 |
|
 |
|
eJour søsætter liste over netmediernes topfolk
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Vi i medierne har ofte brug for navne. Vi skal lige snakke med
redaktør dit eller dat, og hvem er det nu, der er chef for det
og det netsted?
Derfor har eJour søsat endnu en liste i Wem Wad Wor-samlingen,
nemlig en linket oversigt over
de danske medier på nettet med
deres ansvarhavende redaktør efter Medieansvarsloven plus deres
daglige leder, hvad enten titlen er redaktør, internetchef eller
lign.
Hvis folk ikke husker navnet på en redaktør, er det nemt
at finde i den gammeldags papiravis, for her kan man bare slå op
i kolofonen.
Der står navnet med usvigelig sikkerhed.
Men i netmediet kan det være et labyrintisk arbejde at skulle
lede sådanne navne op. Ja, de er endda slet ikke angivet på
alle selv dybt professionelle netsteder.
Det forekommer ellers som en indlysende service. Men netmedierne har
faktisk ikke pligt til det efter loven.
Ikke pligt
til oplysning
Besynderligt nok så er det kun papiravisen og ikke netmediet, der
har pligt til at skilte med, hvem der har ansvaret på mediet.
Det fremgår af Medieansvarsloven:
- Papirmedier: § 3. I
ethvert indenlandsk periodisk skrift skal det være angivet, hvem
der ... er skriftets ansvarshavende redaktør.
- Radio- og fjernsynsmedier:
§ 5. Danmarks Radio, TV 2, TV 2's regionale virksomheder og
foretagender, der har tilladelse til radio- eller fjernsynsvirksomhed,
skal over for Pressenævnet angive, hvem der ... er
redaktør.
- Netmedierne: § 8 stk
2: For anmeldte foretagender gælder reglerne i §§ 5-7.
Så her halter lovens logik ved at henvise netmediernes
pligtoplysning til paragraf 5 (som radio og tv) og ikke til
papirmediernes paragraf 3. Det havde da været mere indlysende, om
netmediet selv på sit netsted havde pligt til at oplyse om
redaktøransvaret.
Men nej, netmedierne kan altså nøjes med at give
oplysningen til Pressenævnet. Og nævnet lapper ikke
på mangelen ved at offentliggøre redaktørnavnene
sammen med sin liste
over medierne på nettet.
Redaktørnavnene må man selv anmode om. Så det
gør jeg og ser da forældede informationer a la Nils
Thostrup som ansvarhavende redaktør for Jv.dk og David Trads for
information.dk; de personer er jo forlængst afløst af hhv
Mette Bock og Palle Weis. Så meget for den liste!
Pressenævnet
mangler medier
Under bygningen af eJours redaktør-liste havde jeg også
været om ad Pressenævnets liste over netmedierne. Jeg har
brugt listen som udgangspunkt, men den kunne ikke bare kopieres, for
den er langtfra komplet.
Flere velkendte medier på nettet er slet ikke anmeldt til
nævnet og står følgelig ikke på listen.
Det gælder fx Erhvervsbladet og it-avisen ComOn. Men både
chefredaktør Carsten Steno, Erhvervsbladet, og konst.
chefredaktør Hans Steen Andersen, ComOn, bedyrer over for eJour,
at det må være en forglemmelse, og at der omgående
vil blive sendt besked til Pressenævnet.
Men de er begge sammen med et hastigt voksende antal kolleger på eJours liste!
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
 |
|
|
|
 |