e J o u r
FORSIDE
RIS, ROS, TIPS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Om sladder og de kendte

Det stofområde på nettet udfordres nu i både Danmark og Norge

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


"Fodrede krokodille med levende kanin."

Sådan lød den første overskrift, der fangede mit blik. Jeg spekulerer på, om sætningen mon får nogen i målgruppen til stakåndet at klikke videre til selve teksten. I så fald er de sikkert blevet skuffede, for den indvarsler ikke en pikant historie om Playboy's bunnies. Det var såmænd bare et almindeligt nyhedstelegram på APN, -- og det selv om bladet netop har lanceret sig selv som en sladderavis, der skal 'sparke røv'.
 
Når det er sagt, tror jeg, at den ny netavis APN har fanget lidt af tidsånden. Den skal bare have justeret sit fokus og især sin nyhedsdækning. Derpå skal den nok få sin solide andel af den trafik på nettet, der er optaget af sladder, sex, de kendte og underholdningsstof i øvrigt.

Ledig plads

Der er nemlig masser af ledig plads.

Det er jo et bemærkelsesværdigt tomrum, vi kan registrere i Danmark set på baggrund af, at vi ellers har et par vitale papir-blade inden for genren. I denne sammenhæng er især Se Og Hør relevant, men hverken det blad eller Aller-søsteren Billed-bladet har formået at markere sig på nettet med indhold, der slår ud i bladenes trafikkurver.

Se og Hør havde februar 2006 194.000 unikke besøg og har ligget og vippet omkring de 200.000 det sidste års tid. Ingen fremdrift her. Samme stilstand råder hos Billed-bladet, blot er trafiktallet kun halvt så højt. Det fortæller trafikmålingerne fra FDIM (Foreningen af Danske Internet Medier).

Norsk kjendis-krig

I Norge går det anderledes livligt til på dét marked.

Her er mediehusene begyndt at investere i 'kjendis'-kategorien inden for journalistikken, og de nordmænd plejer at have tæft for, hvor tingene bevæger sig henad på nettet.

Norges Se og Hør forbereder i denne tid en større satsning på nettet og annoncerer efter netjournalister. Dagbladet har købt domænet kjendis.no og er også i gang med planerne, som endnu holdes tæt ind til kroppen. TV2 Nettavisen har forlængst oprettet en 'kjendisportal', der hedder Side 2. Så Propaganda taler ligefrem om en kjendiskrig på nettet.

Sport,politik, sex

I Danmark er vi ikke blevet overfodret med ny professionelle medier på nettet de seneste år, og derfor standser man jo lidt op i taknemmelig nysgerrighed, når der endelig sker noget.

APN -- bogstaverne står banalt for Avisen På Nettet -- udgives af den rutinerede medie- og marketing koncern ncom, der har god erfaring med udgivelse af veldefinerede niche-medier, bl.a. ComOn om it, Stox om finanser, Forza om sport og Gear som drengerøvs-magasin. Redaktionen af APN er beskedent bemandet med to journalister plus Rikke Pedersen for bordenden som ansvarhavende chefredaktør. Det skal blive spændende at følge, om APN bliver et fuldgodt familiemedlem.

En del af bladets koncept består i at få kendte navne til at skrive klummer, og allerede fra starten er slået en bred vifte ud med navne som
  • Niclas Jensen og Thomas Helveg fra fodboldbanen
  • fra Folketinget Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti, og den radikale Simon Emil Ammitzbøl
  • modellerne Katja K og Oliver Bjerrehuus
Noget af det potentielt lovende er et galleri med videoklips af aktuelle interviews. En sex- og samlivs-brevkasse hører sig til i det medie.

Personligt finder jeg konceptet for vidtfavnende og praktiseringen noget diffus. Hvilken målgruppe er interesseret i ét medie, der spænder fra Dansk Folkeparti over usorterede Ritzau-nyheder til analsex og sports-gossip?

Redaktionen skal vove mere, turde fokusere skarpere -- hvad med de kendte!


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr 53 april 06
Kontakt eJour, hnk@djh.dk