra. Husstande uden apparater, der kan modtage
public service-programmer, kan bede om fritagelse for licensbetaling,
ligesom dårligt stillede pensionister kan få en reduktion,
og andre boformer som kollegier, plejehjem etc kan få
særlige ordninger.
- Socialdemokraterne mener, at der er plads til kommercielle
aktører på markedet ved siden af public service-tilbudene.
Men første prioritet må være, at der leveres et
public service-orienteret kvalitetsprodukt, og så må andre
kommercielle aktører spille ind med deres alternative produkter,
i en sund kappestrid med DR.
Jeg ser samtidig et stort potentiale for konkurrence på de
brugerdefinerede ønsker. Hvis brugere gennem DR
efterspørger meget specifikke ydelser, såsom udvalgte
sportsresultater sendt per sms, skal det koste penge. Set i det lys har
kommercielle spillere også muligheden for at tage kampen op
på dette felt.
I det hele taget ser jeg en positiv udvikling, hvor private tjenester
som bl.a. Bold, Altinget eller ComOn leverer gode tilbud, som
brugerne kan lide -- det ændres ikke i fremtiden, fordi DR sikres
en plads på alle ny platforme. Moderne mennesker vil have
kvalitet og valgmuligheder, og det får de med Socialdemokraternes
forslag.
Ellen Trane Nørby, Venstre
- Vi er endnu ikke afklaret på spørgsmål om
fremtidens licens-model, som vi forhandler om i øjeblikket. Men
det vil fremgå af vores forslag til et medieforlig, når vi
fremlægger det efter påske.
Vi vil dog vil ikke acceptere en ukritisk licens-model, der bare bliver
smurt ud over alle teknologiske apparater, hvor man kan modtage DR.
- Ethvert licens-system vil virke skævt i forhold til private
konkurrende virksomheder. Sådan er det. Men der er nogle klare
public service-opgaver, hvor DR og TV 2 spiller centrale roller, og som
licensen skal finansiere.
Til gengæld bør DR ikke bruge licensen til at skabe
tjenester, der kan udkonkurrere private. Derfor ser vi gerne, at DR
får mulighed for at tage brugerbetaling for ydelser, der ikke er
omfattet af licensen. Så får brugerne selv mulighed for at
foretage et aktivt valg.
Læs mere
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
 |
|
|
|
 |