 |
|
|
|
|
Brug for fokus på nettets public service
|
Professor ønsker, at medieforliget tager initiativ til at
få afklaret public service-begrebet på nettet
Af Karen Grønkjær Kjeldsen, kgk@privat.dk,
medlem af
eJours redaktionsgruppe
Vi er vant til at bruge public service-begrebet om radio og fjernsyn,
men det har også sin klare berettigelse på internet, hvor
det dog håndteres med stor usikkerhed. Da nettet fylder mere og
mere i vores hverdag, bør politikerne nedsætte en
kommission til at rede ud, hvad der egentlig er omfattet af public
service på nettet.
Det er et af ønskerne, som fremsættes over for eJour af
Danmarks
nyudnævnte professor i internetforskning, Niels Ole Finnemann, og
han adresserer det til de politikere, der om få uger indleder
forhandlingerne om det næste medieforlig, dvs det offentliges
lovregulering af radio- og fjernsynsvirkomhed mv de næste fire
år.
Politikere
tænker traditionelt
Niels Ole Finnemann har netop holdt sin
tiltrædelsesforelæsning (som video eller lyd her) på Institut for
Informations- og Medievidenskab ved Århus Universitet. Han leder Center for
Internetforskning, er medlem af The
International
Internet Preservation
Consortium og af styregruppen for Modinet
(Medier
og demokrati i netværkssamfundet).
På forhånd er han ikke synderlig optimistisk på sit
ønskes vegne. Han vurderer, at internet som udgangspunkt ikke
vil optage en særlig stor plads i det forestående
medieforlig:
"Hele internetdelen af medierne har tidligere udviklet sig
uafhængigt af de
traditionelle medier. Og når det kommer til medieforliget, tror
jeg, at politikerne stadig primært tænker i broadcast
medier -- internettet kommer ind i 12. time."
Støtte
til det snævre
Betydningen af public service kan blive et nøglepunkt.
"Det er ikke afgjort, præcis hvad der ligger i begrebet 'public
service', når det kommer til nettet. Men udgangspunktet er, at
det kan være nødvendigt at sørge for økonomi
til alment relevant stof, som ikke kan leveres på et frit marked.
Oprindeligt var der ikke ret mange kanaler at vælge imellem
på tv og radio, og derfor skulle neutraliteten og alsidigheden
sikres. Den
problematik har man jo ikke på nettet -- valgmulighederne er
ubegrænsede. Men samfundet kan måske være
interesseret i at få produceret noget materiale, som ellers ikke
ville blive produceret. Og heri ligger public service-forpligtelsen
på nettet," mener Finnemann.
Men ikke alle ser noget positivt i public service; røster lyder
om ublu konkurrence.
"De kommercielle medier vil ønske at få begrænset
DR's netforpligtelser for at give mere fri konkurrence.
Hvis vi skulle nøjes med nyheder fra de kommercielle
elektroniske medier, ville vi være ilde stedt," konstaterer han
nøgternt. "Men aviserne håndterer jo nyhedsdækningen
fint, så det er ikke udelukket, at vi kunne klare os med nyheder
produceret på konkurrencemæssige betingelser på
nettet."
Public
service i udbud
Man kan ikke kritisere DR for sin brug af nettet i dag, mener Finnemann:
"DR er eksperimenterende på det tekniske område med RSS,
podcasts osv. DR opfylder sin udviklingsforpligtelse og er bestemt ikke
konservativ. Samtidig har DR Danmarks største nyhedssted. Man
kan selvfølgelig altid diskutere, om indholdet burde være
bedre. Men fx TV 2 er ikke nær så omfattende."
Niels Ole Finnemann håber ikke, at medieforliget vil betyde
indgreb mod DR, men vil ikke udelukke muligheden. Han mener, at det er
svært at forestille sig en kommerciel udbyder af public
service-ydelser på nettet:
"Man kan diskutere, om det ville være en fordel af beskrive
public service-ydelserne på nettet og så sende dem i udbud.
DR kunne jo også selv byde ind. Nogen kunne levere nyheder, andre
kultur osv. Man kan sagtens tænke sig, at der er områder,
som i dag bliver forsømt. Men personligt tror jeg, at det er
bedst at have DR til at stå for det hele."
