e J o u r
FORSIDE
RIS, ROS, TIPS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Podcasting = taleradio

Dermed uinteressant for unge, snarere relevant for lidt ældre

Af Thorkild Ellerbæk, te@djh.dk, lektor i radiojournalistik på Danmarks Journalisthøjskole og ansv. redaktør for www.djh.dk/nyhederne


Da vi for snart mange år siden begyndte at snakke om radio-on-demand, var der vel en udbredt fornemmelse af, at det ville blive fremtiden for radioen. Udviklingen går stærkere end tankerne, og i dag er radio-on-demand så blevet til podcasting.

Der er ingen tvivl om, at podcasting på mange måder kan være en væsentlig del af fremtiden for radio-mediet -- efter min mening mere for radiomediet end for fx tv.

Alt andet lige er det bedre at høre højkvalitets lyd på en computer eller en iPod, end det er at se tv/video på computerskærmen eller endnu værre på en 2.5 tommer iPodskærm.

Men den tekniske udvikling gør det ikke alene. Der skal udvikles på journalistikken, for at podcasting -- her udelukkende radio-podcasts -- skal blive et rigtig brugbart medie for de fleste.

Udbuddet passer ikke til unge

Jeg har arbejdet med udvikling af radio-on-demand i mange år og nu senest podcasting. På DJH har vi eksperiementeret og udviklet, og vi har troet på denne udvikling af radiomediet.

Det gør jeg stadig på trods af resultatet af den analyse, som jeg helt privat og uautoriseret har lavet inden for det seneste år.

Jeg har undersøgt  podcastingens udbredelse og brugbarhed specielt blandt unge mennesker ved at spørge over 100 studerende (på DJH og på Institut for Informations- og Medievidenskab, Århus Universitet) om deres forhold til podcasting.

Det var på forhånd min klare overbevisning, at netop denne gruppe unge ville være meget tunet ind på podcast. Men nej: meget få i denne gruppe unge bruger podcasting. Faktisk er der mange af dem, som slet ikke kender begrebet.

Jeg anslår, at under 20 procent af den gruppe unge jævnligt downloader lyd fra nettet i form af radio-on-demand eller podcast. De downloader i stor stil musik, så det er altå ikke teknikken, der afholder dem.

De unge er klart udtryk for, at udbuddet ikke helt passer til dem. Undersøger de det, bliver de ofte skuffede. Blandt brugerne af podcast i gruppen er det typisk DR-programmer som fx Orientering, der downloades. Men det er ikke altid, de får det hørt.

Blandt dem, der kender podcast, er argumentet for ikke at bruge det, at de alligevel hører radio i deres almindelige radio. De bruger først og fremmest deres mp3-afspiller til musik. Det er en del af deres hverdag at lytte til musik, uanset hvad de laver, og hvor de er henne. Den mulighed udnyttes af rigtig mange.

At de også kan hente radioprogrammer, er endnu ikke blevet en del af deres begrebsverden; vil de gøre det, vil de have mere populære programmer/shows med musik. En podcastmulighed som endnu mangler udbredelse først og fremmest på grund af ophavsret og musikafgifter.

Skal tilpasses målgruppen

En naturlig videreudvikling  af podcasting må være, at det først og fremmest handler om, at udbuddet skal tilpasses målgruppen. Det er elementært for alle, men det er min opfattelse, at når vi podcaster, er bevidstheden om målgruppen endnu vigtigere.

Det er jo ikke en succes, når DRs P3 podcaster et populært formiddagsshow -- uden musikken, som udgør 80 procent af indholdet. Og det er helt klart misforstået målgruppebevidstehed.
 
Så det er måske slet ikke de helt unge, der går hen og bliver brugere af podcasting i radioen. Det kunne meget vel være de lidt ældre, som fx bruger lang tid på pendling til og fra arbejde og som har 'fritid' uden at skulle være aktive i en eller anden form. For denne gruppe vil det være oplagt at samle podcasts på iPod’en og så lytte, når det nu passer bedst ind i dagen.

Igen helt uautoriseret har jeg faktisk mødt flere i aldersgruppen 40+, som podcaster og hører radio på den måde.


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr 53 april 06
Kontakt eJour, hnk@djh.dk