"Man kan godt frygte, at der ikke er nogen internetaktører, som
kan udfylde forpligtelserne lige så godt som DR," konstaterer
Finnemann, der samtidig advarer politikerne mod at være alt for
ivrige efter at liberalisere public service-ydelserne.
Alsidighed
på nettet
En del af tankerne bag public service er at sikre alsidighed i
medierne. Men på den front er public service ikke så vigtig
på nettet, fordi alle kan byde ind i modsætning til
produktionen af tv, radio og aviser, der er sværere at producere
på hobbyplanet.
"Nyhedsstrømmen er blevet kompliceret. Alle kan udbyde nyheder
på nettet, og der er en konstant løbende strøm. Der
opstår borgerjournalistik, og samtidig inkorporerer gamle medier
de ny, for eksempel når tv-nyhederne viser fotos fra
mobiltelefoner.
Der sker en degradering af mediernes autoritet: Dels deler
læserne kilder med journalisterne, fordi megen research
foregår på nettet, så journalisterne bliver tjekket.
Dels er uddannelsesniveauet generelt blevet
højere, så journalister ikke længere er blandt
samfundets højt uddannede," erklærer Niels Ole Finnemann.
Konsekvensen er, at læserne vælger medierne fra,
hvis ikke de er gode nok, og det mindsker behovet for public service
på nettet – i hvert fald i klassisk forstand.
Tænk
på tværs
Public service betyder i princippet, at offentlige myndigheder
servicerer samfundet. Derfor kunne kommunikationen mellem borgere og
den offentlige sektor fint kobles op på public service-begrebet,
mener Finnemann:
"Det kunne være en idé at få en samlet plan for,
hvad myndighederne skal stille til rådighed for borgerne -- som
tilgængelighed af oplysninger og mulighed for kontakt, så
kommunikationen mellem
myndigheder og borgere var ensartet i hele den offentlige sektor.
Man bør erkende, at internettet har en tværgående
karakter, og etablere samlede standarder for internetadgangen til det
offentlige på tværs af sektorer. I stedet for nu, hvor
kommunerne hører under Indenrigsministeriet, arbejdsformidlingen
under Beskæftigelsesministeriet, medierne under Statsministeriet
osv. For borgernes skyld burde man være konsekvent på
tværs af sektorer," siger han.
Men sådan et helhedssyn på public service kommer vi ikke
til at opleve foreløbig, vurderer Finnemann:
"Politikerne tænker i traditionelle medier i forbindelse med
forliget. Og de offentlige institutioner selv tænker sektoropdelt
og afsenderorienteret -- ikke på en samlet flade til glæde
for borgerne."
Jeg ønsker
mig…
Selvom det nok er ønsketænkning, måtte politikerne
gerne tage fat på public service i et bredere perspektiv og bruge
medieforliget til at vurdere statens overordnede rolle i at kommunikere
med borgerne via nettet, mener Finnemann.
"Der sker også meget internationalt, som medierne bør
følge med i. Jeg kunne godt ønske mig en ad
hoc-baseret rapport, der fx kunne følge med i, både
hvordan den
globale mediekonge Rupert Murdoch og også Google påvirker
nyhedsformidlingen."
Den del af vores kulturarv, der ligger på nettet, må
også meget gerne inkluderes i forliget:
"Vi har en meget omfattende 'netkunst', fx æstetiske og lyriske
netsteder, og det er uklart, hvem der skal stå for at
synliggøre dem. Der er behov for en portal -- ikke en kanon --
til at samle netkunsten som en del af vores kultur. Vi har i
øjeblikket ikke noget museum eller bibliotek, der tager ansvaret
for det. Jeg synes, at politikerne skal samle en redaktion til
at udvælge og gøre kunsten tilgængelig."
Men øverst på professorens ønskeseddel står
ideen om mediekommissionen, der reder ud, hvad der egentlig er
omfattet af public service på nettet:
"Internettet fylder så meget, at man bør nedsætte en
kommission til at gennemlyse nettets betydning i vores kultur for at
afklare hele public service-dimensionen. Det kunne jeg godt
ønske mig af et medieforlig," understreger Niels Ole Finnemann.
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
|
|
|
|
|